De bedste nr. 5: Toby Tucker, ’U Turn’ (1997)
En af de første gange, Joaquin Phoenix rigtig gør sig bemærket, er i Oliver Stones psykothriller om Sean Penn, der er strandet i en lille sydstatsby med dens sindssyge og voldelige beboere. Joaquin Phoenix har kun en lille rolle som meget skræmmende sydstats rock-a-billy-psykopat, men den er et præludium til hele hans efterfølgende karriere, der har gjort ham til en af Hollywoods mest respekterede skuespillere.
Han er kæreste med Claire Danes, som han jaloux forsvarer mod Sean Penn (de tre spillede også sammen i ’It’s All About Love – mere om den senere), som han overfalder, pudsigt nok til tonerne af Johnny Cashs ‘Ring of Fire’. Han æder Penns busbillet til Mexico og demonstrerer den uforudsigelighed og eksplosivitet (han har barberet TNT i håret i nakken), han senere perfektionerer i ’The Master’ og ’Inherent Vice’.
De bedste nr. 4: Kejser Commodus, ‘Gladiator’ (2000)
En film er kun så god som hovedpersonens fjende er skræmmende, lød Alfred Hitchcock gamle bonmot, og det passer også i ’Gladiator’, hvor Joaquin Phoenix spiller den unge kejser Commodus med voldsomme faderkomplekser.
Hans afdøde far fandt ham uegnet til at overtage magten over Rom og ønskede i stedet Russel Crowes Maximus som sin søn. I Joaquin Phoenix’ fortolkning er Commodus skrøbelig, plaget og uforudsigelig, og det gør ham endnu mere skræmmende, fordi Maximus lever på kejserens nåde.
Joaquin Phoenix toner smart sit spil ned, hvilket virker ekstra stærkt i kontrast til det store actionspektakel, som filmen også er. Filmen blev en kæmpesucces, og Joaquin Phoenix fik sin første Oscar-nominering som bedste mandlige birolle.
De bedste nr. 3: Johnny Cash, ‘Walk the Line’ (2005)
Rollen som Johnny Cash indbragte Joaquin Phoenix en Oscar-nominering for bedste mandlige hovedrolle, og det var her, han for alvor tog skridtet fra at være lovende i biroller til at kunne bære en hel film.
»I know I had it coming / I know I can’t be free« synger Joaquin Phoenix, der selv indspillede Cash’ sange, i ‘Folsom Prison Blues’, og det er tydeligt, at han deler smertepunkter med Cash. Han har haft førstehåndserfaringer med de samme oplevelser, der traumatiserede Cash hele livet. Begge har haft problemer med alkohol og stoffer. Og begge havde en forgudet storebror, der døde under ulykkelige omstændigheder, hvorefter de begge viede deres liv til at fortælle historier.
De fik også begge skylden for deres brødres død. Cash af sin far, Phoenix af medierne samt i bogen ’Last Night At The Viper Room: River Phoenix And The Hollywood He Left Behind’, der påstod, at River havde overlevet, hvis Joaquin Phoenix ikke havde tøvet så længe med at ringe efter en ambulance.
Selvom filmen blev et gennembrud for Joaquin Phoenix, var det også hans sidste rigtigt gode rolle i syv år.
De bedste nr. 2: Joaquin Phoenix (måske!), ’I’m Still Here’ (2010)
Når man i dag ved, at ’I’m Still Here’ er en iscenesat fupdokumentar, er det visse steder nemt at se, at Joaquin Phoenix overspiller rollen som sig selv: Den ansete skuespiller, der dropper karrieren for at blive rapper. Som når han fumler med sin rygsæk og har glemt sin demo-cd, da han er i studiet med Puff Daddy.
Men der er alligevel en følelsesmæssig resonans i hans parafrase over sig selv og sit image. Rollen som sig selv har flere gange været til forhandling i Joaquin Phoenix’ virkelige liv. Han blev født som Joaquin Bottom, men skiftede symbolsk navn til Phoenix sammen med resten af familien, da Joaquin var fire år. I flere år som teenager kaldte han sig selv Leaf, fordi han også ville have et naturnavn ligesom sine søskende. Da hans berømte bror River Phoenix døde af en overdosis i 1993, skulle han træde i karakter som sig selv og blive en selvstændig skuespiller, der ikke stod i skyggen af sin bror.
’I’m Still Here’ er endnu en genfødsel og den voldsomste af slagsen. Hans rolle er mere end bare en optræden. Selvom filmen er tænkt som en joke, der ifølge Joaquin Phoenix skulle udstille mediernes og befolkningens forkvaklede syn på berømmelse, skinner Joaquins autentiske desperation og opgivenhed ud mellem sprækkerne i hans fuldskæg. Og det var næppe kun for jokens skyld, at han ikke lavede en eneste film – og dermed ikke tjente penge – i fire år. I 2005 havde han været på alkoholafvænning og lavet tre dårlige film i træk (blandt andet ’We Own the Night – mere om den senere) efter sin karrieres på det tidspunkt bedste præstation i ’Walk the Line’.
’I’m Still Here’ bliver en katarsisk oplevelse. Næste gang han træder frem på lærredet, er det i sin karrieres bedste rolle som den traumatiserede krigsveteran Freddie Quell i ’The Master’ (se næste side). Efter ’I’m Still Here’ har han kun leveret gode præstationer.
2. Theodore Twombly, ’Her’ (2014)
Med ’Her’ bekræfter Joaquin Phoenix det, hans roller siden 2010 havde antydet: Han er tilbage, og modsat tidligere leverer han konstant stærke præstationer og medvirker kun i gode film.
I ’Her’ spiller han tekstforfatteren Theodore, der er knust af kærlighed over sin kæreste, der har forladt ham. Han indleder et sælsomt forhold til – indrømmet – den meget æggende stemme i det operativsystem, der styrer de praktiske ting i hans tilværelse.
Rollen ligger ikke umiddelbart til Phoenix, fordi ’Her’ i sin grundvold er en romantisk film. Og det er den mest romantiske rolle i Phoenix’ karriere og den, hvor han skal vise mest følsomhed. Det er ikke noget, han tidligere har demonstreret talent for. Joaquin Phoenix’ styrker lyser stærkest, når hans karakterer lider.
Men i ’Her’ bruger instruktør Spike Jonze Joaquin Phoenixs stramme øjenbryn og plovfurelignende ansigtstræk til at vise, hvor såret Theodore er. Han kontrasterer Joaquin Phoenix’ fjendske ansigtsarkitektur med en fremtidsverden af imødekommende arkitektur i bløde kurver, douchede farver og hjælpsom teknik. Og Joaquin Phoenix tager selv stikket hjem, da han lader tårerne flyde (og dansefødderne tale).
Med sine højtaljede lærredsbukser og hornbriller fremstår Theodore som en fremmed fra 1950’erne i den højtudviklede fremtidsverden. Og Phoenix er totalt overbevisende som manden, hvis sorg har gjort ham fremmed over for sine omgivelser.
Rollen som fremmed i sit eget liv er ikke uvant for Joaquin Phoenix. Han er lidt af en eneboer og forskanser sig i sit hus på Mulholland Drive i Los Angeles mod blitzlys og prisfester, som han aldrig går til. Det er nærliggende at se en parallel mellem Theodores vej tilbage til livet og skuespillerens egen comebackrute som en Joaquin Phoenix 2.0 – nu med vellykkede romantiske roller på repertoiret.
De bedste nr. 1: Freddie Quell, ‘The Master’ (2012)
Joaquin Phoenix’ bedste rolle er hans mest syrede. Han spiller Freddie Quell, der er plaget af krigstraumer i efterkrigstidens USA og lader sig optage i en religiøs kult. Den er ledet af den karismatiske Lancaster Dodd (Philip Seymour Hoffman), som Freddie er både tiltrukket og frastødt af, hvilket minder ikke så lidt om Joaquin Phoenix’ eget forhold til filmindustrien.
Det er en karakter, der på papiret er svær at holde af, fordi vi intet ved om ham, og han ikke er særligt sympatisk. Han er afstumpet og tilsmager sine brølstærke cocktails med hostesaft og motorolie, men i Joaquin Phoenix’ skikkelse er han dybt fascinerende.
Han blev nomineret til en Oscar for bedste hovedrolle, og han viser her, hvor hurtig på fødderne han er som skuespiller. Freddie ved aldrig helt, hvad der foregår omkring ham, hvilket Joaquin Phoenix viser perfekt. Han skifter sømløst fra at være undrende til at være i slagsmål til at være grinende på et splitsekund. Enhver scene med ham i filmen er uforudsigelig, fordi alting konstant er muligt. Men det er også en disciplineret præstation. Joaquin Phoenix er helt udmagret og krum som et komma med hænderne konstant plantet i siden. Hvilket er imponerende, for han improviserede stort set under alle optagelserne – en metode, han har sværget til siden 2010.
Og så får han faktisk vist i små glimt, at han godt kan være sjov på en absurd måde. Som da han overfalder en forlægger, der er kritisk over for Lancaster Dodd, og stikker ham flade. Hvorpå han samler forlæggerens hat op, børster den af og lægger den omhyggeligt på en bænk.
De værste nr. 3: John, ‘It’s All About Love’ (2003)
Egentlig spiller Joaquin Phoenix ikke dårligt i Thomas Vinterbergs opfølger til ‘Festen’. Men han formår ikke at bryde ud af de kvælende stramme rammer, hans rolle som den kærlighedssyge John holdes i.
Han er forelsket i den verdensberømte skøjteprinsesse spillet af Claire Danes og opdager vist nok, at hun er fanget i en mordintrige. Filmen er en rodet fremtidsfabel/kærlighedshistorie sat i 2021 med et thriller-twist og Sean Penn, der gud ved hvorfor svæver rundt i et fly det meste af filmen.
Den er også ekstremt stiliseret, og i det overfyldte lokale er der ikke plads til Joaquin Phoenix’ ofte store armbevægelser. Han kræver meget plads for at udfolde sig. Det får han ikke her, og så bliver hans knugede, intense ansigtsudtryk hult, fordi der ikke er redegjort psykologisk for hans forpinthed.
Så det er faktisk – undskyld! – Thomas Vinterbergs skyld.
De værste nr. 2: Ray Elwood, ’Buffalo Soldiers’ (2001)
Det er sjældent, at Joaquin Phoenix falder igennem. Han har et ansigt og en udstråling, der gør, at han bare skal møde op for at være interessant at kigge på. Når han spiller dårligt som i rollen som Ray Elwood, der i ’Buffalo Soldiers’ står i spidsen for en kriminel subkultur af amerikanske soldater udstationeret i Vesttyskland, skyldes det ofte, at han bevæger sig ud over sit talents begrænsninger.
’Buffalo Soldiers’ er (et forsøg) på en komedie, men Joaquin Phoenix har i denne film ikke funny bones på lærredet (selvom han har ry for at være en stor gøgler på settet). Når Phoenix er sjov, er det i små absurde glimt som tidligere omtalt i ’The Master’, men hans talent er ikke humoren som drivkraft. Han er bedst, når karakterne er komplekse. Han er for intens i sit skuespil til, at man slapper af i hans selskab, hvilket er en forudsætning for, at man kan grine af og med ham.
De værste nr. 1: Bobby Green, ’We Own the Night’ (2007)
I den her film spiller Joaquin Phoenix faktisk dårligt. Alt ved hans præstation er utroværdigt. Joaquin Phoenix kan ikke spille førsteelsker som Leonardo DiCaprio, Brad Pitt eller George Clooney, men det skal han alligevel i rollen som bestyrer for en natklub i Brooklyn 1980’erne, hvor han forsøger at redde sin bror og far, der er politibetjente og efterforsker klubbens russiske mafioso-ejer.
Joaquin Phoenix’ naturlige fremtoning arbejder imod ham. Vi skal tro på, at hans charme har skaffet ham bydelens lækreste dame (spillet af Eva Mendes) og sikret ham job og kærlighed i den russiske mafiafamilie, hvor moren kærligt tvinger ham til at smage på sine egnsretter. Men Joaquin Phoenix’ glimt i øjet er hverken forførisk eller charmerende, det er djævelsk og forpint, hvorfor det er umuligt at tro på hans karakter. Det hjælper heller ikke, at han skal forestille at være bror til Mark Wahlberg og søn af Robert Duvall.
Læs også: Woody Allen navngiver sin nye film med Joaquin Phoenix og Emma Stone
Læs også:Nyt og forstærket Soundvenue med Joaquin Phoenix på forsiden ude nu – få det første kig her