Kommende ‘Alien’-instruktør om sin egen Matt Damon-film: »Jeg fuckede det op«

Kommende ‘Alien’-instruktør om sin egen Matt Damon-film: »Jeg fuckede det op«

Neill Blomkamp brød igennem med den visuelt imponerende og politisk tankevækkende monsterfilm ’District 9’, og derfor var forventningerne skyhøje, da han annoncerede sin anden film, ’Elysium’. Filmen blev dog hverken den kritiske eller kommercielle succes, der var lagt op til.

I ’Elysium’ forsøger Matt Damons kronragede soldat at bringe øget lighed til en i bogstavelig forstand polariseret verden: Det rige mindretal lever på en overdådig rumstation, mens resten af menneskeheden rådner op på Jorden.

Neill Blomkamp, der næste uge er biografaktuel med ’Chappie’, tager nu overraskende selv afstand fra filmen. Til Uproxx fortæller han:

»Jeg føler, jeg fuckede det op. I sidste ende var historien ikke den rigtige. Jeg synes stadig, den satiriske idé om en ring fyldt med rige folk svævende over en udpint jordklode er en fed idé. Jeg elsker den så meget, at jeg næsten har lyst til at gå tilbage til den og gøre det ordentligt. Manuskriptet var bare ikke… I sidste ende lavede jeg bare ikke en god nok film«.

Blomkamp erkender, at han har en tendens til at forelske sig i en idé eller et koncept, før historien er på plads, hvor andre instruktører fokuserer på fortællingen før alt andet. Om Blomkamp har lært af sine fejl, finder vi ud af på torsdag, når ’Chappie’ har dansk biografpremiere.

For nylig blev Blomkamp annonceret som instruktør af den kommende ‘Alien’-film.

Læs også: Ny ‘Alien’-film på vej med ‘District 9’-instruktør bag roret

Læs også: Se traileren til ‘District 9’-instruktørs næste film med Hugh Jackman

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af