‘The Jinx: The Life and Deaths of Robert Durst’
»The owls are not what they seem«, hedder det i David Lynchs monumentale mordgåde ’Twin Peaks’, hvilket er en af de mest koncise og poetiske beskrivelser af virkelighedens tvetydige forhold til sandheden. Men hvad sker der, når man blander en virkelig mordsag med et hyperstiliseret portræt?
Det dilemma bliver sat på spidsen i ’Capturing the Friedmans’-instruktør Andrew Jareckis HBO-miniserie ’The Jinx’, hvor virkeligheden ellers i begyndelsen er til at tage at føle på. I 2001 flyder et parteret torso i sorte affaldssække i land i Galveston, Texas, og hurtigt kædes den hovedrige new yorker-boligmagnat Robert Durst sammen med rovmordet.
Oven i købet har Durst (der af flere vidner beskrives som en utilregnelig wife beater) tidligere været hovedmistænkt i sagen om eks-konen Kathie Dursts mystiske forsvinding tilbage i 1982. Fælden klapper, og den store retssag køres i stilling.
’The Jinx’ er en true crime-dokumentar, en type fortælling, der historisk set har savnet anerkendelse fra kulturens trendsettere. Men efter Sarah Koenigs podcastsensation ’Serial’ og nu ’The Jinx’ synes disse dage at være talte, for et fortællemæssigt og æstetisk overskud har i den grad invaderet den sensationshungrende genre.
Den virkelige fortælling om Robert Durst er først og fremmest en gennemresearchet og nuanceret skildring af virkelighedens krinkelkroge, og man mærker, at Jarecki og medskaber Marc Smerling har brugt syv år (!) på forarbejdet. De har vendt hver en sten og modsat ’Serial’ fået interviews med samtlige involverede. Kronen på værket er selvfølgelig det eksklusive solointerview med Durst selv, der kom i stand, efter rigmanden havde set Jareckis fiktionsfilm ’All Good Things’, som med Ryan Gosling i hovedrollen fortæller Dursts historie ’inspireret af virkelige begivenheder’.
Stilistisk er ’The Jinx’ fuldt på højde med Errol Morris’ genredefinerende ’The Thin Blue Line’ (1988), der fik en morddømt mand frikendt. HBO-serien bruger alle kneb: Ultraslow (en scene minder sågar om prologen i ’Antichrist’), gamle 8mm-optagelser, langsomme zooms og stiliserede rekonstruktioner, hvor man aldrig ser objekternes ansigter.
Og her begynder ’The Jinx’ at transcendere vores opfattelse af de virkelige begivenheder. På sublim vis ændrer rekonstruktionerne sig, når vidnernes historier begynder at krakelere. Og tvivlen vælter frem: Er Durst offer for et komplot, en ’poor little rich boy’ med et afsindigt moder- og faderkompleks? Eller er han en usandsynligt kalkuleret psykopat, hvis charme Jarecki – og tilskueren – lader sig smigre af?
Svaret blafrer stadig i vinden efter seriens første to afsnit, men man fornemmer, at afslutningen vil stå mere klart, end den gjorde i ’Serials’ frustrerende antiklimaks. Det insinuerer Jarecki i hvert fald i et interview i den nyeste udgave af Soundvenue.
I kunst kan der være flere virkeligheder, flere sandheder, men hvordan man end vender, drejer og fortolker den verden, som Jarecki viser os, kan der kun være ét sandt svar på det mysterie, der vil hjemsøge alverdens seere de næste seks uger: Er Durst skyldig eller uskyldig?
Kort sagt:
’The Jinx’ fortsætter, hvor ’Serial’ slap. Men hvor Sarah Koenigs mangel på centrale vidner og en klar pointe var en hæmsko, er Andrew Jareckis miniserie mere poetisk og fokuseret. Den tåler sammenligning med true crime-genrens største værker.
Anmeldt på baggrund af de to første afsnit.
Læs også: Det skal du streame i februar