Woody Allen navngiver sin nye film med Joaquin Phoenix og Emma Stone

Woody Allen navngiver sin nye film med Joaquin Phoenix og Emma Stone

Den produktive filminstruktør arbejder i øjeblikket på sin første tv-serie for Amazon, men det ændrer tilsyneladende ikke på, at Woody Allen som vanligt udgiver en spillefilm om året.

Nu har Allen omsider navngivet dette års indtil videre ret så hemmelige projekt, der har fået titlen ‘Irrational Man’. Som tidligere annonceret har filmen to af tidens helt store navne i hovedrollerne, Joaquin Phoenix, der snart er aktuel i Paul Thomas Andersons ‘Inherent Vice’, samt Emma Stone, der i øjeblikket går sin sejrsgang med ‘Birdman’.

Skal man tro diverse kvalificerede rygter handler ‘Irrational Man’ om en filosofiprofessor (Phoenix) og hans elev (Stone), hvis affære i en fiktiv universitetsby i USA udvikler sig til et mordmysterium. Det skriver The Playlist. Allen har endnu ikke afsløret, om rygterne holder stik, men i så fald kunne det tyde på, at instruktøren har lagt magien og det spirituelle på hylden, som har kendetegnet flere af hans seneste, knap så overbevisende film – herunder sidste års ‘Magic in the Moonlight’ – og i stedet er vendt tilbage til stilen fra en succesfuld thriller som ‘Match Point’.

Læs også: Woody Allens bedste film fra 10 til 1 – og de tre værste

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af