’Focus’

’Focus’

Har Will Smith mistet sin star power?

Far/søn-projektet ’After Earth’ floppede fælt i biograferne og blev torpederet af anmelderne, og hans nye film ’Focus’ er netop plumpet ned i post-Oscar-dødvandet med et ganske lille plask.

Men frygt ej, Smith-fans: ’Focus’ er faktisk et mindre comeback for den 46-årige mediemogul. Smith spiller Nicky, en førsteklasses bondefanger, der kunne stjæle dine underbukser, uden du opdagede det. En dag optager han den lærevillige lommetyv Jess (Margot Robbie fra ’The Wolf of Wall Street’) i sin kupklike, og med sine distraherende kurver og bimbo-udstråling bliver hun en værdifuld joker under Nickys planlagte Super Bowl-aktion.

Så snart pengene er hjemme, efterlader han imidlertid koldt sin elskerinde og partner in crime i vejkanten. Men da han tre år senere har gang i et nyt fupnummer ved et racerløb i Buenos Aires, dukker hun pludselig op og forplumrer tingene.

Filmens første del fungerer godt med et stærkt drive i fortælleformen og vid og bid bag replikkerne, selvom de aldrig falder med helt samme tempo og træfsikkerhed som i den åbenlyse inspirationskilde, ’Ocean’s Eleven’.

Glenn Ficarra og John Requa (der stod bag den glimrende romcom ’Crazy, Stupid, Love’) instruerer stilsikkert med glittede, overdådige billeder af the rich and famous. Det ser godt ud, og enkelte scener gør de to hovedpersoner rangen stridig i lækkerhed, ikke mindst en flot koreograferet og klippet lommetyvssekvens på en gågade, der elegant illustrerer de afledningsmanøvrer og fingerfærdigheder, faget kræver.

Der er i det hele taget meget lækkerhed samlet på lærredet, når Smith og Robbie deler den, og de har tilmed god naturlig kemi, så længe manuskriptet holder niveau. Smith flirter måske med en James Franco-agtig ligegyldighed, fordi han gerne vil være cool på den distancerede I don’t give a fuck-facon, men det er alligevel hans mest fornøjelige præstation i årevis. Margot Robbie har mere sexappeal i sin kindtand, end de fleste har i hele kroppen, og både som troskyldig lærling og fræk femme fatale leverer hun varen. Adrian Martinez og Gerald McRaney hjælper til i scenestjælende biroller.

Men anden halvdel af Ficarra og Requas manuskript afholder filmen fra at blive rigtig god. Her bliver det for ømt og romantisk til at være cool, og Nickys IndyCar-con er for tyndt til at fastholde interessen. Til sidst forsøger de insisterende at bluffe publikum med det ene twist efter det andet, men de er svære at få til at flugte med resten af fortællingen, og så er det altså ingen kunst at narre på film. Det svarer lidt til, at en tryllekunster entrerer scenen med en kanin i favnen og stolt proklamerer: Den har jeg lige hevet op af en hat backstage!


Kort sagt:
Will Smith reparerer på skaden efter ’After Earth’ i o.k. cool kupfilm, der leverer en glimrende ’Ocean’s Eleven’-imitation i 40 minutter for så at miste balance og (undskyld!) fokus i blandingen af romantik, kup og alt for mange twists.

Spillefilm. Instruktør: Glenn Ficarra og John Requa. Medvirkende: Will Smith, Margot Robbie, Adrian Martinez, Gerald McRaney, Rodrigo Santoro, BD Wong. Spilletid: 104 min.. Premiere: Den 5. marts
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af