‘Gett’
Det israelske søskendepar Ronit og Shlomi Elkabetz er genstand for tilbedelse fra de snævre filmfestivalers aficionados, og deres seneste film, skilsmissedramaet ’Gett’, lander i de danske biografer med et hav af priser og en Golden Globe-nominering i kufferten. Så man skal næsten være et popcorngnaskende skarn for at vende tommelfingeren nedad.
Det er bare ikke helt let at levendegøre filmens simple one location-koncept i en retssal uden at dysse publikum langsomt i søvn. Viviane Ansalem (spillet af Ronit Elkabetz selv) går rettens vej for at bortoperere den svulst, der er hendes mand, men manden, en mut og dræbende stædig dødbider, gør alt for at forpurre hendes frigørelsesproces.
Og det samme gør retssalens rabbinere, der ville gå sømløst i spænd med Woody Allens og Coen-brødrenes jødiske karikaturer.
Til grund for den udmagrende skilsmissesaga ligger det ortodokse Israels anakronistiske syn på kønsroller. I et middelalderligt miskmask af tro og ret forlanger rabbinerne kalotten klistret til kraniet inden for retssalens fire vægge, ligesom de fremhæver perfektionering af kogekunsten som kvindens ideelle livsmål. Absurditeten er filmens trumfkort, og harme og latter går hånd i hånd, da Viviane anklages for ikke at være ferm nok ved kødgryderne, som var det den ottende dødssynd.
’Gett’ er sidste del i søskendeparret Elkabetz’ trilogi om undertrykkelse af kvinder i det israelske samfund, hvor de med afsæt i en virkelig retslig fadæse spidder landets lidet sekulære skilsmisselov. Det er da også unfair hold i retssalen: Mens Viviane forsager den gud, hvis forkyndere tramper på hende ved en hver given lejlighed, er husbonden en traditionel, troende sangfugl fra den lokale synagoges mandekor, der hverken tæsker sin kone eller knalder ved siden af. Og gud forbyde, at retten skulle forholde sig til noget så flyvsk som kærlighed – eller mangel på samme.
Sagen skriger indigneret til himlen, men ’Gett’ holder sig for god til at vifte med fordømmende pegefingre. Frem for at helgengøre alle uden kalot nuancerer filmen billedet af retssagens involverede, der på den ene side er svære at hade, på den anden umulige at holde af.
Alligevel keder filmen, fordi dens samlebånd af ensartede kapitler er så sindsoprivende som en sabbat. One location-formlen er tidligere blevet forvaltet med stor filmisk intensitet i mesterværket ’12 Angry Men’, ligesom den sublime Oscar-vinder ’Nader og Simin – en separation’ gjorde en simpel skilsmissehistorie fængslende med få midler. Men ’Gett’ savner et dynamisk samspil mellem fortællingens enkelte dele, hvor skiftende perspektiver skaber fremdrift og spænding. Kastede man alle filmens scener i vejret og lod dem lande i vilkårlig rækkefølge, ville forskellen fra det færdige resultat være til at overse.
Stilistisk brydes dødvandet her og der i Dreyer-inspirerede nærbilleder af en tårevædet Viviane, men hendes sorg blegner i sammenligning med Jeanne D’Arcs lidelse, da søskendeduoen Elkabetz nu engang er milevidt fra den danske mesters spirituelle filmsprog.
Med ’Gett’ har de snarere begået en lettere ufilmisk ørkenvandring i retssalens kønsløse og kønsdiskriminerende rammer.
Kort sagt:
’Gett’ udstiller den israelske skilsmisselovs mandschauvinisme med nuancerne i behold, men lider under fortællestilens monotoni. Det føles som en filmatisering af en jødisk retssags transskription.