Kyle Chandler er ét stort smil, da han træder ind på hotelværelset i London for at tage imod de fremmødte journalister. Og det er da også sådan, de fleste af os kender ham – som the good guy, der aldrig træder ved siden af, og som altid medbringer rene intentioner foran kameraet.
Siden 1990’erne har den 49-årige amerikanske skuespiller spillet et utal af roller på tv, med den inspirerende footballtræner Coach Taylor i dramaserien ‘Friday Night Lights’ som glansrollen. De seneste år har vi også set ham i prominente film, blandt andet ’The Wolf of Wall Street’, hvor han meget karakteristisk spiller den snusfornuftige, retskafne FBI-agent, der er modsætningen til Leonardo DiCaprios storskrydende børsspekulant.
I Netflix’ nye familiedrama, ’Bloodline’, ligner det umiddelbart business as usual for Kyle Chandler. Her spiller han rollen som det yngste medlem af den succesfulde Rayburn-familie, der driver et strandhotel i feriebyen Key West.
Og ud over at være familiens yndling, sørger han også for, at borgerne kan sove trygt om natten som byens sherif. Men tingene er ikke helt, som de ser ud til i det smukke ferieparadis. Da familiens sorte får, Danny, vender tilbage i familiens skød, vælter skeletterne ud af skabet – og for første gang i Kyle Chandlers karriere får hans image som den evigt artige spejderdreng nogle gevaldige ridser i lakken.
Vi mødte skuespilleren i London til en snak om familielivets mørkere sider og vigtigheden af at omfavne kaosset.
Hvordan blev du involveret i ’Bloodline’?
»Min agent ringede og sagde, at fyrene bag tv-serien ’Damages’ ville snakke med mig om en rolle. Og da jeg satte mig ned for at tale med Todd A. Kessler (skaberen bag ’Bloodline’, red.) kunne jeg med det samme mærke, at han talte lige ud af posen og havde en klar vision for, hvor han ville tage historien hen.
Hver gang jeg vælger et nyt projekt, kigger jeg altid instruktøren i øjnene for ligesom at sige: ’Er du ærlig over for mig? Er du, hvem du siger, du er? Det er lidt ligesom et ægteskab – man indgår en pagt med hinanden, og det kan enten gå rigtig godt eller helt af helvede til. Med ’Bloodline’ valgte jeg heldigvis rigtigt«.
Hvad tiltalte dig ved rollen som John Rayburn?
»Jeg er vant til at spille en flink fyr med stærke lederevner, hvilket mine venner ofte griner af, men her fik jeg virkelig plads til at dykke ned i min egen fortid og give karakteren noget kant.
Jeg har selv to brødre og en søster, og ligesom John er jeg efternøleren i min familie. Mine brødre gik på universitet, da jeg blev født, så jeg kunne i høj grad relatere mig til rollen som familiens Benjamin. Og så er det dejligt for en gangs skyld at få lov til at spille en karakter, der ikke er så endimensionel«.
Det hjalp vel også på det, at serien skulle optages i ferieparadiset Key West?
»Det er svært ikke at have en god dag på jobbet i de omgivelser. Instruktørerne og skuespillerne var meget afslappede, atmosfæren var fantastisk, og vi mødte alle sammen op hver dag iført shorts og T-shirts. Det var lidt ligesom at være på ferie, også selvom serien er så dyster.
Da jeg endelig fik lov til at se de to første afsnit, vidste jeg, at vi stod med noget helt specielt. De to timer fløj simpelthen af sted, og jeg tænkte: ’Fedt, om et år får jeg lov til at vende tilbage og gøre det hele en gang til’«.
Din karriere på tv strækker sig helt tilbage til midten af 1990’erne. Hvad har ændret sig mest fra dengang til i dag?
»Da jeg startede min karriere på tv, var det lidt ligesom et diktatur. Instruktøren fortalte dig alt, hvad du skulle foretage dig: ’Sig det her! Gør det her! Stil dig derhen! Næste scene, tak!’ Man var ikke andet et lille tandhjul i et kæmpe maskineri.
Sådan er det ikke længere. I dag er det mere som at stå på en teaterscene. Man har en langt større frihed som skuespiller, og der er masser af plads til at improvisere. Da jeg lavede ’Friday Night Lights’, sagde instruktøren altid: ’Du går bare i gang, når du har lyst’, og det samme var tilfældet med ’Bloodline’. Det bringer et langt større nærvær til historien, og det var en gave at få lov til at træde et skridt til siden og reflektere over sin egen baggrund, inden man trådte ind foran kameraet«.
Det lyder, som om din egen familie var en vigtig inspirationskilde?
»Det var det for os alle sammen. Alle skuespillerne havde en unik chance for at bringe deres egen baggrund med til optagelserne, og det gjorde også, at man hurtigt følte et ejerskab over sin karakter. ’Bloodline’ var en fantastisk mulighed for at bringe alle de glade og triste minder fra ens egen barndom og hælde det på sin rolle.
Instruktørerne gav os muligheden for at tage materialet i nye retninger og tage vores karakterer i den retning, vi ønskede. Jeg arbejder bedre i kaos end i en organiseret atmosfære, og jeg elsker at få muligheden for at fucke tingene op. ’Bloodline’ er som en stor legeplads, hvor man kan boltre sig frit, og det er fantastisk«.
Hvad har rollen som John Rayburn givet dig som skuespiller?
»At spille med i ’Bloodline’ har været som en ’acting class’ for mig, og jeg har fået udvidet min værktøjskasse betydeligt. Når jeg engang er færdig, vil jeg uden tvivl være en langt bedre skuespiller. Jeg presser virkelig mig selv til det yderste med den her rolle, og jeg har lært at sige: ’Fuck det, jeg vil sgu gerne prøve kræfter med det her’, også selvom det ikke umiddelbart ligger i min boldgade«.
Har du ligefrem lært noget om dig selv?
»Ja, jeg blotlægger mig selv fuldstændigt med den her rolle. Hvis ikke foran kameraet så i hvert fald heroppe (Chandler peger op på sit hoved, red.). Jeg skrev dagbog, da jeg var barn, og da jeg læste den igennem som forberedelse til den her rolle, gik det op for mig, at vi ikke er den samme person, som da vi var små.
I ’Bloodline’ medbringer alle skuespillerne deres egne dagbøger fra barndommen, så at sige, og bringer dem ud til publikum. Men du får mig ikke til at sige, hvad jeg har lært om mig selv. Det er min egen lille hemmelighed«.
Lyt til Soundvenue Filmcast: ‘Bloodline’ / Ny nordic noir – friskt blod eller dødssejler
Læs også: On demand – grumme familiehemmeligheder i uafrystelige film, du kan streame nu