Der er én ting, Roy Andersson gerne vil slå fast: Han hader at overvære mennesker, der bliver ydmyget.
Det er en højst overraskende melding, når man tænker på mesterens filmtrilogi, ’Sange fra anden sal’ (2000), ’Du levende’ (2007) og den aktuelle guldløvevinder ’En due sad på en gren og funderede over tilværelsen’, hvor forhutlede mennesker gennemgår stort set enhver form for ydmygelse, man kan komme i tanke om.
En mand hiver en dug væk under et 200 år gammelt porcelænsstel, så alt smadres. En anden mand prøver at åbne en flaske rødvin – og dør af anstrengelsen.
Selvom Andersson står bag en række af Skandinaviens mest særegne film gennem tiderne, er det ikke en krukket auteur-særling, vi møder i Grand Teatret i København. I stedet minder han om en hyggelig, lun morfar, hvilket dog langt fra betyder, at han er tilbageholdende eller kry. Tag nu bare denne udmelding:
»Jeg vil gerne være generøs, men selvom jeg har respekt for von Trier, så synes jeg, at han er lidt overvurderet. Han slipper sine film for tidligt, de er ikke færdige. Og selvom jeg ikke bryder mig om ’Dancer in the Dark’, er den trods alt hans mest stringente film«.
Det viser sig hurtigt, at den svenske instruktør styrer vores samtale, venligt og oprigtigt interesseret. Vi taler om min tid som filmoperatør, hvor ’Du levende’ var en af de første 35 mm-film, jeg fik lov at sætte på trisser og hjul og køre gennem de larmende, og nu forældede, kinomaskiner.
Men det står hurtigt klart, at Andersson ikke er nostalgiker.
»For mig er 35 mm allerede stenalderteknologi, det er passé. Herre Gud, digital film er jo meget bedre. Min nye film er optaget digitalt. Dybdeskarpheden, som du måske har gættet, at jeg er stor fan af, bliver simpelthen tydeligere med digital film«.
Roy Anderssons stil er helt sin egen, og her er der ingen klipning eller kamerabevægelser i de sirligt komponerede tableauer af menneskeligt fordærv. »Fragmenter«, kalder han sine korte historier af begsort humor og tåkrummende pinagtighed.
Når du nu afskyer menneskelig ydmygelse så meget, hvorfor lader du så dine karakterer gå igennem den ene ydmygelse efter den anden?
»Det ved jeg heller ikke, om jeg gør. Det, jeg vil vise med mine film, er, hvor rigt livet er. Det indeholder mange triste skæbner, men også fantastisk meget skønhed. Det er denne rigdom, der gør det interessant at leve«, smiler Andersson, der pludselig virker som et optimistisk modstykke til sine ofte pessimistiske film.
Men du gør ofte dine karakterer grimme, ja, nærmest frastødende?
»De er rigtignok grimme i forhold til Hollywood’ske skønhedsidealer, men de fleste er smukke indvendigt. De er vældigt menneskelige. Der er for eksempel Kalle i ’Sange fra anden sal’, der er ulykkelig over, at hans søn er blevet skør af at skrive digte«.
Tid er et stort tema i din nye film, hvor Karl XII’s krigere tager en pause fra slaget på en bar fra nutiden. Danske Theis Ørntoft har skrevet et digt om netop det tema, »jeg kan ikke holde tiderne adskilte, forstår du problemet«. Er det noget af det samme, du er inde på?
»Det begyndte allerede i ’Du levende’, hvor drøm og ’virkelighed’ blander sig sammen. Det er et klassisk greb at blande fortid og nutid. I Sverige er der en tendens til nostalgisk forherligelse af en fortidig storhedstid, og den vil jeg virkelig gerne gøre grin med. Jeg vil også provokere det her macho-ideal, der knytter sig til Karl XII, og derfor gør jeg ham biseksuel. Det huer ikke den politiske højrefløj«.
Er du en politisk filmskaber?
»Jeg hader at se mennesket blive ydmyget. Det væmmes jeg ved. Og man må aldrig glemme, at mennesket er en ømtålelig størrelse. I den sammenhæng er kapitalismen den helt store synder. Køb og sælg med profit. Kapitalismen handler om at se kortsigtet på tingene, og det kan ikke fungere i det lange løb. Overgreb og ydmygelse kommer altid fra overklassen og løber ned. Det var jo ikke arbejderne, der var kolonister«.
(Artiklen fortsætter under billedet)
I 1975 lavede du filmen ’Giliap’, der blev en stor økonomisk fiasko, og så lavede du ikke en spillefilm de næste 25 år. Hvad foretog du dig i de mellemliggende år?
»Jeg lavede nogle enkelte kortfilm, men først og fremmest lavede jeg reklamer. Øj, øj, øj, mange reklamer. Omkring 300. Og det har lært mig enormt meget. At kunne fortælle en historie uden ord og med den rette timing. I det hele taget at finde humoren i det enkle«.
Kan det være din fortid som reklamemand, der gør, at dine film er så radikalt anderledes end alt andet?
»Flere svenske anmeldere skriver, ’jeg fatter ingenting, hvad er det her, hvad handler det om?’ Dem svarer jeg en gang imellem: ’Kig på billederne, se om de fascinerer dig, og hvis de ikke gør, så er der ingenting, jeg kan gøre’.
Men det er klart, at mine film er anderledes. Jeg ser mine historier som fragmenter af tilværelsen, og på den måde kan jeg vise forskellige sider. Har man én historie, som man knytte op på én person, bliver man låst. Jeg kan skifte rundt, som jeg vil. Måske består det anderledes også i, at jeg prøver at filmatisere minder«, fortsætter Andersson og peger mod tindingen.
»Et minde reduceres gennem tiden, og i den proces fordamper alt det uvæsentlige. Til sidst er der kun sandheden tilbage«.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Anderssons trilogi har høstet både priser og kritikerros. ’Sange fra anden sal’ og ’Du levende’ deltog begge på festivalen i Cannes, mens ’En due sad på en gren og funderede over tilværelsen’ hjemtog Guldløven i Venedig, en af filmverdenens mest prestigefyldte priser. Sætter han pris på anerkendelsen?
»Det betyder uendelig meget, for på den måde hører hele verden om filmen. Den er allerede solgt til 40-50 lande, og det skyldes Guldløven. I min verden har Venedig en højere kunstnerisk integritet end Cannes, der er blevet så overfladisk, så amerikaniseret. I Cannes handler det først og fremmest om at pleje sit forhold til Hollywood«.
Ruben Östlunds ’Force Majeure’ var på Cannes sidste år. Føler du et slægtskab med Östlund, der ofte beskrives som en ’sociologisk Roy Andersson’?
»Östlund betoner det sociologiske meget, men jeg er egentlig ikke så interesseret i sociologi, så det kan man ikke rigtigt sige. Jeg er mere interesseret i kunsthistorien. Goya, Kafka og så videre. Jeg tror egentlig ikke, Östlund er særlig interesseret i religion, som jeg går meget op i«.
Det, du beskriver som en interesse i religion, kan også tolkes som en kras kritik. Som når Jesus på korset smides på lossepladsen i ’Sange fra anden sal’. Hører religion til på lossepladsen?
»Jeg er ikke selv troende, men der er nogle fantastisk skønne og humanistiske budskaber i kristendommen. Min kritik skal ikke tages så bogstaveligt. Du skal i stedet tænke på, hvad Jesus på korset repræsenterer for filmens karakterer. For dem er han forretning, de vil sælge ham og tjene penge, men det mislykkes. Det er derfor, han ryger på lossepladsen. De kan ikke tjene penge på en korsfæstet taber«.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Når vi taler om religion på film, bliver jeg nødt til at spørge dig, hvor inspireret du er af din svenske landsmand Ingmar Bergman?
»Altså, han har jo haft en helt uomgængelig betydning for svensk films udlandsanseelse. Men faktisk synes jeg kun, at han har lavet tre rigtig gode film. ’Stilheden’, ’Lys i mørket’ og ’Persona’. Særligt ’Lys i mørket’ er stærk«.
Findes der danske instruktører, som du kigger mod, når du laver film?
»Et af mine store idoler er Carl Th. Dreyer. Først og fremmest ’Ordet’. Hans skildring af nordisk protestantisme ser man også hos Bergman. Af nulevende ud over von Trier synes jeg også, at Thomas Vinterberg er god«.
Du både producerer, skriver og instruerer dine film. Kunne den danske og svenske filmindustri lære noget af din egenrådige tilgang?
»Der er mange, som hader den. I Sverige er man decideret imod den. Synspunktet er her, at film er en industri, hvor man opdeler produktionen. På filmskolen gik man så vidt som til at afvise instruktørspirer med auteurtanker. Det, man opnår, er et frafald af personligt ansvar. Men der er nye strømninger på vej.
Mine egne store idoler er jo lige netop de store auteurs, som for eksempel Vittorio De Sica, der lavede ’Cykeltyven’. Den er nummer ét i filmhistorien, fordi den er politisk og samtidig humanistisk og empatisk«.
Er du blevet sentimental på dine ældre dage?
»Nej, det vil jeg ikke påstå«, griner han og rejser sig fra stolen.
»Mere positiv måske, det håber jeg i al fald. Men i min næste film skal der være mere kærlighed. Den skal handle om kærlighed til livet og andre mennesker. Ikke menneskets selvkærlighed«.
Læs også: Anmeldelse af ’En due sad på en gren og funderede over tilværelsen’