På onsdag holder vi – over to uger før den landsdækkende biografpremiere – snigpremiere på ’Selma’ i Empire Bio.
Vi stimulerer forventningsglæden med en række opsigtsvækkende facts om den stærkt imødesete og voldsomt omdiskuterede Martin Luther King-film, som vi har præmieret med fem flotte stjerner i vores anmeldelse.
Køb billet til Soundvenue Forpremiere på ’Selma’ HER.
1. En film, der har skiftet mange Hollywood-hænder
Man kunne fristes til at tro, at ’Selma’ var et hjertebarn for Ava DuVernay, men instruktøren blev først tilknyttet projektet relativt sent i den langtrukne produktionssaga. Allerede i 2010 blev Lee Daniels udset til at realisere Paul Webbs manuskript, og ’Precious’-instruktøren nåede at tilknytte flere skuespillere, heriblandt David Oyelowo, inden han forlod det til fordel for ’The Butler’ (mon han fortryder det i dag?). Store Hollywood-stjerner som Robert De Niro, Liam Neeson og Hugh Jackman var ligeledes tilknyttet projektet i de spæde faser, men figurerer altså ikke i DuVernays endelige film.
Daniels blev i 2013 erstattet af DuVernay, der dermed fuldbyrdede et større karrieremæssigt harmskifte. Inden det kunstneriske kald gjaldede, havde instruktøren etableret sig i filmbranchen på distributionssiden, hvor hun skabte sit eget PR-firma, mens hendes to første film var nutidsdramaer på lavt budget. Det var ikke mindste Oyelowo, som banede DuVernays vej til ’Selma’ – se næste side.
2. Oyelowo og DuVernay – en powerduo
’Selma’ er som sagt ikke DuVernays ilddåb, da hun trods den omstændelige vej til instruktørstolen allerede havde begået et par roste dramaer, det ene med ’Selma’-hovedrolleindehaver David Oyelowo i en bærende rolle.
DuVernay og Oyelowo slog således pjalterne sammen i det kritikerroste drama ’Middle of Nowhere’, hvor en kvinde smider sin egen uddannelse i graven for at værge om sin fængselsdømte mand. Som i ’Selma’ og spillefilmdebuten ’I Will Follow’ spiller DuVernay på de store følelsesmæssige tangenter i filmen – og hun gør det så effektivt, at hun sikrede sig en pris for bedste instruktion på Sundance-festivalen i 2012. Som den første afroamerikanske kvinde nogensinde.
3. Filmen er blevet mødt med voldsom kritik
Ifølge DuVernay og Webbs fremstilling var den daværende præsident Lyndon B. Johnson, spillet af altid fremragende Tom Wilkinson, noget genstridig i forhold til at implementere The Voting Rights Bill, inden Selma-marchen nødvendiggjorde hans underskrift. Johnsons tidligere underordnede, Josh Califano, fandt i en The Washington Post-artikel de krasbørstige budskaber frem i angrebet på ’Selma’-skaberne, der efter hans opfattelse karaktermyrder den afdøde præsident på det groveste. Som belæg hævder Califano, at Johnson var den egentlige drivkraft bag lovforslaget om forbedrede stemmerettigheder til sorte.
Det er svært at afgøre, hvordan samtalerne mellem Martin Luther King og Lyndon B. Johnson præcist har udfoldet sig, men Califano lader til at have fejlfortolket præsidentens rolle i ’Selma’: Han er ikke imod sortes stemmerettigheder, han er imod timingen af lovændringen. Der er tale om en populistisk kalkule snarere end racistisk motiveret modvilje. Om det så er historisk korrekt, skal være usagt her. Men i hvert fald kan man konkludere, at de fleste historiske film tager sig visse friheder, og at angrebene var forbløffende veltimet til at skade ’Selma’s chancer i Oscar-ræset.
4. En perlerække af sorte skuespillere på plakaten
Stjernedrysset på rollelisten strækker sig ikke kun til David Oyelowo og Oprah Winfrey (sidstnævnte har foruden sin producertjans en mindre birolle). Således har DuVernay hvervet en perlerække af dygtige sorte skuespillere til filmen om den legendariske borgerrettighedsforkæmper med Wendell Pierce og André Holland i spidsen. Hvor Pierce primært er kendt for sine komisk fortræffelige og stensolide optrædener i ’The Wire’ og ’Treme’, strålede André Holland over for Clive Owen i Steven Soderberghs ganske grafiske ’The Knick’ om et hospital i de spæde stadier af det 20. århundrede.
Også Cuba Gooding Jr., bedst kendt for sin Oscar-vindende optræden i ’Jerry Maguire’ (og den efterfølgende hysteriske takketale), er at finde på plakaten i rollen som borgerrettighedsadvokaten Fred Gray.
5. MLK’s taler er det pure opspind
Martin Luther King var en af nyere tids fineste retorikere. En mand, hvis bevingede preacher-sprog af bibelske allusioner og lyriske anaforer (som ’I have a dream’-gentagelsen), kun blev overgået af hans kraftfulde fremførelser. Allerede i traileren til ’Selma’ er det tydeligt, at filmen gengiver Kings taler med inciterende kraft, ikke mindst som følge af Oyelowos ærefrygtindgydende røst.
Og det er noget af en bedrift, for DuVernay og co. formåede ikke at tilkæmpe sig rettighederne til Kings udødelige ord, hvorfor Oyelowos brandtaler er skrevet af DuVernay selv. I ’Selma’ beretter MLK således ikke om sin drøm, men hvorfor også svælge i vendinger, der er blevet gentaget til hudløshed, lige siden de blev undfanget? Måske har rettighedskvalerne i virkeligheden været et frugtbart benspænd for filmens skabere.
6. Obama har netop hyldet Selma-marchen
Hvor central Selma-marchen er i amerikansk historie, blev understreget så sent som i lørdags, hvor 50 års-dagen for marchen fra Selma til Montgomery blev markeret af selveste Barack Obama. Præsidenten landede i sydstaternes højborg Alabama og afholdt en tale foran den bro, der udgjorde rammen om en blodig konfrontation mellem fredelige sorte demonstranter og tungt bevæbnede rednecks forklædt som lovens håndhævere. Scener, filmen skildrer råt for usødet.
Obama foretog en oplagt historisk kobling mellem Selma og Ferguson i den erkendelse, at Martin Luther Kings march endnu ikke har nået sin destination. Et halvt århundrede efter nedsablingen af sorte demonstranter i Alabama udgør racespændingerne fortsat en underligt utidssvarende betændelse i det amerikanske samfund, som illustreret af drabet på Michael Brown i netop Ferguson.
’Selma’ skildrer nok historiske begivenheder, men den har umådelig stor nutidig relevans.
7. Common er både på soundtracket og rollelisten
Den nutidige relevans understregede Common og John Legend med al tydelighed, da de under Oscar-ceremonien opførte deres ’Selma’-sang ’Glory’ med den helt rette dosis sentimentalitet (ergo rigtig meget!): Anført af Chris Pine og Oprah Winfrey brød Dolby Theatre ud i kollektiv gråd oven på musikernes sorgfulde, religiøst klingende gloser.
Hyklerisk måske, men den heftige reaktion var også et vidnesbyrd om, at racismen hører til på toppen af dagsordenen i det amerikanske samfund. Common og Legend har da også tilført den Oscar-belønnede sang et stænk af nutidig samfundskritik med den eksplicitte kobling til Ferguson-miseren.
Common optræder selv i filmen som en af Kings nærmeste allierede, Fred Bevel.
Soundvenue Forpremiere: Køb billet til ‘Selma’ i Empire Bio 11. marts kl. 20.00
Læs også: ’Selma’ / Anmeldelse