Fem filmperler, du skal se på SPOT

SPOT-festivalen løber af stablen i weekenden og byder ikke kun på musik, men også på glimrende film om musik – foruden talentfulde kortfilm.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ’Montage of Heck’

Det ultimative filmportræt af Nirvana-frontmanden Kurt Cobain, der definerede en generation, før hans indre dæmoner hev ham i graven.

Den prisbelønnede filmskaber Brett Morgen skræller ikonets mytiske aura af stykke for stykke og stiller mennesket Cobain til skue. Nirvanas indædte grunge-musik raser på lydsporet, mens ’Montage of Heck’ pendulerer mellem sitrende, svedige koncerter og stilfærdige stunder med familien: Courtney Love og datteren Frances. Et både intimt og fandenivoldsk portræt af en generations rebelske talerør.

Lørdag 18.45 i Øst for Paradis. Læs mere her.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ’Time Is Illmatic’

’Time Is Illmatic’ dokumenterer tilblivelsen af Nas’ skelsættende mesterværk af samme navn, et album med vidtrækkende konsekvenser for hiphop-scenens udvikling. Med rødder i et samfund præget af hårdkogt kriminalitet – og med traumatiske skudepisoder i frisk erindring – kanaliserede Nas indignationen i sine tekster og talte med en stærk sort stemme på et afgørende tidspunkt i genrens historie.

’Time is Illmatic’ er blevet hyldet af et enigt kritikerkorps og var en af de største succeser under sidste års CPH DOX-festival.

Søndag 21.30 i Øst for Paradis. Læs mere her.

artun

 

3. ’Artún’

Island har produceret et væld af særegne instruktører de seneste år, og et af de mest lovende nye håb hedder Gudmundur Gudmundsson (ikke at forveksle med håndboldtræneren af samme navn).

Den selvlærte instruktør har markeret sig med flere fintmærkende coming of age-film, den smukke og barske prisvinder ’Whale Valley’ og opfølgeren ’Ártún’ om to islandske landsbyknægte, der tager til byen for at score piger og skeje ud.

Gudmundsson har et sjældent godt blik for nuancerne i børn og teenageres følelsesliv, og hans potentiale er stort. Så spot talentet allerede nu på søndag, hvor ’Ártún’ vises sammen med den nye film, ’Afvej’ fra et stort dansk talent, skuespilleren og instruktøren Malou Reymann.

Søndag kl. 17.00 i Øst for Paradis. Læs mere her.

hvem fanden gider klappe

 

4. ’Mig og min far – hvem fanden gider klappe’

Katrine Ravn Kruses filmdebut er en rørende og humoristisk dokumentar om hendes egen far. Han er dundrende alkoholiker, da vi møder ham, men bag den bryske og kaotiske facade mærker man også et varmt og kærligt menneske, hvis liv er kommet på afveje.

Efter mange års afstand flytter Katrine ind i samme lejlighed som sin far, og langsomt nærmer de sig hinanden igen. Filmen svælger ikke i ulykken, men giver et på én gang usentimentalt og lattervækkende billede af forholdet mellem en far og en datter – og hvordan udsigten til nyt liv vækker håb i dem begge.

Filmen, der indbragte instruktøren en Robert tidligere på året, vises sammen med Carl Olssons Roy Andersson-inspirerede ’Blessed Be This Place’.

Søndag 16.30 i Øst for Paradis. Læs mere her.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ’Våbenbrødre’

En højaktuel animationskortfilm om krig og kulturel polarisering, skabt af den talentfulde, danske animationsinstruktør Cav Bøgelund.

Filmen følger en dansk delingsleder i Afghanistan, hvis mænd pludselig beskydes af en allieret afghaner. Efter den fatale hændelse vokser den kulturelle kløft mellem de vestlige og mellemøstlige soldater midt i helvedets forgård, og den danske delingsleder må kæmpe for at lægge låg på den eskalerende paranoia.

Lørdag 16.00 i Remisen på Godsbanen. Læs mere her.

Læs også: ‘Kurt Cobain: Montage of Heck’ / Anmeldelse

Læs også: 10 friske navne, du skal tjekke ud på Spot Festival

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af