HBO tegner kontrakt med den smågeniale pot-webserie ‘High Maintenance’

HBO tegner kontrakt med den smågeniale pot-webserie ‘High Maintenance’

Vi har tidligere ravet om Vimeo-webserien ‘High Maintenance’ om en potdealer i Brooklyn og de mange mærkelige mennesker, han møder på sin daglige rute.

Vi har anmeldt den til fem stjerner, interviewet ægteparret bag (den kvindelige halvdel har danske aner), kåret den til en af de bedste serier i 2014 og snakket om den og andre webserier i vores podcast Soundvenue Filmcast.

Og nu har HBO også fået øjnene op for webserien, hvis foreløbigt 19 afsnit varer mellem fem og 15 minutter, hvoraf de fleste kan ses gratis på Vimeo.com (de nyeste koster fem dollars i alt).

Kanalen har bestilt seks nye afsnit af serien, og samtidig vil de eksisterende afsnit også blive en del af udbuddet, forhåbentligt også på HBO Nordic herhjemme.

Skaberne Ben Sinclair (som selv spiller potdealeren) og Katja Blichfeld fortalte ellers i vores interview, at de tidligere har afvist tilbud fra etablerede kanaler, fordi de hos Vimeo kunne bevare deres fulde kunstneriske frihed. Der er dog næppe nogen grund til at være bange for, at de kommer til at gå på kompromis hos HBO, som har ry for at være dygtige til at udvikle talenterne frem for at sætte grænser for dem.

Det vides endnu ikke, hvornår de nye afsnit af ‘High Maintenance’ rammer HBO.

Læs også: Vores forventninger til HBO’s kommende komedieserier