Her er de nye filmtalenters dogmer for dansk film anno 2015 – del 1

Hvad vil de unge filmhåb med dansk film? I anledning af 20-året for Lars von Trier og Thomas Vinterbergs dogmerevolution har vi bedt 18 af de mest fremtrædende komme med deres personlige dogme. Flere sprængte rammerne.

Eliten
(Dette er del 1 –læs del 2 her)

For 20 år siden revolutionerede dogmebrødrene Lars von Trier og Thomas Vinterberg dansk film. Med deres 10 kyskhedsløfter i Dogme ’95 – og mesterværkerne ’Festen’ og ’Idioterne’ – viste de, at den gode historie og de stærke karakterer sagtens kan bære i sig selv uden action og polerede studieoptagelser.

Men æraen for håndholdt kamera er for længst slut, og mens Vinterberg og Trier nu tilhører inderkredsen af etablissementet, har kritikere gang på gang efterlyst et nyt oprør og opgør fra den nye generation af danske filmfolk. Hvad savner de nye filmfolk i det hjemlige filmudbud? Hvor skal dansk film hen?

Vi har bedt 18 af de mest fremtrædende danske filmfolk, der netop har fået eller står på kanten til deres gennembrud, om at komme med et nyt, personligt dogme for dansk film. Nogle sprængte rammerne og kom med en hel liste. Nogle anfægtede præmissen. Én skrev to a-fire sider.

I denne del 1 bringer vi de første otte – se de næste 10 i del 2.

Thomas Daneskov2
Thomas Daneskov, instruktør

Mine dogmer:

1. Alle skal have meget meget lidt løn.

2. Skuespillerne skal selv stå for deres mikrofoner, håndmikrofoner anbefales.

3. Der må under ingen omstændigheder laves backup af det optagede materiale.

4. Hvis nogen på holdet er allergisk over for en særlig slags mad, så skal det siges omkring frokost, så personen ikke kommer til at blive rigtig rigtig syg.

5. Der må ikke anvendes ironi eller sarkasme i optageperioden.

6. Hvis en skuespiller har fået en allergisk reaktion fra frokosten, er det tilladt, at en medspiller holder hans mikrofon.

7. Mikrofoner skal være rigtig tæt på munden, så man kan høre, hvad der bliver sagt.

8. Filmen skal have et meget alvorligt tema – der skal være en kvinde, der dør i første akt.

9. Skuespilleren skal have øjenkontakt med kameraet mindst én gang i hver scene.

10. Kvinden, der dør i starten, skal vende tilbage i slutningen.

11. Anvendes der ironi på settet, vil personen blive trukket af sin meget lave løn.

Thomas Daneskov er autodidakt instruktør. Hans kortfilm ’Ud, spring over, ind’ vandt adskillige priser, og hans første spillefilm, ’Eliten’, har netop fået premiere i hovedkonkurrencen på CPH PIX-festivalen.

May el-Thoukhy
May el-Toukhy, instruktør

Mit dogme: Vi skal have mere tillid til vores publikum!
Tro på at de har lyst til at fylde hullerne ud, når vi underfortæller. Tro på at de vil interessere sig, når vi dyrker specifikke historier frem for de generelle. Tro på at de hænger på, selvom vi udfordrer strukturen – og indimellem deres tålmodighed. Tro på at de vil identificere sig, selvom de mennesker, der udfolder sig i fortællingen, har en anden alder/køn/hudfarve/religion/politisk anskuelse/seksuel orientering/social oprindelse end dem selv. Tro på at de vil filmen.

May el-Toukhy er uddannet instruktør fra Filmskolen, hvor hun lavede den roste afgangsfilm ’Stykke for stykke’. Hendes spillefilmdebut, ’Lang historie kort’, får premiere 7. maj.

Daniel Dencik-2420-Credit-HEIN-Photography-Edit_medium(Daniel Dencik t.h. Foto: Anders Heinrichsen) 

Daniel Dencik, instruktør og klipper

Prolog:
Film er ikke underlagt hverdagen, det er omvendt. At filme er en religiøs handling, en besværgelse, en rite. Ethvert menneske, der vælger at bruge sit liv på noget så mystisk som film, må kappe alle bånd til det hidtidige. Det trænede øje er uanvendeligt, erfaringer er uønskede og rutine ildeset. Film er ekspeditioner i det ukendte. Film er visualiseringer af det aldrig før sete. Enhver film skal save den gren over, den selv sidder på.

Mine dogmer:

1. Manuskriptet må ikke indeholde replikker.

2. Instruktøren er forpligtet til at gennemføre filmen, så snart projektet har modtaget den første støttekrone.

3. Alle klip skal være af mindst et minuts varighed.

4. Der skal være voice-over i filmen.

5. Skuespillere, der har medvirket i over tre film med dansk premiere inden for de seneste 12 måneder, må ikke benyttes.

6. Filmen må ikke indeholde overfladisk dialog, for eksempel er fyldord forbudt.

7. Tidsmæssigt og geografisk skal filmen afvige i forhold til virkeligheden. Filmen må ikke foregå her og nu.

8. Dogmefilm er forbudt.

9. Filmformatet skal være scope (mellem 1:2.35 og 1:2.40).

10. Ingen må være i besiddelse af en telefon i en radius af 500 meter fra kameraet.

Daniel Dencik er uddannet filmklipper, har instrueret dokumentarfilmene ’Moon Rider’ og ’Ekspedition til verdens ende’, ligesom han har udgivet flere digtsamlinger. 2. juli får hans spillefilmdebut, ’Guldkysten’ med Jakob Oftebro og Danica Curcic, premiere.

Se Søren Balle, Jeppe Rønde, Eini Carina Grønvold, Roni Ezra og Milad Alamis dogmer på de næste to sider.

Soundvenue 1 / 3 Soundvenue
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold