On demand: Stream film om nørdernes hævn og herligheder

Freaks, geeks and slackers. Er den aktuelle, anden sæson ’Silicon Valley’ ikke nok for dig, skal du streame de her film og serier om den teknologiske tidsalders ikon: Nørden.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ‘The Social Network’

Den imponerende fortælling om Mark Zuckerberg og Facebooks begyndelse står på side ét i computernørdens håndbog over succeshistorier. Og filmversionen af den fantastiske beretning om, hvordan en bedugget college-ide ender som verdens største sociale netværk og en milliardforretning, hører da også til blandt de stærkeste i kategorien nørdfilm.

Det skyldes ikke mindst det eminente håndværk, der ligger bag, Lige fra det skarptskårne manuskript af kritikerdarlingen Aaron Sorkin og det originale soundtrack af Trent Reznor over den perfektionistiske instruktion af thriller-mesteren David Fincher til de stærke skuespilpræstationer fra Jesse Eisenberg, Andrew Garfield og Justin Timberlake.

Den introverte Zuckerbergs kamp for at holde de griske forretningsmænd fra døren, bevare sin egen integritet og følge sine drømme er en fortælling, der ikke slettes fra harddisken lige med det samme – også selvom virkelighedens Mark Zuckerberg havde svært ved at nikke genkendende til fremstillingen.

Kan ses på Blockbuster.dk og Youbio.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ‘Revenge of the Nerds’

Hvis ’The Social Network’ er nørdfilmens svar på en thriller, er ’Revenge of the Nerds’ dens direkte modsætning – en gross-out komedie. Selvom det umiddelbart kan lyde skræmmende, at en flok nørder pludselig begår oprør mod den vanlige college-hakkeorden, så er det faktisk hylende morsomt – på den der 80’er-platte facon.

Det overdrevne og karikerede univers fungerer, fordi filmen formidler det med fuldt overlæg. Men samtidig giver ’Revenge of the Nerds’ også nørderne helt nye takter at spille på – nemlig mod og mandshjerte. Hvem havde måske forestillet sig, at nørder både kunne score piger og nedkæmpe de seje drenge?

’Revenge of the Nerds’ har opnået kultstatus, og den har også fået flere sløsede efterfølgere. Det ændrer dog ikke på, at 1’eren er den ultimative nørdfilm – og et must på denne liste.

Kan ses på det canadiske Netflix.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ’Superbad’

Den pikfikserede Seth (Jonah Hill), den altid nervøse Even (Michael Cera) og scorekarlen Fogel (Christoph Mintz-Plasse) ville nok selv protestere mod at blive stemplet som nørder, og de tre forvoksede teenagere fra ’Superbad’ er da heller ikke geeks i ordets mest simple betydning.

De er således hverken de überintelligente stræbere eller røven-af-fjerde-division på deres high school. De tre venner, der er en finurlig afart af Kevin Smiths slackertyper fra film som ’Clerks’ og ’Mallrats’, danner modvægt til de succesrige Zuckerberg-kloner. For selvom Seth, Even og Fogel nok hører til i bunden af skolens hakkeorden og kæmper med ulidelige pubertetsproblemer som piger og bumser, har de en frækhed og charme over sig, der trækker dem op fra smudset.

McLovin og de vanvittige løjer i Seth Rogen og Evan Goldbergs drengede coming-of-age komedie har underholdt en hel generation – og gjort ’Superbad’ til lidt af en nyklassiker.

Kan ses på Netflix.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ‘Freaks & Geeks’

Titlen siger det hele. Paul Feigs ’Freaks & Geeks’ ser på skolegårdens særlinge og outsiders, nemlig stenerne og nørderne, centreret omkring søskendeparret Lindsay (’Bloodline’-aktuelle Linda Cardellini) og Sam (John Francis Daley), der hænger ud med henholdsvis the freaks og the geeks.

Serien er et kærligt, men også et mindre glamourøst blik på high school-livet, og den fungerer som en sjov og kraftfuld pendant til andre ungdommelige glansbillede-serier som ’Beverly Hills 90210’ og  ’Dawson Creek’. Samtidig blev den et gennembrud for flere af nutidens dominerende filmpersonligheder, fra skaber Paul Feig og producer Judd Apatow til skuespillere som James Franco, Seth Rogen, Jason Segel og ’Silicon Valley’s Martin Starr, der nok er seriens mest nørdede, men også sjoveste karakter, Bill.

Til trods for seerdemonstrationer fik den ’Freaks & Geeks’ kun én sæson på NBC – og er derfor endt i kategori med andre mesterlige serier som ’Twin Peaks’, ’Arrested Development’ og ’Veronica Mars’, der blev annulleret alt for tidligt. Interessant nok er alle de førnævnte blevet genoplivet – men det er vist kun ønsketænkning, at samme skæbne overgår ’Freaks & Geeks’.

Kan ses på den amerikanske Netflix.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ’Paul’

En drøm går i opfyldelse, da de to britiske tegneserie- og scifi-geeks Graeme og Clive på en road trip gennem USA’s ufospots oplever nærkontakt af tredje grad. Det sker i form af den politisk ukorrekte alien Paul (Seth Rogen), der er på flugt fra Secret Service, som vil sende ham hjem.

’Paul’ er enhver sci fi-fans våde drøm, for hvem kan sige sig fri for at have drømt om at hænge ud med en stordrikkende og evigt rygende alien med den rapkæftede Seth Rogens mundtøj, mens man boltrer sig i referencer til alt fra Spielberg til ’The X-Files’.

Virkelighedens nørder Simon Pegg og Nick Frost, der begge var involveret i den geniale Cornetto-triologi, står bag filmen (og spiller hovedrollerne) – og havde det ikke været for dem,  havde ’Paul’ nok ikke været nær så sjov og intelligent. ’Paul’ er en original komedie skabt af nørder og til nørder.

Kan ses på Blockbuster.dk og Youbio.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. ‘Halt and Catch Fire’

Det bliver næsten ikke mere nørdet, end når man opkalder sin serie efter en computerkode. Men det er ikke desto mindre, hvad Christopher Cantwell og Christopher C. Rogers har gjort med ’Halt & Catch Fire’.

Serien udspiller sig i computerudviklingens brydningstid i starten af 1980’erne og fokuserer på en dynamisk trio bestående af computernørdens svar på Don Draper, Joe (en velspillende Lee Pace), den forhutlede familiefar, men gudsbenådede computergeni, Gordan (Scott McNairy), og den begavede programmør og anarkistiske college-studerende Cameron (Mackenzie Davis). Sammen forsøger de at nytænke computeren og lægger derved grundstenene til nutidens teknologiske revolution.

’Halt and Catch Fire’ er dog mere end bare HTML-snak og computernørderi. De tre hovedkarakterer har deres egne dæmoner at slås med, og serien udmærker sig som en stærk karakterbåret oplevelse, der trods visse svagheder byder sig til som afløser for AMC’s andet periodedrama, ’Mad Men’, som er ved at finde sin afslutning.

Kan ses på HBO Nordic.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. ‘Be Kind Rewind’

Efter at have slettet hukommelsen på Jim Carrey og Kate Winslet i den Oscar-vindende ‘Evigt solskin i et pletfrit sind’ valgte instruktør Michel Gondry at slette noget lidt mere tilforladeligt i komedien ’Be Kind Rewind’: Indholdet på alle VHS-båndene i en videobutik.

Det er nu op til de to slackere og filmnørder, Mike og Jerry (Mos Def og Jack Black), at rette op på uheldet og redde Mr. Fletchers udlejningsbutik. Deres bedste ide er at genindspille alle filmene på ny med deres eget kamera og dem selv i hovedrollerne.

Inde bag Jack Blacks gøgleri og Mos Defs halvtomme udtryk gemmer sig en hyldest til filmmediets magi. ’Be Kind Rewind’ viser filmens evne til at skabe nye virkeligheder og til at samle mennesker – og understreger samtidig, at essensen i god filmproduktion ikke handler om hverken penge eller magt, men om lyst og opfindsomhed.

Tag på en underholdende og nostalgisk rejse tilbage til dengang, hvor du ikke kunne streame dine film på computeren, telefonen eller dit smart-tv, men i stedet var på fornavn med din lokale videoudlejer.

Kan ses på den danske Netflix, Blockbuster.dk og Youbio.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. ‘Office Space’

Har du nogensinde haft lyst til at stige af arbejdslivets rotteræs med overarbejde og grådige chefer og bare lave ingenting? Så ved du, hvordan den halvdovne computerprogrammør Peter (Ron Livingston) har det i ’Office Space’.

Men en dag bliver drøm til virkelighed for Peter, da han hypnotiseres til at lægge alle hæmninger på hylden. Overraskende nok betyder Peters pludselige ærlighed og manglende fremmøde, at han bliver forfremmet, mens hans to nørdede og arbejdssomme kollegaer, Michael og Samir (David Herman og Ajay Naidu) bliver fyret.

Sammen planlægger de at hævne sig på it-firmaet ved at angribe deres pengesystem med en virus, men det går ikke helt som ventet.

Det er skaberen af ’Silicon Valley’, Mike Judge, der står bag denne 90’er-kultkomedie, parallellerne er oplagte. Judge forsøgte sig selv som programmør i Silicon Valley i 1980’erne.

’Office Space’ giver et kærkomment og satirisk blik på det trivielle hverdagsliv og den amerikanske drøm – som ikke kun nørder, men alle andre også kan nikke genkendende til.

Kan ses på canadisk Netflix.

Læs også: Seth Rogens bedste og værste roller

Læs også: David Finchers ni film fra værst til bedst

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af