David Fincher har indgået en opsigtsvækkende ægteskabspagt med HBO. Han er på vej med sin genindspilning af den britiske serie ‘Utopia’, ligesom han arbejder på en noir-serie om 50’ernes L.A. med forfatteren James Ellroy.
Og nu er en helt tredje serie fra Finchers hånd også bekræftet fra HBO. Det drejer sig om ‘Video Synchronity’, en serie om 80’ernes musikvideo-miljø med afsæt i en håbefuld filmmager, der drømmer om at lave en stor science fiction-film, men ender med at lave musikvideoer i stedet.
Det lyder ikke så lidt selvbiografisk, for Fincher startede selv karrieren i musikvideobranchen. Lidt atypisk fra Fincher er der tale om en komedieserie i halvtimesformatet, og det skal blive interessant at se, hvordan den ellers så alvorlige instruktør gebærder sig i et lettere univers, der bliver sammenlignet med HBO’s ‘Entourage’.
Fincher skal selv instruere og producere serien. Castet er allerede på plads og består af en række mindre kendte ansigter: Charlie Rowe (i hovedrollen), Sam Page, Kerry Condon, Elizabeth Lail, Jason Flemyng, Paz Vega og Corbin Bernsen.
Læs også: Vores forventninger til HBO’s kommende komedieserier