De bedste – nr 5: Frank Roberts i ’The Indian Runner’
Lyden af metal mod metal runger i nattens mørke, mens Mortensens konstruktionsarbejder slukker sit svejseapparat og stirrer ud i intetheden. Var det virkelig alt, livet havde at tilbyde?
Sean Penns desillusionerede familiedrama lider til dels under den debuterende instruktørs studentikose tilbøjeligheder – hjertebanken på soundtracket, vilde zooms og lovligt sentimentale fades – men samspillet mellem David Morse og Viggo Mortensen som umage brødrepar slår gnister. Den ene har stillet sig tilfreds med dagligdagens rutine med fast job, kærlig kone og nyfødt barn, mens den anden blindt følger sine impulser i en rastløs fornægtelse af samfundets normer.
Mortensen spiller med en højintens blanding af drenget flabethed og dyrisk aggression, kronisk utilregnelig og med et kanonslags lunte. Hans forhold til Morses bordbønsbedende tørvetriller er ikke fascinerende, fordi de er hinandens diametrale modsætninger, men fordi den glødende, gensidige kærlighed mellem brødrene aldrig lader sig knægte på trods af deres forskellighed. En rørende, fatalistisk fortælling, der slog Mortensens potentiale fast.
De bedste – nr 4: Aragorn i ’Ringenes herre’-trilogien
Peter Jacksons kassering af Stuart Townsend i sidste øjeblik banede vejen for Mortensens helt store filmgennembrud som den ulastelige sværdfægter Aragorn i Tolkiens forgudede eventyrunivers.
På mange måder er han en arketypisk fantasyhelt med lange lokker, dybe øjne og rent hjerte, men Mortensens sagte intensitet løfter karakteren over den papirtynde karikatur. I hans gestaltning er Aragorn et vedkommende menneskeligt anker i en verden på støt kurs mod Mt Dooms flammer, og han går tilmed forbilledligt i spænd med sine følgesvende i form af den brovtende dværg Gimli og elveren Legolas – tilsammen et af filmhistoriens mest dynamiske trekløvere.
Mortensen får dog meget foræret af Jackson, der svinger taktstokken med en smittende blanding af uforfalsket fortælleglæde og et næsten autistisk blik for filmmediets muligheder. Hvem husker ikke scenen, hvor Mortensen ignorerer Ringens lokkende besværgelser og forsegler den i Frodos hånd, inden han vender sig om og stirrer en hær af glubske Uruk-hai’er i øjnene til lyden af Howards Shores bombastiske trommer?
Frydefuld filmeskapisme er dårligt set bedre siden. Og det har Mortensen så afgjort en aktie i.
De bedste – nr 3: Nikolai i ’Eastern Promises’
Mortensen balancerer på kanten af det utroværdigt overdrevne som martret, russisk mafiaveteran, en mand så gennemført badass, at han slukker cigaretter på tungen, tyller sprut, som var det vand, og ugideligt medgiver, at hans far var en forræder og hans mor en luder.
Men han løfter karakteren over mafiagenrens fortærskede klichéer ved hjælp af mystificerende underspil og den subtile antydning af menneskelige nuancer bag facaden af tilbagestrøget hår, dybe ar og banderelaterede tatoveringer, en ubarmhjertig tilværelses kropsmaleri. Samtidig afslører Cronenberg med sikker hånd brudstykker af mafiabødlens baghistorie, inden han for alvor nuancerer hans moralkodeks i et begavet twist mod slutningen.
Filmen kulminerer i et af det forgangne årtis mest rå slagudvekslinger, hvor Mortensen overfaldes af to gangstere i en tyrkisk badesal. Knogler knækker, hud snittes itu, og blod vander marmorgulvet, mens Mortensen går linen ud på det store lærred, nøgen og forpint.
Og så er det med cigaretterne altså temmelig cool.
De bedste – nr 2: Tom Stall i ’A History of Violence’
Efter sit store gennembrud i Peter Jacksons Tolkien-filmatiseringer slog Mortensen sprækker i den humanistiske ringbrynje i David Cronenbergs primale voldseksplosion.
Det er en fortælling om en mand splittet mellem sine dæmoniske drifter og sin nyvundne sjælefred med kone, børn og parcelhus. Da fortiden tropper op på hans dørtrin, viser han sig som en ekvilibrist udi voldsudøvelse og genopliver modvilligt Mr. Hyde for at udrydde de sidste stumper af sit tidligere liv som hårdkogt gangster.
Mortensen bibeholder Stalls ambivalens til den bitre ende, for selv om han gennemhuller gangstere på samlebånd, lader han kun sporadisk sin vrangsides mani lyse i øjnene – som da han voldtager sin kone på trappen i familiens hjem. Hans ansigt er ofte passivt, næsten udtryksløst, og alligevel fornemmer man en fjern antydning af den skizofrene tvekamp, der raser i hans indre.
Filmen som helhed beriges af Cronenbergs blik for de familiære dynamikker, der udfolder sig under optrevlingen af Stalls blakkede fortid, mens forestillingen om voldens biologiske arvelighed (Stalls søn viser ligeledes en trang til blodrus) tilføjer filmen en inciterende dimension.
Med ’A History of Violence’ skiftede Cronenberg – oprindeligt en mester i body horror – nok spor til en mere tilgængelig filmkunst, men kompleksiteten lever i bedste velgående, ikke mindst i kraft af Mortensens paradoksalt afmålte præstation.
De bedste – nr 1: Man i ’The Road’
Det siger meget om Mortensens elektriske nærvær, at ’The Road’ ikke kollapser som en monoton ørkenvandring i dommedagens efterdønninger. ’Mad Max’ actionoverdrev er end ikke i sigte i John Hillcoats melankolske visualisering af altings undergang – et uendeligt, trøstesløst ingenmandsland skåret over Cormac McCarthys mesterlige roman. Men hvor scenografien holder sig til nuancer af grå, puster Mortensen via sitrende underspil liv i sin hærgede overlever, med kærligheden til sin søn som brændstof.
Spredte tårer skærer sig vej gennem hans udpinte ansigt, som et hjerteskærende vidnesbyrd om, at der fortsat er håb at miste i den postapokalyptiske ødemark. Men med sin søns fremtid i hænderne er det ikke en mulighed at give op.
Og slet ikke en mulighed at give afkald på idealismen, selv om verden står i flammer, både moralsk og helt bogstaveligt. Med livet rindende ud af kroppen tilskynder han sin søn til at værne om menneskeligheden med en så inderlig, skrøbelig styrke, at hans ord synes at rumme hele menneskehedens frelse.
En hjemsøgende præstation.
De værste – nr 3: Phillip i ’The Crew’
Det er umådeligt svært at udpege Mortensens værste roller. Ikke fordi han aldrig har været med i makværker – det har han så sandelig – men fordi han ofte er blandt de få lyspunkter i dem. Tag blot slasherfilmen ’Leatherface: The Texas Chainsaw Massacre III’, en lidet behjertet skamridning af Tobe Hoopers ikoniske koncept, hvis eneste formildende aspekt er Mortensens morbide skurkerolle.
Alligevel erindrer den halvdanske skuespiller næppe sin rolle i b-filmen ’The Crew’ med stolthed. Udstyret med Movember-frodigt overskæg og iklædt intet andet end lårkorte badebusker giver Mortensen den som endimensionel skurk i en rædsom thriller til søs.
»Set sail for terror«, lyder taglinen, og man forstår øjeblikkeligt hvorfor, da en mand (Jeremy Sisto) med kvindebryster stiger op fra havets dyb. Terror, indeed.
De værste – nr 2: Sam Loomis i ’Psycho’
Når Gus Van Sant skyder forbi målet, skyder han som regel til indkast. Senest blev han buhet hjem fra Croisetten i Cannes efter at have forvildet Matthew McConaughey ind i en japansk selvmordsskov i ’The Sea of Trees’.
Han kan dog trøste sig med, at hans seneste film næppe er ringere end hans shot-by-shot-genindspilning af ’Psycho’, et mærkværdigt pjattet overgreb på Hitchcocks kanoniserede horrormesterværk, som Viggo Mortensen af uransagelige årsager valgte at lægge navn til.
’Psycho’ er en fejlcasting i spillefilmlængde, fra Vince Vaughns intetsigende fortolkning af Bates til William H. Macys enerverende detektiv. Som Marion Cranes elsker Sam Loomis leverer Mortensen en i bedste fald mager indsats, og hans samspil med Anne Heche falder dvask til jorden i sammenligning med John Gavin og Janet Leighs passionerede flirt i originalen.
Mortensen har i det hele taget ikke haft held med Hitchcock-filmatiseringerne: Heller ikke ’Dial M for Murder’-genindspilningen ’A Perfect Murder’ med Gwyneth Paltrow og Michael Douglas var nogen opsigtsvækkende bedrift.
De værste – nr 1: Frank Hopkins i ’Hidalgo’
I mere end én forstand en ørkenvandring til hest.
Som den sagnomspundne langdistancerytter Frank Hopkins overstråles Mortensen af sin firbenede følgesvend i en ulideligt sentimental langgaber spækket med småracistiske karikaturer og tåkrummende dialoger. Som da Mortensen forfalder til en slesk buksetyvs scorereplikker over for sin eksotiske udkårne: »Even a blind man can see that you’re beautiful«.
Filmen kammer endegyldigt over i ufrivillig komik, da Mortensen udsultet dratter om i ørkensandet under et opslidende langdistanceræs på hesteryg. Han omfavner sine indianske rødder ved at vræle oldgamle stammevers foran mentale projektioner af sine forfædre, indtil trofaste Hidalgo befrier ham – og os – fra hans klagesang.
Aldrig har Mortensen været så gennemgribende utroværdig.
Læs også: Se Viggo Mortensens sjove og rørende tale til Bodil
Læs også: ‘Jauja’ / Anmeldelse