Manusforfatteren bag ‘Fifty Shades of Grey’ tager kraftigt afstand fra filmen

Manusforfatteren bag ‘Fifty Shades of Grey’ tager kraftigt afstand fra filmen

Filmatiseringen af E.L. James’ sexromanbestseller ‘Fifty Shades of Grey’ fik en hård medfart af alverdens kritikere, mens publikum strømmede i biografen i hobetal.

Produktionen var allerede før premieren omgærdet af adskillige rygter om E.L. James’ kontrollerende greb om filmen, og nu får vi et meget håndfast bevis på, at forfatteren og de filmkunstnere, der var ansat til at forløse hendes historie, ikke just var enige om vejen til succes.

I Brett Easton Ellis’ podcast talte manuskriptforfatteren bag filmen, Kelly Marcel, for første gang ud om processen, skriver The Guardian.

»Mit hjerte blev virkelig knust af den proces, jeg mener det virkelig. Jeg siger det ikke, fordi jeg er vred eller bitter eller noget i den stil. Jeg føler bare ikke, jeg kan se filmen uden at føle smerte over, hvor anderledes den er i forhold til det, jeg oprindeligt skrev«.

Kelly Marcel udtaler, at hun ville fortælle historien ikke-lineært – hun ville begynde med slutningen og spankingen, fortælle baghistorien i flashbacks og ende på midten. Og så ville hun lue godt og grundigt ud i E.L. James herostratisk kluntede dialog.

»Jeg ville fjerne den indre gudinde og hele Anas indre monolog… Jeg ville fjerne meget af dialogen. Jeg følte, at det kunne blive en virkelig sexet film, hvis der ikke blev snakket så meget«, fortalte Kelly Marcel.

I starten bakkede selskabet bag filmen, Universal, op om manuskriptforfatterens vision. Men efterhånden skulle det vise sig, at E.L. James sad med magten.

»Erika (E.L. James, red.) sagde, at ‘det her er ikke, hvad jeg ønsker, det skal være, og jeg tror ikke, det her er filmen, fans er ude efter’. I sidste hende havde Erika kontrollen«.

En anden manuskriptforfatter, Patrick Marber, fik efterfølgende til opgave at finpudse manuskriptet, men også hans version blev slutteligt overtaget af James selv, så final cut kom til at ligge så tæt op af bogforlægget som muligt. Ifølge The Guardian insisterede E.L. James på, at hendes dialog fra bogen skulle fastholdes, hvis hun ikke skulle trække sin støtte fra filmen.

Læs også: Anmeldelse af ‘Fifty Shades of Grey’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af