On demand: 10 film og serier, du skal streame i juni

Både ’True Detective’ og ’Orange Is the New Black’ vender tilbage med nye sæsoner i juni, mens Wachowskierne prøver lykken på Netflix. Og det er bare toppen af isbjerget.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ‘True Detective’ sæson 2

Antologiformatet skal for alvor stå sin prøve med anden sæson af ’True Detective’. Første sæson var blandt nyere tids bedste seriesæsoner, mørk, sanselig og intelligent, og så blev den oven i købet beriget af to uafrystelige præstationer af Matthew McConaughey og Woody Harrelson.

Det må have været fristende at fortsætte med samme hold, men hovedforfatter Nic Pizzolatto har svoret til sit koncept, kasseret første sæsons dynamiske duo og erstattet dem med et overraskende firkløver: Colin Farrell, Vince Vaughn, Rachel McAdams og Taylor Kitsch.

Det helt store spørgsmål er, om det nye ’True Detective’-kuld kan matche forgængerne som formidlere af kompleks karakterpsykologi, eller om Farrell, Vaughn og co. kommer til kort i Pizzolattos desillusionerede krimiunivers. Kan det blive bedre end knap så godt?

Også bag kameraet er udskiftningen stor: Cary Fukunaga, der levendegjorde hele første sæson, har flyttet fokus mod sine mange filmprojekter. Danske Janus Metz er blandt de instruktører, der skal udfylde hans sko, og det bliver interessant at se, om afløserne har været i stand til at videreføre den visuelle ekvilibrisme (one-taket fra første sæson er velsagtens blandt tv-historiens mest imponerende).

De nævnte bekymringer forpurrer dog ikke forventningsglæden. Er sæson 2 blot halvt så god som sin forgænger, kan vi se frem til mere ypperlig tv-dramatik fra Pizzolatto og co.

Kan ses på HBO Nordic 22. juni.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ‘Orange Is the New Black’ sæson 3

Netflix’ ekstremt populære fængselsserie fortjener ros alene for at udfordre underholdningsindustriens rigide seksuelle og etniske normer. Dens popularitet gør den til et slagkraftigt statement for diversitet: Der er lykkeligvis plads til andet end heteroseksuelt monogami på den største tv-scene.

’Orange Is the New Black’ har så afgjort sine skavanker – særligt seriens flashbacks føles gumpetunge – men den lever højt på sin sitrende miljøtegning: Kvindefængslet Litchfield er et barskt, levende, kulørt og frydefuldt underholdende mikrokosmos befolket af vedkommende karakterer i alle afskygninger.

Tredje sæson ligner en tilbagevenden til kernedramaet: Efter Piper sørgede for Alex’ genindsættelse i Litchfield, er grunden lagt til flere seksuelt anspændte mind games mellem de tidligere elskere.

Kan ses på Netflix 12. juni.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ’Empire’ sæson 1

Lee Daniels (’The Butler’, ’Precious’) maler med den melodramatiske pensel i fortællingen om en døende hiphop-guru (Terrence Howard), der spiller sine tre sønner ud mod hinanden i kampen om at blive hans arvtager. Intrigerne står i kø i den hyperpopulære netværksserie, der er lige så ulideligt soapet, som den er afsindigt vanedannende.

Daniels retter skytset mod såvel racisme som homofobi, men i sidste ende er ’Empire’ ren og skær blankpoleret overflade – alt for meget og lige tilpas.

Kan ses på Viaplay 12. juni.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ‘The Brink’ sæson 1

En globalt orienteret pendant til ‘The Thick of It’ og ’Veep’? ‘Med afsæt i en stor, geopolitisk krise, der truer verdensfreden, lader ’The Brink’ den absurde humor spire i et satirisk univers befolket af latterlige statsmænd.

Seriens skabere har selv udpeget ’Dr. Strangelove’ og ’MASH’ som inspirationskilder, og ejer serien blot en flig af forbilledernes satiriske skarphed er den godt på vej.

Jack Black, Tim Robbins og Aasif Mandvi (’The Daily Show’, ’Halal in the Family’ – se de følgende sider) anfører et strålende cast, mens ’Meet the Parents’- og ’Goldmember’-instruktøren Jay Roach instruerer pilotafsnittet.

Kan ses på HBO Nordic den 22. juni.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ‘Sense 8’ sæson 1

Bortset fra manuskriptet til ‘V for Vendetta’ har Lana og Andy Wachowski udelukkende floppet siden deres skelsættende debut, ’The Matrix’. Deres særlige krydsning af pseudofilosofi og hule karakterer er ikke ligefrem en vinderformel, og med tanke på den spirituelt anlagt præmis for ’Sense8’, kan man snildt grue for, at stimen af skuffelser fortsætter med Netflix-serien.

Otte udvalgte individer på tværs af kloden forbindes fysisk og åndeligt og smelter sammen til et og samme overmenneske. Naveen Andrews’ (’Lost’) mystery man forsøger at forklare metafysikken i traileren, men gør os ikke meget klogere. Har Wachowskierne andet på hjerte end hashtåget lommefilosofi?

Det bliver interessant at se, om søskendeparret er i stand til at forløse deres højtravende visioner i serieformatet, hvor de ikke skal forholde sig til biografgængerens utålmodighed.

Kan ses på Netflix 5. juni.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. ’Ballers’ sæson 1

’Friday Night Lights’-skaberen Peter Berg portrætter på ny et machopræget amerikansk fodbold-miljø, når han instruerer pilotafsnittet i ’Ballers’, den Mark Wahlberg-producerede NFL-serie med Dwayne ’The Rock’ Johnson som afdanket stjerne.

Man kan håbe, at de actionhungrende filmmagere tør tage afstikkere fra vrimlen af bikiniklædte kvinder, sportsbiler og senede guns for at vie lidt tankekraft til sportens potentielle omkostninger, for eksempel de hovedskader, som har tvunget flere spillere til at indstille karrieren.

De kreative kræfters tidligere kollaborationer lover ikke dybsindig refleksion: Hvor Dwayne Johnson og Mark Wahlberg straffede jern i Michael Bays kaloriefattige proteindrik ‘Pain & Gain’, gjorde Wahlberg og Peter Berg hele Mellemøsten til skydeskive for amerikanske patrioters retskafne skudsalver i ’Lone Survivor’.

Kedelig bliver ’Ballers’ dog næppe!

Kan ses på HBO Nordic 21. juni.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

 7. ‘Halal in the Family’ sæson 1

Aasif Mandvis webserie om en arabisk familie i et ærkeamerikansk forstadskvarter er en tykt ironisk, indigneret kommentar til landets racistiske spændinger. Uden for parcelhuset overvåger specialstyrker de mistænkeligt mørklødede muslimer, mens nabolaget af indskrænkede, konservative halvhjerner ofte ser deres snit til at finde ’Mooslim Go Home’-skiltene frem. Til deres forsvar afhjælper det ikke mistilliden, at Mandvis naive familiefar udklæder huset som terroristbo under Halloween.

Den parodiske tone får til tider et nøk for meget (familiens efternavn er Qu’osby), men det er forfriskende med en mellemøstlig stemme i den amerikanske sitcom.

Kan ses på seriens hjemmeside.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. ‘The Second Game’

‘The Second Game’ er på overfladen en genudsendelse af en rumænsk fodboldkamp fra 1988.

Men den er heldigvis også meget mere end det. For kommentatorholdet bestående af kampens dommer og hans søn, filmens instruktør, ser kampen på 25 års afstand og byder ind med de utrolige historier bag billederne.

Kampen stod mellem topholdene Steaua Bukarest og Dynamo Kiev, der henholdsvis repræsentererede hæren og det hemmelige politi. Helt ned til valg af kameravinkler udtrykker transmissionen det bagvedliggende ideologiske maskineri og dermed blotlægges en fascinerende vekselvirkning mellem sport og politik.

’The Second Game’ er altså ikke kun for inkarnerede fans af rumænsk fodbold!

Kan ses på Mubi.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. ‘White God’

En ungarsk hundehorrorfilm. Sådan kan Un Certain Regard-vinderen ’White God’ bedst beskrives, selvom det er svært at yde Kornél Mundruczós eklektiske genreeksperiment retfærdighed i kortfattede beskrivelser, for filmen stikker i et væld af forskellige retninger – uden nogensinde at miste fokus.

Den handler om pigen Lili, hvis hund Hagen bliver ladt i stikken og kastet ind i en spiral af menneskeligt fordærv i sit tragiske møde med den ungarske virkelighed. Gennem hundens blanke øjne bevidner vi menneskets dårligdomme, og det gør forbandet ondt at se lidelsen malet i dets uforstående ansigt. Forløsningen er derfor stor, når hunden tager hævn i et bloddryppende klimaks.

’White God’ burde falde til jorden med et brag, men gør det stik modsatte. En åndeløst medrivende, hjerteskærende og visuelt overvældende genrehybrid med Oscar-værdige præstationer af det firbenede cast.

Kan ses på Plejmo.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. ’Inherent Vice’

Paul Thomas Anderson omfavner 70’ernes rus i denne udsyrede krimikomedie, hvor Joaquin Phoenix prøver at finde hoved og hale i en mystisk forsvindingssag med fjorten forskellige frisurer undervejs. Uden at afsløre for meget: Han finder hverken det ene eller det andet.

Filmatiseringen af Thomas Pynchons kringlede krimiroman er på en måde et frikvarter for Anderson, der stod bag de ambitiøse mesterværker ’Magnolia’ og ’There Will Be Blood’. Men han mestrer situationskomikken som få, og med Phoenix som forrygende, joint-kæderygende anker – og herlige biroller fra blandt andre Josh Brolin og Martin Short – er ’Inherent Vice’ en udsøgt, 70’er-swingende fornøjelse.

Også selv om meningen med det hele hurtigt bliver væk i hashtågen.

Kan ses på Blockbuster den 29. juni.

Læs også: Det skal du se i biografen i juni

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af