On demand: Syv film for dig, der tvivler på, om der er hjerte i politik

Når man hører kommentatorerne på tv, kan man godt glemme, at nogle politikere har hjertet på rette sted. Stream de her film, der gør dig blød om hjertet på de folkevalgtes vegne.
On demand: Syv film for dig, der tvivler på, om der er hjerte i politik
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Rettighedsforkæmperen: ‘Milk’

Med forvokset næse leverer Sean Penn en af karrierens bedste præstationer som det homoseksuelle byrådsmedlem, Harvey Milk, der i 70’ernes San Fransisco tiltvang sig politisk indflydelse trods sin status som homoseksuel.

I den europæisk orienterede kunstnerby var hate crimes mod homoseksuelle hverdagskost, men Harvey Milk formåede at inspirere et kollektivt opgør mod homofobien, inden det kostede ham livet i 1978. Hyldesten af Milks selvopofrende kamp for diversitet udvasker ikke nuancerne i Gus Van Sants biografi: Filmen fremstiller også den republikanske politiker som en yderliggående populist, der uden skrupler tyede til dubiøs strategi, hvis resultatet var magt og indflydelse.

Men netop den politiske indflydelse var Milks sande politiske budskab. En utilsløret understregning af, at mennesker uanset race og seksualitet har ret til at deltage aktivt i det politiske liv.

Med køligt overblik veksler Van Sant mellem grynede arkivoptagelser og stilrene billeder af Sean Penns brandtaler, leveret uden et gran af selvfornægtelse: Falsetlys stemme og løse håndled. Man fornemmer, at instruktøren forener sin filmografis selvmodsigende grene, den kunstnerisk introverte og klassisk kommercielle, i den stærke politiske biografi.

Kan ses på Viaplay.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Den isolerede idealist: ‘Charlie Wilson’s War’

Halvbagt idealisme resulterer i fuldtonet ondskab i Mike Nichols’ veldrejede portræt af USA’s armering af landets senere dødsfjende, Afghanistan.

Tom Hanks spiller det texanske kongresmedlem Charlie Wilson, der under offentlighedens radar suger midler fra statskassen for at fragte artilleri til de afghanske oprøre i kampen mod den sovjetiske besættelsesmagt. Wilsons ubøjelige idealisme resulterer i de sovjetiske styrkers fordrivelse fra Afghanistan, men den efterfølgende genopbygningsproces udebliver.

Wilson ved, at man ikke sikrer fred og stabilitet i et land ved at ekspedere raketkastere til konfliktramte destinationer og dernæst vende det blinde øje til, men hans håb om at rejse den mellemøstlige stat fra krigens ruiner knægtes i Kongressen. Fast forward til 2001: Osama Bin Laden pløjer to passagerfly ind i World Trade Center, og USA invaderer det land, de oprustede i slut-80’erne. Skæbnens ironi er bidende.

Årsagsvirkningen er selvfølgelig sat på spidsen her, men ’Charlie Wilson’s War’ dokumenterer tankevækkende konsekvenserne af de amerikanske politikeres halvhjertede lappeløsninger. Idealismen blev ikke fulgt til dørs i de skæbnesvangre slut-80’ere, og da Charlie Wilson modtager en hædersmedalje for sin indsats i Afghanistan, tynger den mere, end den glæder.

Manuskriptet er i øvrigt forfattet af Aaron Sorkin (’The Social Network’), der ofte har indkapslet politisk idealisme på det store lærred – også mere udtalt end i ’Charlie Wilson’s War’ (se næste side).

Kan ses på Blockbuster.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Præsidenten som førsteelsker: ‘The American President’

Hvor Beau Willimon (’House of Cards’, ’The Ides of March’) fremstiller det politiske menageri som tyrannernes slaraffenland, og Armando Iannucci (’The Thick of It’, ’Veep’) bruger sin satiriske stemme til at blotlægge en verden af spin, er Aaron Sorkin den politiske films ønsketænker. ’The Social Network’-forfatteren gjorde i ’The West Wing’ Martin Sheen til retskaffen, medmenneskelig præsident, og i ’The American President’ lader han igen Det Hvide Hus bade i et forherligende skær.

Den danske titel ’Præsident på frierfødder’ er sigende for filmens tone: Det er komisk-romantisk snarere end kritisk-politisk.

Michael Douglas’ amerikanske præsident har medvind i meningsmålingerne, og hans genvalget synes sikkert. Han kaster dog grus i den velsmurte maskine, da han falder for Annette Benings miljøforkæmper og straks lader sig associere med hendes aktivistiske fortid.

Grunden er lagt til en strid mellem pragmatisme og idealisme, og Sorkin lader sidstnævnte sejre. Kærlighed og toppolitik forenes i en blødhjertet slutning, hvor forfatteren kasserer realitetssansen og glamouriserer på livet løs. Vi har alle lov at drømme.

Kan ses på Blockbuster.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Den frimodige street-politiker: ‘Bulworth’

Det er måske en tilsnigelse at betegne Warren Beattys lommelærketyllende, freestyle-rappende selvmordskandidat som idealist. I filmens indledning har han solgt sin sjæl til de multinationale virksomheder og er i færd med at planlægge sin egen død pr. snigmord for at fuske et astronomisk beløb ned i sin datters lommer.

Med udsigten til sin forestående død dropper Bulworth de tomme floskler og slipper sin indre gangster løs på den politiske skueplads. Han drikker, bander og kaster håndtegn i bedste sendetid iklædt gangsterhue, baggy pants og skrigorange t-shirt. »How a young man gonna take care of his financial responsibilities workin’ at motherfuckin’ Burger King?« messer han indigneret.

I en tid, hvor politikernes ord hjemmebrygges af spindoktorer ud fra en umættelig sult efter procentpoint, er det befriende med en politiker, der træder ud af rollen som nikkedukke og siger, hvad han har på motherfuckin’ hjerte. Det synes vælgerne i ’Bulworth’ også, og gangsterpolitikeren hiver stemmer ind i bunker.

Revitaliseret af såvel sin popularitet som sin nye oprigtighed fortryder politikeren sit selvmordsplot, men den selvpåførte dødsdom viser sig svær at omstøde. Uanset Bulworths skæbne er Beattys påstand dog, at politikerens opgør med populismen har varige, positive følger.

Kan ses på canadisk Netflix.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Den jævne præsident-substitut: ‘Dave’

Kevin Klines vikarbureauleder er som snydt ud af næsen på den amerikanske præsident, og da denne ender i koma, installeres den jævne lookalike i Det Ovale Kontor. ’Ghostbusters’-instruktøren Ivan Reitman bruger primært præmissen som undskyldning for barok situationskomik – som da Dave lystigt leger med et par robotarme under et offentligt arrangement – men dokumenterer samtidig den ligefremme idealismes sejr over den magtsyge kynisme, der lusker i Kongressens korridorer.

Klines titelfigur har ikke kendskab til underlødige politiske kneb og kan derfor hverken ’newspeake’ eller spille maskespil på linje med sine kolleger. Men hans smittende ærlighed og genuine glæde skaber ham en politisk karriere – også efter endt tjeneste som præsidentens substitut.

Kan ses på Blockbuster.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Den altruistiske frihedskæmper: ‘Goodbye Bafana’ og ’Mandela: Vejen til frihed’

Den tidligere sydafrikanske præsident, Nelson Mandela, er en af de få politikere, der entydigt er blevet fremstillet i et positivt lys på lærredet. To streaming-aktuelle film hylder den afdøde frihedskæmper: ’Mandela: Vejen til frihed’ og Bille Augusts ’Goodbye Bafana’.

Hvor Justin Chadwicks ambitiøse biografi gaber over hele Mandelas livshistorie, fokuserer August på et brudstykke af den, nærmere bestemt hans 27-årige ophold i sydafrikanske fængsler. Selv om intimiteten i ’Goodbye Bafana’ klæder fortællingen om Mandela, deler filmene en glorificerende sentimentalitet.

Både Idris Elba (’Mandela: Vejen til frihed’) og Dennis Haysbert (’Goodbye Bafana’) leverer flotte præstationer som Mandela, men den stoiske frihedskæmper har fortsat ikke fået et varigt filmisk monument.

’Goodbye Bafana’ kan ses på Viaplay og Plejmo. ’Mandela: Vejen til frihed’ kan ses på Blockbuster og Plejmo.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Den heroiske amerikaner i krig: ‘Thirteen Days’

Amerikanske krigsfilm har tendens til at fremstille landets toppolitikere i et mere favorabelt lys end rent politiske film, fordi krigen samler landet om et fælles projekt mod en fælles fjende. De højt besungne amerikanske værdier skal vise deres værdi i mødet med modpolens autoritære styreform.

Det sættes i sagens natur på spidsen i koldkrigsthrillere, hvor den bipolære verdensorden hersker. Roger Donaldsons ’Thirteen Days’ foregår under konfliktens højspændte kulmination, Cuba-krisen, hvor den sovjetiske statsleder Nikita Khrusjtjov anbragte en række missiler i Fidel Castros favn og truede med at skyde USA i sænk.

Som vanligt i Hollywood-portrætter af krigens politiske maskinrum, er militærmændene en flok trigger-lystne voldspsykopater, som er villige til at sætte verdensfreden over styr for at lege med deres nukleare legetøj.

Heldigvis er the all American hero Kevin Costner vaks ved havelågen som præsident Kennedys rådgiver, og over 13 dage i et præ-apokalyptisk vakuum får han afværget konflikten sammen med sin overordnede.

Kan ses på Blockbuster.

Læs også: Syv film, der beviser, at politik er magliderlighed, korruption og inkompetence

Læs også: Vis os din yndlingsserie, og vi skal fortælle dig, hvem du skal stemme på

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af