Skandinaver, der brød døren ind til Hollywood, før de fyldte 30

Mange skuespillerspirer drømmer om et gennembrud i Hollywood a la det, den svenske, ’Testament of Youth’-aktuelle Alicia Vikander har fået. Hun er dog ikke den første, der har anvist vejen.
Skandinaver, der brød døren ind til Hollywood, før de fyldte 30
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Alicia Vikander

Den svenske skuespillerinde har i en alder af 25 år fået et lyngennembrud i Hollywood, navnlig via sine præstationer i Alex Garlands klaustrofobiske AI-thriller, ’Ex Machina’ og det premiereaktuelle krigsdrama, ’Testament of Youth’, hvor hun spiller over for Kit Harington (Jon Snow i ’Game of Thrones’).

Vikander har et dragende, æterisk udseende, en graciøs ynde, der har evnen til at gøre klodsede kompositioner underskønne. Og så snakker hun et formfuldendt engelsk, der lader hende skøjte problemfrit uden om typecastingen.

Hendes kommende roller er alle af højeste karat: Hun spiller over for Michael Fassbender i Derek Cianfrances ’The Light Between Oceans’, Bradley Cooper i ’Adam Jones’ og Matt Damon i den femte Bourne-film. Hollywood ligger for hendes fødder – og med god grund.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Brigitte Nielsen

Den 1,85 meter høje Brigitte Nielsen rejste som purung pige mod modeverdenens mekka i Italien og nåede at arbejde for designere som Armani og Versace, inden skuespillergerningen kaldte. Allerede som 22-årig gjorde hun sit indtog i Hollywood, hvor hun medvirkede i ’Rocky IV’ over for en hårdtslående Sylvester Stallone.

Nielsen giftede sig uden overvældende omtanke med den 17 år ældre Stallone, og 19 måneder senere var ægteskabet styrtet i grus. Hendes skuespilkarriere stagnerede ligeledes efter rollerne i ’Cobra’ og ’Frækkerere end politiet tillader II’ foruden ’Rocky IV’, og hun har i lange perioder kæmpet med omfattende alkoholmisbrug – en kamp, hun dog vandt for få år siden.

Nielsen har også gjort sig som sangerinde og stod blandt andet for vokalen på Spleen Uniteds bedragerisk fløjlsbløde single, ’Misery’, hvis nihilistiske lyrik har klare paralleller til den tidligere models turbulente tilværelse.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Malin Akerman

Akerman var blot to år gammel, da hendes forældre flyttede fra Stockholm til Toronto, og hun nåede derfor ikke at udvikle en svensk accent. Det er et uvurderligt fortrin: Den sproglige forbindelse til fjerne himmelstrøg er en vægtig årsag til, at udenlandske skuespillere har svært ved at undgå typecasting, noget, Nikolaj Coster-Waldaus intense accenttræning vidner om.

Inden hun fyldte 30 havde Akerman roller i ’American High’ og ’Entourage’, inden hun brød igennem i letbenede komedier som ’The Brothers Solomon’, ’27 bryllupper’ og ’The Heartbreak Kid’. Hendes rolle som djævelsk drømmekvinde i sidstnævnte lignede et karrieremæssigt selvmord, men hun er tværtimod steget i anseelse i kølvandet på Ben Stiller-fadæsen.

Hun fik således sin hidtil største rolle i Zack Snyders tegneseriefilmatisering ’Watchmen’, hvor hun spiller Silk Spectre II i tætsiddende latexdragt

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Alexander Skarsgård

Skarsgård var 25, da han sikrede sig en plads i ’Zoolander’s karikerede modelslæng, og det er hans overgearede fornærmelser, der tvinger Stiller til at ytre den ikoniske replik: »Did you ever think that maybe there’s more to life than being really, really, really, ridicoulously good looking?«

I 2008 indtog han HBO med David Simons lidt oversete miniserie ’Generation Kill’ samt vampyrserien ’True Blood’, hvor han inkarnerer vampyrartens til dato mest arrogante røvhul. Skarsgårds fineste træk som skuespiller er hans dramatiske spændvidde: Fra fjantet, feminin selviscenesætter i ’Zoolander’ over dreven sergent i ’Generation Kill’ til tam tøffelhelt i von Triers ’Melancholia’.

I David Yates’ kommende ’Tarzan’-film giver han desuden et moderne take på den primitive titelkarakter, akklimatiseret til Londons storbyliv.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Bill Skarsgård

Det yngste medlem af Skarsgård-klanen var blot 23, da han brød igennem i Netflix’ rædsomme ’Twilight’-pendant ’Hemlock Grove’ som blodsugende rebel. Inden da havde han haft en mindre birolle i Joe Wrights (over)ambitiøse Dostojevskij-filmatisering ’Anna Karenina’ samt det svenske drama ’I rymden finns inga känslor’, der indbragte ham en Guldbagge-nominering (Sveriges fineste filmpris).

Bill Skarsgård har et naturligt nærvær foran kameraet og har afgjort potentialet til at gå i sin storebrors fodspor, hvis han hæver sit ambitionsniveau og i øvrigt får de rette muligheder. For tiden har han travlt med at medvirke i hypede teendramaer som den kommende ’Divergent’-film ’Allegiant: Part 1’ foruden ’Hemlock Grove’.

Æblet falder i det hele taget ikke langt fra stammen i Skarsgård-familien. Udover Alexander og Bill har Gustaf Skarsgård også etableret sig i den amerikanske filmbranche og medvirker blandt andet i History Channel-serien ’Vikings’ og Peter Weir-dramaet ’The Way Back’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Dolph Lundgren

Fra civilingeniør til b-filmstjerne.

Dolph Lundgren havde flere prestigiøse universitetsdiplomer i baggagen, da han som 28-årig bøvede i baggrunden som bodyguard i ’A View to Kill’, Bond-filmen fra 1985 med Christopher Walken som let antændelig skurk. Allerede samme år fik han sit gennembrud som boksebæstet Kal Drogo i ’Rocky IV’, den sovjetiske jernmand, der bogstaveligt talt tager livet af Carl Weathers’ ellers ret robuste Apollo Creed i en opvisningskamp. Desværre for Drogo drager Stallone efterfølgende på patriotisk hævntogt i Østeuropa til ære for sin faldne landsmand.

Den 1,98 meter høje og 108 kilo tunge bodybuilder er som skåret i granit, og det er derfor intet under, at hans største karakterer har navigeret efter et forskruet moralsk kompas. Han har primært gjort sig som actionstjerne i b-filmland, og i titler som ’Universal Soldier’ og ’Masters of the Universe’ skyder, flænser og karatesparker han sig igennem horder af fjender – i sidstnævnte som prinsen He-Man, hvis utæmmede svenskergarn og romerske stripperkluns går op i en højere enhed.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Britt Ekland

Med rollerne i William Friedkins ‘The Night They Raided Minsky’s’ og Michael Caine-gangsterfilmen ‘Get Carter’ blev underskønne Britt Ekland øjeblikkeligt et sexsymbol i Hollywood, velsignet af sin umiskendeligt skandinaviske charme.

Helt naturligt blev gennembrudsrollerne fulgt op med tjansen som Bond-pige i ’The Man With the Golden Gun’ fra 1974, hvor hun deler mundvand med Roger Moore i kanen, inden en halvlang snigmorder lancerer et kujonagtigt bagholdsangreb. Herefter gør hun sig, som det hør og bør sig i det konservative Bond-univers, mestendels som kvinde i nød.

Året forinden spillede hun over for nyligt afdøde Christopher Lee (som spillede skurken i ovennævnte Bond-film) i gyserklassikeren ’The Wicker Man’, hvor særligt hendes vilde, dragende nøgendans trak opmærksomhed.

Ekland var et af de største papparazzi-ofre i 70’ernes Hollywood på grund af sit ægteskab med ’Pink Panther’-komikeren Peter Sellers, og det turbulente ægteskab endte i flammer. Det samme gjorde hendes forhold til musikeren Rod Stewart, der knaldede uden om, som gjaldt det livet.

Siden de tidlige 90’ere kan hendes filmroller tælles på en hånd, og den 70-årige skuespillerinde klamrer sig nu til svundne tiders berømmelse i diverse reality shows.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Connie Nielsen

Egentlig er det snyd og bedrag at medtage Nielsen på listen, for den danske skuespillerinde fik først sit gennembrud som 32-årig i ’Djævelens advokat’ over for Keanu Reeves og Al Pacino. Men i den linde strøm af svenske skuespillere, er der behov for at vifte lidt med de danske faner.

Nielsen gik ikke ulig Nikolaj Coster-Waldau målrettet efter det internationale gennembrud tidligt i karrieren, og allerede som 18-årig forlod hun andedammen til fordel for en nomadetilværelse i verdens kunstneriske centre. I 2000 fik Nielsen sin glansrolle i Ridley Scotts glimrende udstyrsstykke, ’Gladiator’, hvor hun spiller den magtsyge kejsers (Joaquin Phoenix) søster.

Hun har kun medvirket i en enkelt dansk film. Hendes uafrystelige præstation i Susanne Biers ’Brødre’ sikrede hende en Robert-statuette og får samtidig én til at ærgre sig over det gabende fravær af dansksprogede roller på cv’et.

Læs også: ‘Testament of Youth’ / Anmeldelse

Læs også: Svensk stjerneskud skal medvirke i ny Bourne-film

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af