’1001 gram’
»Mennesket afgør definitionen på vægt, men det er lige så vigtigt at forstå, hvad definitionen betyder for mennesket«.
Sådan lyder det i ’1001 gram’, der sætter sig for at undersøge, hvordan vores forhold til omgivelserne forandrer sig efter, hvordan vi kategoriserer verden sprogligt og videnskabeligt. Hovedpersonen Marie lever et ensomt og stilfærdigt liv med sin far og kollega, den anerkendte videnskabsmand Ernst, som eneste sociale kontakt. Hendes liv bliver dag for dag tommere og tommere, da eksmanden henter sine ting fra deres hus lidt efter lidt. Marie har en dobbeltseng, men kun én enkelmandsdyne. Hun har et tv, men ingen sofa at sidde i. Og hendes sårbare liv smuldrer endnu mere, da hun en dag finder sin far bevidstløs.
Marie overtager hans arbejde: Hun skal transportere den nationale prototype på ét perfekt kilo fra det kliniske laboratorium i Norge til en konference i Paris, og heri er der stort potentiale for endnu en skæv observationskomedie fra norske Bent Hamer i stil med hans fantastiske ’Salmer fra køkkenet’ fra 2003.
Men i Paris står en lille, sød franskmand klar med lommefilosofiske oneliners, og her knækker filmen: Ligesom Maries liv langsomt tømmes for indhold, forfalder ’1001 gram’ til, hvad der føles som et underligt romanceefterspil, hvor man kun hepper på kærligheden, så Marie kan få nogle nye møbler ind i sit hus.
Hvad der kunne have været en eksistentialistisk undersøgelse af, at et kilo ikke bare er et kilo, bliver til en film uden den pertentlige deadpan-komik og humanisme, som Hamer tidligere har mestret som et møde mellem Roy Anderssons absurde scenarier og Kaurismäki-brødrenes forfrosne minimalisme.
’1001 gram’, der har været fire år undervejs, vil til gengæld gerne ligne et møde mellem Woody Allen og den franske komikerlegende Jacques Tati. Men hvor Tati med stort overskud iscenesatte det finurlige sammenspil mellem mennesker og objekter, og Woody Allen selv i sine svage film formår at afsøge storbyens sjæl, er ’1001 gram’ hverken tung nok til at komme i dybden eller let nok til at svæve til vejrs. Den flyder bare lidt i vandkanten.
Der er lyspunkter. Eksempelvis spiller skuespilleren bag Marie, Ane Dahl Torp, flot med nøjsomme og små træk i ansigtet. Her er less is more virkelig i højsædet. Nysgerrigheden stilles også fint, når vi kommer ind bag laboratoriets vægge og følger håndteringen af det perfekte kilo.
Men mens følelserne og karakterne udforskes med underspillet præcision, bliver vores forhold til vægt som metafor for livet desværre udpenslet gennem tunge replikker, der gør filmen svær at sidde igennem. »Det er på tide at opveje livet«. »Er det det norske kilo? Er det ikke tungt at bære rundt på?«. »Den tungeste byrde i livet er ikke at have noget at bære på«. »Hvor meget vejer livet? Og kærligheden?«. Og så fremdeles.
Kort sagt:
’1001 gram’ sætter sig ud på en fin og vigtig mission om at fortælle, hvordan vores forhold til verden ændres af, hvordan vi definerer den. Men den snubler undervejs i et romantisk efterspil, man hverken tror eller hepper på. Og den knastørre humor, som Hamer med seismografisk præcision tidligere har mestret, forbliver desværre fraværende.