‘Guldkysten’
På overfladen ligner ‘Guldkysten’ til forveksling en Terrence Malick-film komplet med indstillinger, der konstant veksler mellem total og ultranær og åbenbarer det ene underskønne landskabsbillede efter det andet, cheesy close-ups af elskende, som eskimo-kysser badet i guddommeligt lys, og en filosoferende voice-over, der lader os trænge ind i hovedet på hovedkarakteren Wulff (Jakob Oftebro): En blåøjet botaniker, der i 1836 beordres til Dansk Guinea (efter slavehandlens officielle ophør) for at lære de lokale at anlægge kaffeplantager. Tror han.
Men så snart tonerne af Angelo Badalamentis score brager ud af højtalerne, er man ikke længere i tvivl om, at filmen er 100 procent Daniel Dencik. Man tages nemlig øjeblikkeligt tilbage til instruktørens sidste film inden sit spring ud i fiktionen, dokumentarfilmen ‘Ekspeditionen til verdens ende’, hvor dvælende tableauer af Grønlands smukke omgivelser akkompagneres af noget så kontrapunktisk som speed-metal – nærmere bestemt Metallica – for fuld udblæsning.
Netop denne utilregnelighed og off-the-book-tilgang er det, der har gjort Dencik til én af Skandinaviens mest anerkendte dokumentarister (‘Moon Rider’, ‘Tal R: The Virgin’), men i ‘Guldkysten’ er selvsamme vildskab også hans akilleshæl.
Filmen er usammenhængende og retningsløs, og (hvad der føles som) hvert femte minut plastrer instruktøren sine billeder til med Badalamentis elektroniske soundtrack, der skal forstærke følelsen af at være fanget i en ond drøm – en følelse, der rammer naive Wulff, efterhånden som det går op for ham, at slaveudskibninger og grov mishandling af de indfødte stadig finder sted på kysten, og at hans danske kumpaner ikke kun dækker over det, men har en finger med i spillet.
Selvom musikken på dén måde er motiveret, og det ikke er svært at se, hvorfor Dencik har ladet Badalamenti spasse ud (han har trods alt komponereret musikken til David Lynchs ‘Twin Peaks’, ’Blue Velvet’ og ’Mulholland Drive’), så har jeg ikke oplevet at være så irriteret af et score, siden jeg så Liev Schreibers filmatisering af ‘Everything Is Illuminated’, der er badet i ulideligt lalleglad klezmermusik fra ende til anden.
End ikke de to skuespilkometer i hovedrollerne, Oftebro (der har lavet en Christian Bale og tabt sig gevaldigt til rollen) og Danica Curcic, der spiller en from missionær med et hjerte af guld, kan redde ‘Guldkysten’ fra at føles som en tom tilstandsfilm, der har mere travlt med at markere sig visuelt end at vække et lyssky kapitel i dansk historie til live og gøre historien vedkommende for os i dag.
For eksempel er det påfaldende, og problematisk, at den eneste sorte person med en smule agency i Denciks film om slavehandel er en stum dreng.
I ’Guldkysten’ har de sorte ingen selvstændig stemme – de er ubehjælpsomme ofre, der enten bliver belært af ’de gode’ (Oftebro og Curcic) om kaffegroning og kristendom eller voldtaget og mishandlet af ’de onde’, to overdrevent skurkagtige adelsmænd, Lucas Dall og Herbst, hvoraf sidstnævnte spilles på teatralsk af Adam Ild Rohweder.
Al respekt til Dencik for at sætte et kunstnerisk ambitionsniveau, der matcher Malicks, men med ‘Guldkysten’ har han altså slået for stort et brød op, og ligegyldigt, hvor højt musikken spiller, overdøver den ikke den nagende fornemmelse af, at filmen er lidt af en substansløs stiløvelse.
Kort sagt:
Øredøvende musik, karikerede karakterer og trippy montager tynger Daniel Denciks spillefilmdebut og fjerner fokus fra det lyssky stykke danmarkshistorie, den behandler.