’Paper Towns’
De flagrende teenageår er en evig kilde til filmisk granskning af den følelsesmæssigt turbulente dannelsesrejse fra barn til voksen.
»Hvem er jeg, og hvad er min plads i verden,« er typisk blandt de svimlende eksistentielle spørgsmål, der for alvor begynder at gnave i teenagesjæle efter at have ulmet og svulmet insisterende i underbevidstheden siden 10-års alderen.
Således møder vi i ungdomsdramaet ’Paper Towns’ Quentin (sympatiske Nat Wolff) få uger før den for amerikanere mytisk rituelle afslutning på highschool: Prom. Quentin er en nørdnuttet fyr, som ikke laver ballade. Så lidt ballade faktisk, at han og bedstevennerne Ben og Radar endog aldrig har været med til en rigtig fest – som Radar siger: »Hvis der en tuba involveret, er det ikke en fest«.
I det hele taget er Quentin et temmelig anonymt stykke tapet, hvis mest karakteristiske træk er hans årlange forelskelse i nabopigen Margo Roth Spiegelman. Mystiske Margo og forsigtige Quentin var pot og pande som børn, men er siden gledet fra hinanden, og Margo (den engelske supermodel Cara Delevingne gør det godt i sin første store filmrolle) er nu skolens John Keats-læsende wild child i den populære klike.
Som efternavnet Spiegelman (’spejlmager’) antyder, er Margo ikonet, alle de higende highschool-minions spejler sig i og imod. Også blåøjede Quentin, som pludselig en sen aften bliver hvirvlet ind i Margos liv, da hun hverver ham som medsammensvoren i en hævnaktion mod fire ’venner’, der har svigtet hendes tillid. For så at forsvinde som dug for solen den næste dag.
Hvor er Margo? Quentin er stålsat på at finde sin drømmepige igen, overbevist om, at Margo har efterladt ham skattejagtspor, der vil føre dem sammen i romantisk forening, hvis blot Quentin knækker koden.
Besættelsen udmunder i en spontan roadtrip med vennerne, der naturligvis symboliserer de involveredes personlige udvikling for at finde sig selv igennem pigen, hvis egen søgende frigørelse er mere koncept end karakter. Ingen kender rigtigt Margo, heller ikke Quentin, og ’Paper Towns’ formidler udmærket de unges projektion af tro, håb og kærlighed i nakken på den uforvarende pige, som selv løber forvirret fra sin klaustrofobiske status.
’Paper Towns’ er ligesom sidste års ungdomshit, ’The Fault in Our Stars’ baseret på en roman af bestsellerforfatter John Green. Og akkurat som denne er ’Paper Towns’ en sød, ufarlig affære, der vinder på charmen og sin universelle fremstilling af vennerelationers nødvendige udvikling i en brydningstid.
Nogle gange skal man jagte illusionernes sommerfugle for at finde sig selv, og skønt det budskab ikke føjer en femøre nyt til genren for 20+-publikummer, serverer ’Paper Towns’ en fin pointe for yngre generationer.
Kort fortalt:
Var man fan af teen-tåreperseren ’The Fault in Our Stars’, er her et sikkert bud på en ufarlig hyggetur i biffen. Highschool-klicheerne rulles ud på ny, men med sit sympatiske cast og blåøjet ungdomsklogskab kører ’Paper Towns’ den ind med charmen.