‘The Little Death’
»Voldtag mig«, hvisker en smuk kvinde indtrængende til sin befippede kæreste, som er sikker på, at han har hørt forkert. Det har han ikke. Det er hendes fantasi, og nu hvor han lige har fået lov at udleve sin ved at slikke hendes tæer, må det være hendes tur.
Orgasmens veje er uransagelige i den eufemistisk betitlede sexkomedie ’The Little Death’, hvor den australske debutant Josh Lawson – der instruerer, skriver og spiller med – løfter dynen på en pæn parcelhusvej i Sydney.
Her møder vi fire par med hver deres kinky hemmeligheder og feticher. Masochisten Mauve vil gerne voldtages af Paul (Lawson). Somnofile Phil doper sin kone med sovepiller, fordi hendes hvile ophidser ham. Og Rowena kan ikke komme under de kedelige knald med kæresten, indtil hans far dør, og hun opdager, at hun tænder på hans tårer. Dakryofili, hedder det. (For the record, hver fetich introduceres med en mellemtekst – det er altså ikke mig, der ved foruroligende meget om seksuelle afvigelser. Ama’r!).
Endelig er der Dan og Evie, hvis historie har mindre med sex at gøre. For da de på parterapeutens foranledning prøver at pifte liv i lagenakrobatikken ved hjælp af rollespil, lever Dan sig så meget ind i skuespillet og karaktererne, at han glemmer, hvad det hele skal til for.
Idéen er sjov nok, og der er et par lovende anslag i de små vignetter. Men det bliver hurtigt klart, at potentialet ikke rækker til mere end søgt sitcom’sk situationskomik, som i spillefilmlængdens svøbe må skamrides og skævvrides mere, end den kan bære. Grinene er ikke helt hyppige eller højrøstede nok, og den karikerede, sketchagtige form bevirker, at ingen af karaktererne tilbyder sig som identificerbare holdepunkter.
Man kunne ønske sig, at Lawson i højere grad turde gribe fat om tabuernes torne og formulere den skam og indre konflikt, som karaktererne lever med. Det sker kun i fortællingen om Phil og hans sovende kone, som dog samtidig er filmens mest problematiske, fordi den letsindige omgang med et ømtåleligt emne her tangerer det taktløse. Kald mig bare snerpet, men jeg finder ikke drugrape videre morsomt som koncept, og filmen er farligt tæt på at konstatere, at konen had it coming, fordi hun var sådan en rappenskralde.
Men bedst som formlen virker allermest flosset, sker der alligevel noget i filmens slutning. En hidtil parentetisk bonushistorie munder ud i filmens længste og suverænt fineste scene, telefonsex for døve pr. stedfortræder, hvor synergien mellem det sjove og det søde er langt stærkere end i resten af filmen. Det er nøjagtigt lige så veloplagt, kreativt og naturligt, som resten virker fortænkt og forceret. Så skøn er scenen, at man fornemmer, at hele filmen udsprang af denne lille idé. Den kan ikke redde hele filmen, men den sørger for, at man går oprømt fra den.
Der er altså en forløsning for enden af den lille død. Men som et hurtigt, kejtet, uforpligtende one-night stand er den glemt i morgen.
Kort sagt:
Som en ’Love Actually’ for husarer er den sødladne sexkomedie ’The Little Death’ kurant datemateriale, men de sporadiske grin og den vidunderlige slutning hviler på en porøs præmis, der er lige ved at smuldre i de stadigt mere fortænkte sitcom-optrin.