‘Colombias kamp for fred’

Antanas Mockus ansætter mimere i stedet for færdselspolitiet og smider bukserne for at afmontere en studenterprotest. Han udfordrer en absurd samfundsorden med absurde narrestreger.

Andreas Dalsgaards dokumentarfilm Life is Sacred’, der nu får premiere i DR’s Dokumenia under titlen ’Colombias kamp for fred’, er et rørende portræt af en anderledes politiker. Mockus er matematiker, filosof og søn af et forældrepar fra Litauen, men det er som borgmester i 90’ernes og 00’ernes Bogotá, at han sætter sit aftryk på hjemlandet Colombia som et noget anderledes indspark på Colombias politiske scene. Denne periode skildrer ’Life is Sacred’ fint med afmålte, fortættede tilbageblik på datidens barske realiteter.

For det er hårde tider for drømmere i årene rundt om årtusindsskiftet. Bystyret i Bogotá udfordres af institutionaliseret korruption, og bureaukratiet har sat sig tungt på magten i et samfund, der hungrer efter reformer. Mest af alt hungrer folket efter fred. Kampene mellem staten, herunder statsstøttede paramilitser, og oprørsmilitsen FARC – kampe, som trækker rødder helt tilbage til borgerkrigen – martrer borgerne. Mennesker efterlades myrdede i rendestenen eller bortføres i slipstrømmen.

Emnet er råt, men Dalsgaard formår at ridse rammerne op med et fint stænk af melankoli uden at lade harmen dominere billedet. For det er nemt at fremstille alt i harmens eller hadets toner, men det ender sjældent med nye indsigter, oftere med dunderretorik. Den fejl begåes ikke i ’Life is Sacred’. Filmens tone minder snarere om et citat fra filmens anker, den altid velartikulerede Mockus. Han forklarer, at vi må være indignerede i vores møde med vores politiske modstandere, men at indignationen aldrig må ende som had.

Melankolien, ikke hadet, skildres fint i selskab med den fornemt castede Katherine Miranda, én af lederne af ungdomsarbejdet i Mockus’ parti. Miranda mistede sin far, en politibetjent på 32, til voldsspiralen som barn, ligesom mange andre mistede deres fædre til volden. Hun er en slags stedfortræder for alle dem, som har mistet uden at miste håbet. Mirandas rolle i filmen er fornemt fortalt, som når hun taler passioneret til kameraet i de sene nattetimer efter et partimøde, og man ikke kan undgå at mærke oprigtigheden i hendes stemme.

Hun rummer og reflekterer med fine, simple nuancer, så man aner konturerne af et stort, håbefuldt og følsomt menneske.

Portrætterne af Mockus og Miranda spejles i den forstand i hinanden. Hun er i sin karrieres forår – sensuel, undrende, drømmende. Han er i sit efterår – knudret, udredende, lærd, men ikke belærende. I starten tegnes Mockus fra afstand, og det er smart, for det lader os se, forstå og tilbede ham, som Miranda ser, forstår og tilbeder ham. Senere skrælles lamineringen af, og mellemregningerne udelades, når Mockus sidder i sin mors stue, mens hun minder ham om, at han ikke har opnået det store i sin karriere.

Filosoffen Mockus er, som han ofte er, større end politikeren Mockus, og sønnen har ikke problemer med at indrømme, at hans aftryk er minimalt i det store billede.

Hos den håbefulde seer er aftrykket stort. Mockus er mere end et mediefænomen, mere end noget, der blot er besnærende, fordi det er anderledes. Hans argumenter er ofte simple, men de har substans. Kritikere kalder hans stunts dumsmarte, men det er hans politiske modstandere, ikke den kappeklædte ’superborger’, Mockus poserer som, som ikke har noget tøj på.

Hans rolle er læreren, der er indsigtsfuld nok til at parre et udfordrende stof, i Mockus’ tilfælde i form af en samfundsfilosofi og -politik, med symboler – blyanten, mimeren, kappen – der letter forståelsen. Det er intelligent kommunikation, og det er spændende filmstof.

Man forstår det med det samme, hvorfor politikere herhjemme er hastige til at adoptere Mockus’ filosofier, når de leder efter formen på et anderledes, moderne parti. Og man forstår, hvorfor ’Life is Sacred’ rebootes rundt om i landet efter premieren på CPH:DOX sidste efterår.

Andreas Dalsgaard og resten af filmholdet har stor ære af portrættet af manden med de store idéer. I fællesskab er de særdeles behageligt og lærerigt selskab.