Mikkel Boe Følsgaard: »Jeg gider ikke spille fjerde tjener fra venstre«

Mikkel Boe Følsgaard: »Jeg gider ikke spille fjerde tjener fra venstre«
Han er et af de mest lysende talenter i sin generation og har fået et overrumplende gennembrud med ’En kongelig affære’ og ’Arvingerne’. Her fortæller han om at slå igennem, samtidig med at han blev far, og om pludselig at blive »dobbelttjekket« på gaden. Nå ja, og om det tidspunkt under castingen til ’Sommeren 92’, hvor han var millimeter fra at score et mål nøjagtigt som Kim Vilfort i EM-finalen – hvilket muligvis gav ham rollen.

»Har du set denne her? Ej, hvor er det stærkt, at man lige kan se Caspers løgpose! De er så fede de to«.

Mikkel Boe Følsgaard har netop opdaget den nye ’Klovn’-plakat, som han storgrinende deler med mig henover det lille cafébord.

Det er en lun juni-morgen på Nansensgade i København, og vi har inviteret den 31-årige skuespiller til en rolig snak over en cappuccino og en appelsinjuice.

Efter gennembruddet med ’En kongelig affære’ og ’Arvingerne’ er det karismatiske filmtalent nu for alvor blevet en eftertragtet person blandt de danske journalister. De fleste er enige i, at Mikkel Boe Følsgaard er et af de største talenter i sin generation – en af dem, der kan løfte arven efter Mads Mikkelsen/Lie Kaas/Ulrich Thomsen-generationen, som har siddet tungt på dansk film siden slut-90’erne.

Det virker dog ikke, som om Mikkel Boe Følsgaard er ramt af stjernenykker – eller at presset tynger hans spinkle skuldre. Han virker faktisk til at have det rigtigt godt, og han lægger ud med at spørge nysgerrigt ind til min oplevelse med ’Sommeren ’92’, som han på daværende tidspunkt ikke selv har fået muligheden for at se.

Til gengæld kan han fortælle en hel del om, hvordan det har været at indspille den.

Hvordan har det været at spille Kim Vilfort i ’Sommeren ’92’?
»Kim Vilfort er jo bare et kæmpe idol, som jeg har set op til siden starten af 1990’erne. Jeg er kæmpe Brøndby-fan, og det kan ligesom ikke blive større for mig. Han er jo om nogen Mr. Brøndby, og der var ikke én eneste spiller, jeg hellere ville spille«.

Snakkede du med Kim Vilfort, inden du skulle portrættere ham?
»Ja, jeg mødtes med Kim en måneds tid, før vi skulle optage. Det var sammen med instruktøren Kasper Barfoed. Og jeg vare bare fucking starstruck. Jeg sad i en sofa sammen med Kasper, og så kom han ind og satte sig ved siden af mig. Og jeg lyver ikke, jeg tror, der gik over tyve minutter, før jeg sådan rigtig blandede mig i samtalen og fik fremstammet et spørgsmål om hans følelser ved det afgørende mål i finalen.

Måske lige på nær Brian Laudrup og Peter Schmeichel så tror jeg næsten, at alle skuespillerne mødtes med de spillere, de skulle portrættere. Og det har været rigtig fedt. En ting er at se dem i interviews og på fodboldbanen, men det er altså bare noget andet at kunne mødes med selve personen og få et indblik i den personlighed, som vi derefter forsøger at gengive i filmen. Det gav virkelig meget.

Jeg fandt hurtigt ud af, at Kim havde en afslappet coolness over sig, og det temperament forsøgte jeg at give videre til filmen. Modsat John Faxe, der i hvert fald i filmen råber meget op, så er Kim et mere tilbageholdende væsen. Så udfordringen lå i ikke at spille ham for introvert, for han skulle helst ikke komme til at virke arrogant. Samtidig havde jeg også i baghovedet, at det jo også er en mand med en stor sorg, der måske holder lidt igen, når holdkammeraterne fester løs i bussen efter en sejr«.

Vidste Kim Vilfort godt, at I ville inkludere fortællingen om hans kræftramte datter?
»Ja, han kendte godt til historien. Og Kasper forklarede ham præmissen for den, og hvordan det ville blive brugt. Det var da også rimelig grænseoverskridende for mig. Vilfort-familien er jo en virkelig familie med en meget privat fortælling, som vi nu videregiver til publikum. Derfor var jeg også lidt tilbageholdende over for at acceptere rollen i første omgang.

Men da jeg læste manuskriptet, blev jeg fuldstændigt overbevist om, hvorfor netop hele Vilforts historie er en stor del af den gode fortælling, som Kasper Barfoed og Anders August har strikket sammen. Det er klart, at selvom Kasper har lavet den vildeste research på næsten alt i den film, så er der jo ingen ud over Vilfort-familien, der ved, hvad der er foregået på det hospital. Det, vi ser i filmen derfra, er selvfølgelig ren fiktion, men det beroligede mig, da jeg læste, hvor smagfuldt denne sensitive tragedie ville blive behandlet«.

 Mikkel Boe Følsgaard og Birgitte Hjort Sørensen som hr. og fru Vilfort i ‘Sommeren ’92’

’Sommeren ’92’ virker også til at være en film, hvor samtlige unge fyre i den danske filmbranche er blevet samlet til et par hyggelige optagedage. Gik der EM-lejr i stemningen imellem optagelserne?
»Ja, det har du ret i – vi manglede måske lige Pilou Asbæk og Jakob Oftebro. Men ja, det gjorde der nok. Det var virkelig en rolle, jeg bare super gerne ville have. For jeg vidste, at det ville blive virkelig grineren oppe i Sverige. Og det blev det selvfølgelig også. Mange af os har jo gået på teaterskole med hinanden, eller også har vi allerede spillet sammen i andre film tidligere, så vi er en generation af nye skuespillere, der har et rigtig godt sammenhold.

Det er måske lidt klichéagtigt, men jeg tror, vi fik lidt den samme holdånd, som landsholdet havde der tilbage i 1992. Vi var jo sammen 24/7 og boede på de samme hoteller, badede i de samme pools, og imellem alle optagelserne spillede vi jo bare fodbold med hinanden hele tiden. Vi var deroppe i tre-fire uger, og det var én lang fest«.

Har du selv gået til fodbold?
»Ja, jeg spillede i Gilleleje oppe i Nordsjælland i mange år, og jeg blev ikke særlig meget bedre. Jeg havde da ellers en lille drøm om at komme på landsholdet, ligesom så mange andre. Men jeg var nok bare virkelig langt fra«.

Hvem af drengene er bedst med bolden?
»Det er der ingen tvivl om, Cyron er. Han er utroligt god. Han har vist også spillet på et rimelig højt niveau. Derfor er det også meget passende, at han spiller Brian Laudrup, for der er også en scene, hvor han skal stå for sig selv om aftenen og jonglere og lave tricks, og der kunne de så bare lade Cyron selv trylle lidt rundt med bolden.

Det var faktisk sådan lidt et castingkrav, at man skulle kunne spille fodbold. Bare sådan så man ikke ser helt umulig ud med en bold. Derfor var en del af castingen faktisk også to fodboldkampe ude på Kløvermarkens boldbaner. På sidelinjen stod Kasper og nogle andre så og filmede, pegede og rystede på hovedet, imens de forsøgte at finde en Brian Laudrup eller en Kim Vilfort«.

Prøvede du at juble ligesom Kim Vilfort for at sikre dig rollen som dit eget idol?
»Ja lige præcis. Det er ikke løgn det her, men i anden kamp lavede jeg faktisk sådan en detalje, hvor jeg tog bolden ned med brystet, og så sparkede jeg den ind mod mål, hvor den ramte stolpen ligesom i EM-finalen, og så rullede bolden hele vejen hen langs mållinjen, før den så desværre ramte den anden stolpe også. Jeg ved ikke, om det var den detalje, jeg fik rollen på, men de var i hvert fald vilde med det«.

Du har holdt fri fra arbejdet i nogle måneder. Hvad har du lavet?
»Jeg tog til England i tre måneder, og det var rigtigt godt at have lidt fri oven på et år, hvor jeg har været rimelig travlt beskæftiget. Og det blev så heller ikke tre måneder fuldstændig uden arbejde, for jeg var lige tilbage i Danmark og arbejde lidt under premieren til ’Rosita’. Og så var jeg i Budapest og spille en lille rolle i Pernilla Augusts nye film ’Den alvorsfulde leg’, som er en periodefilm fra starten af 1900-tallet baseret på en svensk klassikerroman. Men det var kun to omgange af syv dage.

Ellers har jeg bare slappet af og gået med den lille derhjemme og været fuldtidsfar, og det har bare været rigtigt lækkert. Man kan bare mærke med det samme, at det giver noget ved kasse 1 hos sit barn, at man er den forælder, der er tæt med ham«.

Tænker du meget over, hvordan du gerne vil være som far?
»Det kommer meget naturligt, vil jeg sige. Den perfekte far er jo ikke noget, man bare bliver fra dag ét. Jeg tror, at det er sådan noget, man lærer efterhånden. Man gør sig nogle erfaringer, hvor man selv finder ud af, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Og så kan man jo mærke, at hvis man giver tid, kærlighed, omsorg og nærvær, så er man jo allerede ret godt kørende«.

Arvingerne 1‘Arvingerne’

Du blev far nogenlunde samtidig med dit gennembrud som skuespiller. Hvordan har to så store ændringer i dit liv påvirket dig?
»Det har været meget overvældende og vanvittig fedt. Altså især at blive far. Og det slår ligesom alt andet. Det kommer bare ind og rydder alt andet til side. Ikke at gennembruddet, fede filmroller og skuespilpriser ikke betyder noget – det gør det stadig, men det har bare ikke samme store værdi.

Helt grundlæggende giver faderrollen jo bare et godt perspektiv på livet. Jeg fik i hvert fald øjnene op for, at der er faktisk nogle, der skal være her længere end mig på denne planet, så jeg er blevet meget mere bevidst om, at vi skal passe virkelig godt på det her sted.

Og så giver det en ro og et perspektiv på, hvad det egentlig er, der betyder noget. Man bliver også mindre selvisk og mere opmærksom på, at det hele ikke behøver at gå op i mig og mine ambitioner. Og man bliver jo også tvunget til det, når man står der med lortebleer til op over begge ører og skal handle ind og lave mad. Så er der bare ikke plads til at dyrke sig selv særlig meget«.

Indtil videre har du været dygtig til kun at medvirke i gode film. Hvad lægger du vægt på, når du vælger dine roller?
»Jeg tror også, jeg har været heldig. Det har jo også meget at gøre med, hvad man bliver tilbudt. Jeg har bare været så heldig, at ’En kongelig affære’ blev så stor, som den nu blev. Og så kom der gode ting ind af døren. Men det er klart, at der også er ting, jeg har valgt fra«.

Takker du nej til meget?
»Nogle ting har jeg valgt fra, fordi det måske ikke ligefrem var noget for mig, og andre ting har jeg jo valgt fra af praktiske grunde, fordi det simpelthen ikke kan lade sig gøre at deltage«.

Det er vel også en prioriteringssag. Så må det være, fordi der har været noget bedre?
»Ja – altså ’Arvingerne’ er jo også noget, der ligger meget massivt, og som tager meget af min tid. Det kan jo godt være 10 måneders optagelse, som gør, at det kan være svært at sige ja til alt muligt andet. Og det kan vel lidt derfor ses som min primære arbejdsplads«.

’Arvingerne’ var jo også et godt karrierevalg.
»Ja, helt vildt. Og jeg har lært sindssygt meget af ’Arvingerne’. Der er jeg blevet udfordret til at lave en masse forskellige ting, og man giver plads til, at karakteren kan svinge fra det ene til det andet yderpunkt med fine små nuancer i karakterudviklingen.

Helt overordnet starter mine rollevalg med manuskriptet. Det er meget sjældent, at manuskriptet er færdigskrevet, når jeg får det i hånden. Men hvis der er et eller andet, der tænder mig ved karakteren eller historien generelt, så hopper jeg som regel på.

Med sådan en film som ’Under sandet’ (af Martin Zandvliet, premiere til december, red.), der har jeg en lillebitte rolle. Til gengæld er det nok det tætteste, jeg endnu er kommet på en ’bad guy’. Han er sådan en rigtig nar, der bare er systemets mand.

Den fylder ikke lige så meget, og der er ikke en lige så stor bue i karakteren som i mange andre af mine rollevalg, men det var en kæmpe udfordring, i og med at jeg skulle spille på tysk. Og jeg har aldrig haft tyskundervisning – nogensinde. Det var ren volapyk for mig, men jeg tænkte, at det var en god udfordring, som jeg gerne ville prøve. Og så var det samtidig fedt for mig at spille noget, der ligger så langt fra ’Arvingerne’ og Vilfort«.

En kongelig affæreEn kongelig affære’

Tænker du over, hvem instruktøren er, når du vælger dine roller?
»Det gør jeg faktisk ikke så meget. Med ’En kongelig affære’ var jeg jo så grøn, at jeg bare blev blæst omkuld. Jeg anede jo ikke, hvad det ville sige at lave film. Og så var jeg så bare heldig, at det var en af Danmarks mest kompetente instruktører, der tog mig under sin vinge. Men nej, det gør jeg mig faktisk ikke så meget i. Jeg har lige lavet filmen ’De standhaftige’ med en instruktør, der hedder Lisa Ohlin. Og hende kendte jeg ikke på forhånd. Og der gør jeg faktisk heller ikke det, at jeg lige ser hendes film, inden jeg beslutter mig. Jeg tager simpelthen bare udgangspunkt i det manus, jeg får.

I år og i starten af næste år spiller jeg med i hele fire film, der får dansk premiere. Så det er klart, at jeg også er ved at nå en grænse, hvor jeg tænker, at det godt kan være, jeg skal holde lidt igen. Måske fører det til, at jeg så er lidt mere selektiv med, hvad jeg vælger at lave«.

Hvad er det specifikt i manuskripterne, der tænder dig, når du går til casting på en film eller accepterer en rolle?
»Første gang jeg læser manuskriptet, prøver jeg bare at læse uden kritiske briller og uden at tænke for meget over min egen karakter, eller om der er en karakterbue i den rolle, jeg eventuelt skal spille. I første omgang er det vigtigste simpelthen, om indholdet rører mig. Bedst er det, hvis jeg griner undervejs, eller jeg fælder en lille tåre. For det er jo det, som gode film kan. Det skal tale til maven og hjertet. Og hvis det lykkes, så er det en ret god begyndelse.

Med manuskriptet til ’Sommeren ’92’ sad jeg fucking med gåsehud, især hen mod slutningen. Og da jeg læste det anden gang, tuede jeg også. Det er selvfølgelig ikke nødvendigt med så fysisk betonet en reaktion hver gang. Nogle gange kan man også læse et manus og fornemme, at der er dele af historien, som har potentiale. Derefter begynder man så at skille manus ad i forhold til éns egen karakters dybde og udvikling«.

Bliver du oftest tilbudt filmprojekter, eller skal du stadig til casting på rollerne først?
»Det er meget forskelligt. Nogle gange er jeg til casting, og andre gange bliver jeg spurgt. Hvis det er instruktører, jeg har arbejdet med før, så giver det ikke så forfærdelig meget mening med casting. Så er de gerne klar over, hvordan jeg er, hvordan jeg arbejder, og hvad jeg kan. Og også omvendt. Andre gange må man arbejde noget mere for det igennem castingrunder. Med ’De standhaftige’ var jeg for eksempel igennem hele tre castingrunder, før jeg fik den«.

Møder du nogle gange dine kollegaer på gangene, når du er til casting?
»Ja ja. Hele tiden. Og det overrasker mig aldrig, at mine venner og kollegaer er til casting på de samme roller. Ofte møder man hinanden og udbryder i kor: ’Selvfølgelig skal du også det’. For så mange er vi jo heller ikke i det her land. Og nogle gange får jeg den, og andre gange er der en anden, der løber med den«.

Hvordan tackler du en afvisning til en casting?
»Det kommer meget an på, hvor meget man gerne vil have den. Hvis det er noget, man virkelig gerne vi lave, så er det jo skide ærgerligt. Og så prøver man at forsvare afvisningen med, at det må skyldes nogle ydre ting. Man siger til sig selv: ’Det må være nogle fysiske ting, der er galt med mig’. Eller også så overbeviser jeg mig selv om, at jeg bare havde en lortedag«.

Nu er der gået et par år siden dit gennembrud, og du er nu efterhånden en stor dansk stjerne i filmbranchen. Hvordan har det påvirket dig, at folk pludselig kan genkende dig på gaden?
»I virkeligheden er det jo nok den største forskel – at folk genkender mig på gaden. For der er jo ikke sket så meget inde i mig. Der vil jeg helt klart sige, at det at blive far har gjort mere.

Den største forskel er nok, at folk er begyndt at lave dobbelttjekket på mig, når jeg går forbi dem. Jeg lægger mærke til, at de lige skal komme i tanke om, hvor de har set mig før. Det er ofte, at folk tror, at de har lavet et eller andet med mig, eller at jeg er deres langt ude fætter eller noget«.

Giver det dig mere selvtillid, eller har det en anden effekt på dig?
»Næ overhovedet ikke. Det giver egentlig ikke rigtig så meget. Det er dejligt, at folk så bare siger søde, rare og venlige ting. Ofte nævner de lige, at de godt kan lide ’Arvingerne’. I går fik jeg et kram af to drenge, der bare synes, at Emil var den fedeste karakter i ’Arvingerne’. Altså det er jo bare rart og dejligt, men det er ikke der, man tanker sin selvtillid. Og det generer mig heller ikke.

Så det er ligesom bare en konsekvens, der hører med til arbejdet. Det er jo aldrig noget, jeg har stilet efter. Så havde jeg nok været med i nogle andre film og en hel del mere reality. Men det er selvfølgelig fedt, at der måske nu kommer nogle tilbud, der ellers ikke var kommet til mig, hvis ikke karrieren havde taget den fart, som jeg har oplevet de seneste år. Og det er jo bare skønt«.

Foretrækker du en kritikker- eller en publikumssucces?
»Jeg synes da, at det er fedt, at ting bliver set af mange mennesker. Jeg synes, det er så ærgerligt, når en film som ’Rosita’ ikke bliver set af flere danskere. Det er dog ikke af selviske årsager, for jeg fik rigtigt meget ud af at spille med i filmen. Jeg tænker bare også samtidig på, at der jo er lagt penge i filmen, og jeg ved, at der er nogle mennesker, som har brugt endnu længere tid på filmen end jeg, for hvem det også er vigtigt, at den bliver set af nogle mennesker, og som jeg synes fortjener det, fordi de har lavet en god film.

Og så kan man da godt tænke, at det er super ærgerligt, at der lige kommer fire Hollywood-film samtidig med premieren, hvilket bare gør, at denne lille danske film drukner«.

Rosita - mikkel boe følsgaard‘Rosita’

Læser du anmeldelser af dine egne præstationer, og er der nogle negative bemærkninger, du har lagt mærke til?
»Ja, nogle gange læser jeg anmeldelser. Og der er da også enkelte negative imellem. Det er gerne noget i retning af, at jeg er blevet typecastet, hvilket kritikerne allerede skrev ved ’Kvinden i buret’, hvor de mente, at min rolle lå for tæt op af Christian den 7. i ’En kongelig affære’. Det var jeg i hvert fald ikke enig i, men det er som sådan ikke noget, der slår mig ud. Hvis det var det, så skulle jeg jo nok lade være med at læse dem.

Når jeg nu læser anmeldelser, så er det ikke kun, fordi jeg er skuespiller, men måske endnu mere, fordi jeg har en interesse i mediet. Jeg søger selvfølgelig også altid en respons på mit arbejde. På teatret får man den med det samme med klapsalver eller buh-råb, og man kan hurtigt mærke, om folk er med. Med film er det lidt anderledes. Selvfølgelig kan du mærke på instruktøren, om vedkommende er tilfreds eller ej, men det er først et år efter, at filmen kommer ud. Og her glæder man sig også til at se, hvordan hele præstationen tager sig ud og bliver modtaget.

Hvis jeg skulle være noget andet end skuespiller, så skulle det være klipper. Dem har jeg virkelig kæmpe respekt for, og jeg synes altid, at slutproduktet overrasker mig positivt. Også selvom jeg godt kunne lide manuset. Det må være mega spændende at sidde og sammensætte puslespillet til sidst og sidde med altafgørende små valg i forhold til sammensætningen af belysning, lyd, og billeder. Det er ligesom bare dem, der sætter punktummet. En god klipper kan jo skabe mirakler«.

Hvornår skal du til det store udland og lave film?
»Jeg plejer at sige, at jeg er ligeglad, hvor jeg arbejder. Så længe det er en rolle, jeg mener, jeg kan løse, og projektet er godt. Så er jeg sådan set ligeglad, hvor filmen bliver optaget, og hvem der er instruktør. Jeg er ikke blind over for, at flere og flere danskere tager arbejde uden for Danmark, og jeg har også selv lige lavet en film i Sverige.

Selv i vores nærmeste naboland oplever man jo, at de laver film på en anden måde. Det, der især tæller for et udlandseventyr, er, at der jo kun bliver produceret et vis antal film i Danmark, og man kan jo ikke være med i dem alle sammen. Jeg har fået enkelte internationale tilbud om nogle tv-serier, som jeg så desværre ikke kunne lave, fordi jeg havde andre planer. Og jeg laver da også båndede castings og sender ud temmelig ofte. Mest af alt er de bånd en god øvelse i at spille på et andet sprog«.

Er det da slet ikke en drøm for dig at bide skeer med de helt tunge navne i Hollywood?
»Jo, altså det kunne da være sjovt. Men der er to ting i det. For det første er jeg stadig så ny, at hver gang jeg laver en film herhjemme, så synes jeg, at jeg lærer noget nyt. Jeg synes, de ting, jeg er så heldig at have fået lov til at lave herhjemme, hver gang indeholder noget nyt. Så herhjemme er der stadig gode udfordringer. Hvis jeg nu var tyve år ældre, så kan det godt være, at jeg var mere motiveret for at komme ud og prøve noget andet.

Den anden ting er, at det ikke kun er sjov og spas at sidde på et eller andet hotelværelse et eller andet sted i USA og lave et eller andet tilfældigt storslået. Det har også sine bagsider. Jeg tror, at der bliver arbejdet på en anden måde, og jeg tror ikke nødvendigvis, at man har helt den samme indflydelse.

Igen kommer det også an på projektet. Hvis det er et fedt manus, så vil jeg skide gerne tage over på den anden side af jorden og arbejde, men jeg gider bare ikke gøre det for enhver pris. Jeg gider ikke spille fjerde tjener fra venstre og have to replikker i en eller anden stjerneinstruktørs film bare for at sige, at man har gjort det. Så det skal være, fordi der er noget andet i det – at det giver mig en mulighed for næste gang at hoppe videre til noget større for eksempel. Ellers vil jeg hellere lave noget herhjemme, der har lidt mere gods i sig.

Jeg hørte også sådan et interview med Lars Mikkelsen på et tidspunkt, hvor han sagde, at mens hans børn var små, så var der også lidt nogle begrænsninger på, hvor meget man ligesom kan fyre den af med karrieren. Og det synes jeg bare er et meget sundt træk. Dermed ikke sagt, at jeg ikke ville blive ellevild, hvis det helt rigtige tilbud pludselig kom ind af døren.

Så finder vi selvfølgelig en måde at løse det på. Så jeg vil sige, kommer det, så kommer det. Og gør det ikke, så er det også ok«.

Læs også: Cyron Melville – »Jeg kommer ikke til at tilfredsstille alle Brian Laudrup-fans derude«

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold