Vores filmredaktør mener: Dramaseriernes guldalder kan være slut

Vores filmredaktør mener: Dramaseriernes guldalder kan være slut
Vores filmredaktør mener: Dramaseriernes guldalder kan være slut
Jacob Ludvigsen

Filmredaktør hos Soundvenue

Det er efterhånden en træt og tyndslidt pointe, at tv-serierne er den nye store fortælling i ånden efter Dickens og Dostojevskij: Mesterligt fortalte karakterstudier, der kan måle sig med de fineste kunstværker.

Vi har de seneste år befundet os i tv-seriernes tredje guldalder, har de fleste samstemmende erklæret, og kreativiteten og talenterne særligt i USA er flyttet fra filmmediet og over mod serieproduktionen.

Mesterværkerne, der har lagt grunden for denne guldalder, er store og lange dramaserier som ’The Wire’, ’The Sopranos’, ’Six Feet Under’, ’The West Wing’, ’Mad Men’ og ’Breaking Bad’ – serier, der over fem-syv sæsoner har udfoldet deres univers med imponerende detaljerigdom og har tegnet en række ikoniske karakterportrætter.

Breaking Bad

Jesse Pinkman og Walter White slapper af med en øl og god samvittighed over, at de forlængede dramaseriernes guldalder med adskillige år.

Spørgsmålet er dog, om guldalderen for dramaserierne er ved at rinde ud? Det dristede jeg mig til at hævde i en Facebook-tråd for et par uger siden, hvilket Radio24syvs serieprogram ’Stream Team’ siden har grebet fat i til et lille indslag i deres seneste program.

Nu er det jo ikke alle udsagn, man spyer ud over Facebook i skumringstimen, der holder til et nærmere eftersyn, men selv efter at have besindet mig står jeg gerne ved påstanden. Med afslutningen på ’Mad Men’ og ’Breaking Bad’ sluttede guldalderens to sidste aktuelle mesterværker i dramakategorien, og det er lige nu svært at få øje på den naturlige arvtager: Den dramaserie, der gennem et langstrakt forløb fremdriver en fortælling så knusende originalt og dragende, at den ikke bare er god tv-underholdning, men et umiskendeligt kunstværk.

Før du, kære serieelsker, farer i flint og kaster dvd-bokssæt gennem ruderne på Soundvenue-kontoret, skal jeg skynde mig at slå fast, at der lige nu kører adskillige dramaserier, jeg holder meget af: ’Rectify’, ’Halt and Catch Fire’, ’The Leftovers’, ’Game of Thrones’, ’The Americans’, ’Orange Is the New Black’, den franske ’The Returned’, ’Hannibal’ og ’Mr. Robot’ hører til mine personlige favoritter for tiden, og der kan ikke herske nogen tvivl om, at bund- og produktionsniveauet aldrig har været højere på seriefronten, at der aldrig er blevet lavet så mange gode serier som nu, og at det på mange måder er berigende for hele miljøet, at enhver indholdsproducent med respekt for sig selv kappes om at servere en bid af den efterspurgte seriekage.

The Affair

Annonce

Sommer, sex og mord i ‘The Affair’. Uuh-uh.

Ikke desto mindre befinder den kreative idérigdom hos de lange dramaserier sig i en mindre krise. Alt for mange serier dyrker den efterhånden skamredne antiheltfigur, og for mange producenter og kanaler fristes til at satse på let afkodelige, high concept-serier: De har en affære – og der bliver begået et mord (’The Affair’). Familiens sorte får vender hjem – og der bliver begået et mord (’Bloodline’). En læge er genial – og narkoman (’The Knick’). Otte mennesker kommunikerer telepatisk med hinanden (’Sense 8’). Se, en superhelt (’Daredevil’).

Paradoksalt nok skyldes formdykket måske netop den benhårde konkurrencesituation. Tal fra FX viser, at mens der i 2009 blev produceret i alt 211 serier i USA, var tallet 371 i 2014. I 2015 har foreløbigt 267 amerikanske serier set dagens lys, og ifølge estimatet vil vi nå over 400. »Der er simpelthen for meget tv«, konkluderede FX’ direktør John Landgraf med afsæt i undersøgelsen, og man er tilbøjelig til at give ham ret. Med så mange serier at vælge mellem skal seerens opmærksomhed fanges med det samme (plot vægtes over karakterskildring), og man er tilbøjelig til at kigge tilbage mod skabelonen fra tidligere successer frem for at afprøve noget nyt og usikkert.

FX serier

Det er virkelig blevet tidskrævende at være serioman, viser nye tal fra den amerikanske kabelstation FX.

I nogle tilfælde synes formatet at diktere indholdet. For mange dramaserier har for lidt at fortælle i forhold til, hvor langstrakte de er – både i de enkelte, timelange afsnit og det samlede forløb, der spænder over adskillige sæsoner. Det bliver uendelighedshistorier, som for ofte træder vande i klodset karaktertegning, og som først spidser til plotmæssigt de sidste to afsnit, så man som seer er nødt til at hænge på til næste ombæring, selvom man hader sig selv for det.

For mig at se er tv-serie-verdenen lige nu præget af en kvalitetstradition funderet i rasende godt håndværk og store ressourcer. Kvalitet skal man ikke kimse af, men det giver ikke nødvendigvis beåndet kunst, for som vi ved fra filmhistorien, er flere af de mest nybrydende strømninger – fra den franske nybølge til den danske dogmebevægelse – opstået i opposition til den dygtige og sikre kvalitet.

Heldigvis kan man indvende, at originaliteten fra dramaserierne har forskubbet sig til andre formater. Antologiserien har fejret store sejre med første sæson ’True Detective’ (en milepæl) og den glimrende ’Fargo’. Og halvtimesserien har aldrig stået kunstnerisk stærkere end lige nu med serier som ’Louie’, ’Transparent’, ’Looking’, ’Togetherness’, ’Broad City’, ’BoJack Horseman’ og (den endnu kortere) ’High Maintenance’ som nogle af pragteksemplarerne: Serier, som kombinerer humor og alvor og på 20-25 minutter når større eksistentielle dybder end de fleste sammenbidte dramaserier, der lider af den misforståede holdning, at jo mere dødsensalvorligt, mørkt og traurigt det hele er, jo større kunst er det også.

Transparent

En halv time holder, ikke mindst i ‘Transparent’, vores valg som årets bedste serie i 2014.

Mangfoldigheden i serieverdenen som sådan er derfor stadig imponerende, og der er således ingen grund til at skrive tv-seriernes gravskrift. Måske én af de gode aktuelle dramaserier tilmed kan løfte sig til at blive et hovedværk – ’Halt and Catch Fire’ lagde for eksempel fra land med karakterer tilsyneladende løftet ud af henholdsvis Don Draper (Lee Paces veltalende, men martrede forretningsmand), Walter White (Scott McNairys introverte outsider) og Lisbeth Salander (MacKenzie Davis’ punkede superprogrammør), men har i sæson to fundet sin egen stemme.

Inden for de timelange dramaserier venter vi dog stadig på det næste mesterstykke, der peger fremad og ikke tilbage mod de allerede kanoniserede værker. Indtil da er det ikke forkert at hævde, at dramaguldet er falmet.