Zentropa laver film om terrorangrebet i København

Zentropa laver film om terrorangrebet i København
Instruktør Manyar Parwani

Hvornår er tiden inde til at lade filmens verden hjælpe med at læge virkelighedens sår?

Det spørgsmål har folk som Paul Greengrass og Oliver Stone stillet sig selv, inden de omsatte 9/11-terrorangrebet til levende billeder med filmene ’United 93’ og ’World Trade Center’.

Nu er det danske filmselskab Zentropa klar til at filmatisere den københavnske terrorhandling ved Krudttønden og Københavns Synagoge, der i februar kostede to mennesker livet.

Filmen, der har titlen ’Lukkede øjne’, skal portrættere den 22-årige gerningsmand Omar El-Hussein i tiden før og omkring skyderierne. Bag filmen står instruktør Manyar Parwani.

»At kaste sig ud i en film om det, der skete ved Krudttønden og synagogen, kræver stor omtanke. Det er ikke hændelserne i København, som har sat disse tanker i gang alene hos mig. Disse horrible handlinger har jo overgået os flere gange det sidste årti i Europa. Men hændelserne i København påvirkede mig meget, og derfor besluttede jeg mig for at undersøge, hvorvidt det er muligt for mig at blive lukket ind i Omars lukkede og mørke verden for derigennem at undersøge fænomenet mere generelt«, siger han i en pressemeddelelse og fortsætter:

»Jeg vil forstå, hvad der foregik i denne mands hoved, og hvad det er for nogle sociale forhold, der er medvirkende til at skabe en radikalisering«.

‘Lukkede øjne’ er Parwanis første spillefilmprojekt siden det ligeledes virkelighedsinspirerede incestdrama ‘Himlen falder’ fra 2009.