‘Difficult People’

»Jeg glæder mig til, at Blue Ivy bliver gammel nok til, at R. Kelly vil pisse på hende«.

Sådan tweeter hovedpersonen Julie (Julie Klausner) i første afsnit af ’Difficult People’. Hun og bedstevennen Billy er newyorker-komikere, der stadig venter på, ikke blot det store gennembrud, men i det hele taget bare en eller anden form for anerkendelse af deres kunstneriske kvaliteter.

Ventetiden bruges på ondskabsfulde tweets og på at hænge ud og lave alt andet end at betjene kunderne på den restaurant (hvis bestyrer spilles af ingen mindre end Gabourey Sidibe ’Precious’), hvor Billy arbejder.

Lige dele selvoptagethed, bitre langt-over-stregen-tweets og ikke mindst massive overspringshandlinger lægger sten i vejen for makkerparrets karriere. Og i hvert eneste afsnit kommer deres beske handlinger tilbage og bider dem bagi. De karakterer, som Billy og Julie tilsviner, viser sig nemlig konsekvent at være gatekeepere for succesen som celebrities, så det er ikke noget tilfælde, at et af afsnittene ender med, at de to hovedpersoner sidder i sofaen, kigger på hinanden og stille nynner temaet fra ’Curb Your Enthusiasm’ – en anden serie, hvor samtlige forudgående scener altid leder op til en (anti)klimaktisk slutning.

Det kunne have været fantastisk, for formlen er på plads i ’Difficult People’: Amy Poehler (’Parks and Recreation’) som producer og Billy Eichner (som var uhyrligt sjov som kolerisk kollega i Leslie Knopes afdeling i de sidste sæsoner af ’Parks and Rec’) og Julie Klausner (blandt andet kendt fra podcasten ’How Was Your Week’) i hovedrollerne. Tilsat et ordentligt drys Hollywood-metakommentar og topaktuelle on-the-nose-referencer (serien er skrevet af Klausner selv).

Den her anmelder havde i hvert fald glædet sig ganske gevaldigt til en webcom, der kunne blive den perfekte blanding af de helt opdaterede og ofte grænsesøgende vittigheder, som vi kender dem fra ’SNL’ og ’South Park’, blot sat i samme veludførte form, som vi kender fra serier som netop ’Parks and Rec’ og ’30 Rock’.

’Difficult People’ kommer bare ikke helt i mål, og årsagen er til dels, at hovedpersonerne forbliver underligt todimensionelle – i hvert fald i seriens første seks afsnit.

Det slås således igen og igen fast, at Billy savner sin far (»Du behøver ikke minde mig om, at min far er død. Det er ikke noget, jeg glemmer. Det er jo ikke ligesom mine nøgler eller Minnie Driver«), og Julie savner spænding. Og at de begge savner anerkendelse fra andre end Julies meget medgørlige kæreste (James Urbaniak, der i øvrigt gør det fortrinligt som en sær blanding af værdig public tv-ansat og … gulvmåtte). Samtidig mangler vittighederne også noget krydderi. Tag bare scenen, hvor Billy og Julie brainstormer nye serieformater: »Vi kan lave et show, der minder om ’Fragglerne’, men hvor alle fragglerne er transseksuelle. Eller minder det for meget om ’Looking’?«. En reference bliver ikke sjov, blot fordi den sammenstiller to popkulturelle fænomener.

Serien er helt tydeligt lavet af nogen, der elsker tv (lige så højt som jeg gør). Og ’Difficult People’ forudsætter, at seerne har fingeren på de glittede ugeblades beat. For serien giver kun mening, hvis man har sine popkulturelle referencer nogenlunde på plads. Man skal jo både vide, hvad Beyonces treårige datter hedder og kende til R. Kellys småpædofile urinsexskandaler (blot for at dissekere et enkelt af Julies tweets).

Og det er som sådan dejligt med en serie, der ikke taler til laveste fællesnævner. En serie, der anerkender, at vi faktisk er nogle, der bruger uforholdsmæssigt meget tid på at følge med i celeb news. Det er også en af grundene til, at jeg ikke har givet op på ’Difficult People’. Endnu. For med lidt tålmodighed kan det være, karaktererne folder sig ud og viser lidt flere farver. Og så kan det faktisk gå hen at blive rigtig sjovt. Vi er allerede nogenlunde på vej.

Anmeldt på baggrund af seks afsnit.