‘The Mist’ bliver til amerikansk tv-serie – skrevet af dansker

‘The Mist’ bliver til amerikansk tv-serie – skrevet af dansker

Frank Darabonts filmatisering af Stephen Kings novelle ‘The Mist’ er en af den slags film, der er vokset i anseelse siden premieren i 2007. Ikke mindst takket være den radikale slutning.

Nu skal der så spindes en tv-serie over præmissen om en mystisk tåge, der bevæger sig ind over en lille by med grumme konsekvenser til følge. Og det er såmænd en dansker, der svinger pennen: Christian Torpe, der er kendt som hovedforfatter på ‘Rita’ og som sidste år vandt stor hæder for sit manuskript til Bille Augusts ‘Stille hjerte’.

Torpe har skabt en original historie, der deler præmis med ophavet, men som altså følger en ny by og nye mennesker. Serien skal produceres af det prominente The Weinstein Company, og producent Bob Weinstein udtaler ifølge Deadline.com:

»Rædslen og dramaet i Stephen Kings novelle er så vidtstrakt, at vi følte, at serielt fjernsyn er det bedste sted at udforske dem i dybden. Med dette show har Christian skabt en fascinerende flok karakterer og en historie med uendelige forskrækkelser«.

Det står endnu ikke klart, på hvilken kanal serien skal vises. Men ifølge Deadline.com har Stephen King velsignet projektet.

Læs også: Kontroversielle slutninger, vi stadig er i chok over

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af