Trailer: Se Jesse Eisenberg og Gabriel Byrne i norske Joachim Triers ‘Louder Than Bombs’

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Instruktion: Joachim Trier. Medvirkende: Jesse Eisenberg, Gabriel Byrne, Isabelle Huppert, Devin Druid, David Strathairn, Amy Ryan, Rachel Brosnahan. Premiere: 3. december

Tre trailer-tanker:

1. Joachim Trier har på papiret gjort alt det rigtige med sin første engelsksprogede film. Oven på sine norske mesterstykker, ‘Reprise’ og ‘Oslo, 31. august’, har han fastholdt den kreative kontrol, og han har således selv skrevet ‘Louder Than Bombs’ med sin faste makker Eskil Vogt, ligesom han har lavet filmen uafhængigt i New York uden om Hollywoods studiesystemer, dominerende producenter og modsatrettede interesser. Ambitionen har været at lave en af den slags højkvalitets-mellembudgetfilm, som der laves meget få af i USA i disse år.

2. ‘Louder Than Bombs’ er historien om en familie – en far og hans to børn – der har mistet deres mor, krigsfotografen Isabelle (altid gode Isabelle Huppert), i en bilulykke og reagerer meget forskelligt på sorgen. Den yngste søn (Devin Druid) er en introvert teenager, mens den ældste (Jesse Eisenberg) tager tyren ved hornene og står over for at skulle være far. Faren (Gabriel Byrne) prøver anstrengt at relatere sig til sine børn. Som traileren antyder, skifter filmen mellem deres perspektiver, ligesom den – som især ‘Reprise’ – springer i tid og virkelighedslag.

3. Det legende filmsprog, der underbygger tematikkerne og karakterernes indre liv frem for at spænde overfladisk ben for dem, er en af Triers store styrker, og ‘Louder Than Bombs’ er umiskendeligt en Joachim Trier-film. Filmen fik verdenspremiere i Cannes, hvor modtagelsen varierede fra det ekstatiske til det skuffede. I december kan man herhjemme omsider for syn for sagn, og uanset hvad er en ny Joachim Trier-film et must see. Han er en af Skandinaviens mest interessante og indflydelsesrige instruktører, der utvivlsomt vil sætte sit præg på filmkunsten i mange år frem.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af