‘Amy Schumer: Live at the Apollo’
At hævde at Amy Schumer har haft et succesfuldt 2015 svarer til at sige, at Odense Zoos løvedissekering blev relativt bredt dækket i den danske presse. Det er lidt af en underdrivelse.
Hun har optrådt adskillige gange i alle de store amerikanske talkshows, hun var vært på Saturday Night Live for en uges tid siden, og så havde hun den store ære at være blandt gæsterne i Jon Stewarts sidste uge som ‘The Daily Show’-vært. I sandhed et adelsmærke.
Hendes eget sketchshow ‘Inside Amy Schumer’ på Comedy Central har vundet en bunke priser – bl.a. en Emmy – og hun har prydet forsiderne på alverdens vigtige publikationer, ikke mindst den meget omtalte GQ-forside, hvor hun gør sig som sexet ‘Star Wars’-starlet.
Derudover storhittede hendes film, ‘Trainwreck’, som hun både skrev og havde hovedrollen i. Ja, 2015 har i sandhed været Amys år, og nu runder hun det behørigt af med udgivelsen af sin tredje stand-up-special ‘Amy Schumer: Live at the Apollo’ på HBO.
Schumers stand-up-karakter ligger i naturlig forlængelse af den figur, hun har skabt gennem tre sæsoner af ‘Inside Amy Schumer’. I ‘Live at the Apollo’ har hun dog skruet en ekstra tand op for ‘ej, det kan man da ikke sige!’-faktoren, og hun udnytter i høj grad det faktum, at man må ytre stort set, hvad man vil uden at blive beepet på HBO.
Intet er helligt, og Schumers über-seksualiserede, borderline alkoholiserede og (påtaget) naive thirtysomething stand-up-persona kommer da også godt rundt i alle de kontroversielle hjørner, man kunne ønske sig.
Hun indtager scenen koket slingrende med en halv flaske hvidvin dinglende i den ene hånd, iført en temmelig kort, sort sag, som ifølge hende selv giver frit udsyn til »lille Schumer«, hvis man sidder på de forreste rækker i teatret. Senere forklarer hun, at den – altså lille Schumer – mest af alt ligner en gammel blues-sangerindes mund, komplet med cigaret i mundvigen. Charmerende.
Kvinden er ikke genert. Hun er selvproklameret overspiser (selvom hun reelt er ganske normalt bygget) og er ikke bange for at påpege fejl og mangler ved sin krop og psykiske tilstand. De fleste jokes udspringer herfra. Hun spiller dummere, end hun er og slipper som sådan lettere afsted med en række mere eller mindre chokerende betragtninger om alt fra personlig post-sex-hygiejne til påmindelsen om, at alt er lavet af sperm – selv Ghandi og Oprah!
Schumers on stage-persona minder om en anden af amerikansk comedys store kvindelige stjerner, Sarah Silverman. Begge bruger de deres egen ‘uvidenhed’ til at levere den ene uhyrlighed efter den anden for på den måde at minde publikum om, at der rent faktisk findes mennesker med disse rabiate holdninger ude i virkeligheden. På den måde udstiller og latterliggør de disse menneskers forstokkede livssyn og er med til at undergrave den trussel, som de udgør. Det er svært at frygte, hvad man griner af. Silverman er dog en smule mere politisk i sit stof end Schumer, i hvert fald dømt ud fra ‘Live at the Apollo’, hvor Schumers politiske agenda ligger godt gemt bag jokes om voldtægt og oralsex.
Som det måske kan fornemmes, er vi altså et godt stykke under bæltestedet, når frk. Schumer underholder, og denne konstante jagt efter oh my god-øjeblikke bliver måske en anelse trættende i længden. Meget få kropsvæsker undgår at blive nævnt i løbet af den lille time, showet varer, og man sidder lidt med fornemmelsen af, at hun ikke nødvendigvis behøver at gå tilbage til den seksuelt ladede kontrovers-brønd i hver eneste joke. Du er bedre end det, Amy!
Dermed ikke sagt, at det ikke er hylende morsomt, når hun fx malende gennemgår en række mindre udbredte sexlege, man kan lade sig inspirere af ved lejlighed. Se selv showet, hvis du vil vide, hvad ‘The Lincoln’ går ud på (spoiler: det er noget med pubeshår) eller hvad ‘The Angry Dragon’ indebærer (dobbelt-spoiler: det er noget med … nej, se det selv!)
Amy Schumer er altså ikke bange for nogle eller noget, og hendes ublu åbenhed omkring egne kropsproblematikker, seksuelle oplevelser og generelle følelsesmæssige tilstand har mere eller mindre ufrivilligt gjort hende til et forbillede for kvinder verden over. Samtidig har Schumer i flere tilfælde brugt sin nyfundne stjernestatus til at sætte fokus på de kønsmæssige uretfærdigheder, der i høj grad stadig hersker i både comedy-, musik- og filmbranchen samt i det bredere samfund. Netop derfor kunne man have ønsket sig mere end de ‘feministiske pik-jokes’, som Schumer i vidt omfang holder sig til i ‘Live at the Apollo’. Det er der som sådan intet galt i, men i sidste ende bliver det lidt ensformigt, akkurat som pik-jokes fortalt af mænd bliver kedelige i længden (som man siger).
Alt i alt er ‘Live at the Apollo’ et skarpt trimmet og yderst professionelt udført stand-up-show begået af en af hvor tids allervigtigste og mest indflydelsesrige komikere m/k. Amy Schumer og instruktør Chris Rock (!) mestrer deres håndværk, og Schumer har i høj grad styr på sine vagina-vitser.