‘Beasts of No Nation’

Klædt i slidte t-shirts betragter Agu og hans kammerat en fodboldkamp i en lille, afrikansk landsby med synlig skepsis. »Lad os nu bare finde nogle andre at spille med«, insisterer Agu, »de er alt for dårlige«.

I stedet sælger drengene et fjernsyn uden skærm til en godhjertet soldat, der patruljerer den Safe Zone, de beboer. De udfylder hullet i fjernsynet med deres egne små dramaer fra sæbeopera til actionfilm, og disciplinen døbes Imagination TV.

Men barndommens idyl er en stakket frist for børnene i landsbyen. Inden længe er det ikke de to drenge, men derimod den hårdbørstede krigsherre Commandant, der plukker et hold fra fodboldbanen én efter én og udstyrer dem med pistoler, rifler og hjelme.

Cary Fukunagas tredje spillefilm, ’Beasts of No Nation, behandler det tunge emne med enorm tonal præcision. Enkelte greb i starten skurrer en smule, men ellers fortæller filmen uden sentimentale mellemregninger, og det ender med at tjene et større formål. Instruktøren har et talent for nuancerede portrætter af afstumpede mennesker i afstumpede miljøer. Mennesker, som skubbes ud i en moralsk ubalance, der former og korrumperer dem. Og netop miljøerne spiller en afgørende rolle i Fukunagas film, fordi disse mennesker placeres i et miljø, som de slet ikke er rustet til at håndtere.

Som oftest er der tale om situationer, som intet menneske er rustet til at håndtere. Det er Gateshead Hall-palæet, som traumatiserer den forældreløse Jane Eyre og bandemiljøet i Tapachula, der holder Willy fast i et jerngreb i ’Sin Nombre’. Fælles for Jane og Willy er, at de flygter fra en fortid, som de ikke kan undslippe. Miljøerne er som fluepapir, der klæber til sine ofre og holder dem fast. Det mest kendte eksempel hos Fukunaga findes i moselandskaberne i Lousiana i ’True Detective’, der i de seneste år med rette er kanoniseret som et moderne mesterværk. Ligesom råddenskaben, der spreder sine dårligdomme til sundere, mere uberørte frugter, har moserne smittet seriens ensomme og desillusionerede fortæller Rust Cohle.

Miljøet i ’Beasts of No Nation’ er et centralafrikansk land, som ikke nærmere specificeres – som, fristes man til at sige, kun findes i Imagination TV. Det er gennemgående for Fukunagas film, at miljøerne føles mere fantastiske end realistiske, og hans seneste installation er ikke anderledes. Men det fantastiske er ikke med til at forfladige personportrætterne. Menneskene i dramaet føles ikke, som om de er trukket ud af en lignelse eller en saga, og det hører blandt filmens fornemmeste fortrin. Det er hele mennesker, der mister, eller har mistet, en del af det, der holder sammen på dem. Nuancerne består i splittelsen mellem den person, de er endt med at være, og den, de kæmper for at være – eller være igen – og tit kommer splittelsen bedst til udtryk i deres relationer til menneskene omkring dem. Commandant øjner en smule af sit indre barn i børnesoldaten Agu, og derfor afbrydes hans brutalitet af momenter af noget udefinerbart andet.

Krigsherren og børnesoldaten spilles fremragende af Idris Elba og debutanten Abraham Attah, og med en fænomenal montage i midten som et slags gearskifte, er det filmens sidste del, der løfter filmen endeligt. Emnet er behandlet af flere omgange de seneste år, men ofte med en surrealisme, som stjæler billedet fra menneskene, der omformes til noget andet i processen. Film som ’White Shadow’ og ’War Witch’ ånder i de drømmebilleder, de fremmaner. I ’Beasts of No Nation’ er surrealismen minimal, og det forstærker den – som når alle planter males røde i en enkelt scene som en hilsen til Richard Mosses fotografier af soldater i Congo.

Som i sine andre film dribler Fukunaga i ’Beasts of No Nation’ elegant uden om samfundsstrukturene, der ellers ofte i Afrikas tilfælde er behandlet med klichéer og kolonialismer af instruktørens landsmænd. Ofte er kolonialismerne i disse film med til at reducere striden, som er kernen i plottet, til en iboende og endemisk strid mellem samfundsgrupper, og det er ikke sandt for Latinamerika, Afrika eller nogen anden region. Fukunaga har stor ære af, at det heller ikke er sandt i den suveræne ’Beasts of No Nation’.

Læs også: 10 grunde til, at du skal elske Idris Elba