Chris Rock tæt på nyt Oscar-værtskab

Chris Rock tæt på nyt Oscar-værtskab

Chris Rock styrede løjerne, da Oscar-statuetterne blev uddelt i 2005, og nu tyder meget på, at komikeren vender tilbage som vært i The Dolby Theatre til næste års show.

Flere medier beretter, at det blot er et spørgsmål om tid og mindre detaljer, før han officielt bliver bekræftet som Neil Patrick Harris’ efterfølger i værtsrollen. Sker det, vil han genforenes med Oscar-co-produceren Reginald Hudlin, der i 2005 instruerede pilotafsnittet til Rocks komedieserie ’Everybody Hates Chris’.

Rocks seneste værtskab delte vandene, ikke mindst fordi flere af hans jokes tog afsæt i en bidende Hollywood-kritik. Han sagde blandt andet, at det eneste skuespil, man ser til Oscar-showet, er de nomineredes falske smil, når de har tabt, mens han senere nedgjorde Jude Laws dramatiske evner. Se hans åbningsmonolog nedenfor.

Rocks Oscar-show er det næstmest sete i de seneste 10 år, kun overgået af 2014-udgaven, hvor Elle DeGeneres var vært. Og der er ingen tvivl om, at Rock selv ønsker tjansen på ny.

»Hvis de spurgte mig, om jeg ville være vært igen, ville jeg sige ja. Helt sikkert«, udtalte han til The Wrap sidste år.

Oscar-showet løber af stablen den 28. februar næste år.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af