Femisuperhelt, minoritetskomik og ridderblod: Alt, hvad du skal streame fra hjemmebiografen i november

November er mørk og trist. Til gengæld er der masser at grine af blandt de dugfriske streamingtitler.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ‘Master of None’

Aziz Ansari fik sit store gennembrud som den på én gang nuttede og oversmarte Tom Haverford i ‘Parks and Recreation’, og siden er han blevet en standup-komiker så populær, at han trækker fulde huse de allerstørste steder som Madison Square Garden i New York.

Nu har Ansari så fået sin egen Netflix-serie, som mere lægger sig i forlængelse af en serie som ‘Louie’ end netop ‘Parks and Recreation’. Den 32-årige komiker spiller en aspirerende skuespiller, Dev, der flakser rundt i New York, hvor han går til castings på diminutive roller, hænger ud med vennerne, har svært ved at finde ud af, hvad han skal have at spise, og diskuterer store emner som minoriteter og popkultur.

I birollerne ses Alan Yang, som også har været med til at skabe serien, samt undervurderede komikere som Eric Wareheim og H. Jon Benjamin. ‘Parks and Recreation’-showrunner Mike Schur og Dave Becky (producer på ‘Louie’, ‘Broad City’ og ‘Difficult People’) er hovedfolkene bag tæppet, så Ansari er i gode hænder. Og serien har da også en skæv rytme og cinematisk feel, som løfter den over den gængse komedie.

Kan ses på Netflix fra 6. november.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ‘The Last Panthers’

At miniserien ‘The Last Panthers’ åbner med en skræddersyet intromelodi begået af selveste David Bowie, siger noget om, hvad vi har at gøre med: En mørk, skarpkantet og alternativt castet thrillerserie, der hverken lyder eller ser ud som de andre.

Med udgangspunkt i virkelighedens østeuropæiske forbrydergruppe ved navn The Pink Panthers (navngivet af efterretningstjenesten Interpol efter Peter Sellers-klassikeren ‘Den lyserøde panter’) fortæller ‘The Last Panthers’ om et ambitiøst juveltyveri på Balkan, der får fatale konsekvenser for de implicerede på begge sider af loven.

Bag kameraet på alle seks episoder står svenske Johan Renck, der tidligere har instrueret afsnit af ‘Breaking Bad’, ‘Halt and Catch Fire’ og ‘Vikings’, og på den kvalitetstunge rolleliste finder man atypiske tv-navne som John Hurt, Samantha Morton og ikke mindst Tahar Rahim, der med film som Jacques Audiards ‘Profeten’ og Asghar Farhadis ‘Fortiden’ har manifesteret sig som en af sin generations mest spændende europæiske skuespillere.

Kan ses på HBO Nordic fra 13. november.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ‘Jessica Jones’

Kvindelige superhelte på film har desværre et lidt blakket ry – tænk bare på Halle Barry i ‘Catwoman’, Jennifer Love Hewitt i ‘Elektra’ og Charlize Theron i ‘Æon Flux’, der i velsiddende kostumer, men rædsomme film gav den som power ladies med superkræfter.

Med tv-serien ‘Jessica Jones’ synes Netflix dog at gå i en anden retning, og ligesom de gav Marvel-karakteren Daredevil en tiltrængt renæssance efter den elendige spillefilm med Ben Affleck fra 2003, lader de her til at få superheltefeminismen tilbage på sporet – måske endda tilbage til tider, hvor ‘Buffy’ og ‘Alias’ var det hotteste på tv-markedet?

Med ‘Breaking Bad’-skuespilleren Krysten Ritter i rollen som Jessica Jones har serien i hvert fald en sej, sexet og hårdhudet kvinde i førersædet. Snarere end en effektfuld superhelteserie ligner ‘Jessica Jones’ en dyster og stemningsfuld thriller med en oprigtigt skræmmende skurk i den manipulerende mind control-ekspert Kilgrave, spillet med diabolsk intelligens af ‘Doctor Who’-stjernen David Tennant.

Kan ses på Netflix fra 20. november.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ‘The Bastard Executioner’

Kurt Sutter indskrev sig i rækken af drønende succesfulde tv-skabere med sin hårdslående biker-serie ‘Sons of Anarchy’, der fik en fornem afslutning i december sidste år. Siden forfattede han boksedramaet ‘Southpaw’ med Jake Gyllenhaal, men allerede nu synes Sutter at være trygt tilbage, hvor det hele startede: I det voldelige, testestoronspækkede tv-univers.

Denne gang er det dog ikke en flok temperamentsfulde bikere i nutiden, men tværtimod en gudfrygtig familiemand i fortiden, der danner rammen for dramaet. ‘The Bastard Executioner’ foregår således i 1400-tallet og handler om den religiøse ridder Wilkin Brattle (spillet af den ukendte Lee Jones), der lever en tilbagetrukken tilværelse med sin gravide kone – lige indtil en ondsindet adelsmand vækker fortidens vrede i Brattle, og et blodigt hævntogt tager sin begyndelse.

Opvejet mod ensartede – og voldsomt velproducerede! – serier som ‘Vikings’ og ‘Game of Thrones’ kan ‘The Bastard Executioner’ ganske vist fremstå visuelt underlegen i traileren ovenfor, men omvendt er Sutters erfaring fra ‘Sons of Anarchy’ betryggende. Så det er slet ikke utænkeligt, at Sutter og serien hiver sejren hjem på vilje, energi og ren råstyrke.

Kan ses på HBO Nordic fra 18. november.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ‘Hedensted High’

Lars Bom, Carsten Bang, Julie Zangenberg, Sebastian Jessen og Knaldperlen er bare nogle af ansigterne i denne farverige danske sitcom, der – som ovenstående trailer med al tydelighed understreger – ikke just spiller efter gængse danske tv-serie-regler.

Væk er den regngrå køkkenvaskrealisme og de sammenbidte krimisager, og ind fra højre slynges ‘Hedensted High’ som et flabet alternativ, der præsenteres ovenfor i en blodsplattende og bramfri trailer.

Om serien så faktisk er vellykket, må tiden vise, men uanset hvad er den interessant, idet det er den første danske serie lavet direkte til en streamingtjeneste, nærmere bestemt SBS’ nylancerede Dplay.

Kan ses på Dplay fra 2. november.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. ‘Difficult People’

Billy Eichner er ikke for enhver smag. I ‘Billy on the Street’ spæner han højtråbende, skingert og forarget rundt i New Yorks gade, ofte med celebrities på slæb, og i ‘Parks and Recreation’ udmærkede han sig i en lille birolle som aggressiv kommunalmedarbejder.

Men er man til Eichner, må man ikke snyde sig for ‘Difficult People’, hvor han finpudser sin persona som hysterisk, brokkende og arrogant homoseksuel, der kan sine popkulturelle referencer til fingerspidserne.

Eichner spiller Billy Epstein, der forsøger at nærme sig et gennembrud som skuespiller i New York. Omdrejningspunktet er dog hans venskab med seriens anden hovedperson, Julie, spillet af den respekterede komiker Julie Klausner, som blandt andet er kendt for sin populære podcast, ‘How Was Your Week’.

Det er en gennemført narcissistisk storbyserie, men især Klausner bringer også en underliggende ømhed til sin karakter. Serien er lavet for den amerikanske streamingtjeneste Hulu, men finder altså nu vej til dansk streaming.

Kan ses på HBO Nordic fra 1. november.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. ‘W/ Bob & David’

Du kender formentlig Bob Odenkirk som den lurvede advokat med supersælgergen, Saul Goodman fra ‘Breaking Bad’ og ‘Better Call Saul’, mens David Cross måske har givet dig latterkramper som den ufrivilligt lumre og evigt uforudsigelige Tobias Fünke i ‘Arrested Development’.

Men før deres store gennembrud samarbejdede de to komikere om sketchshowet ‘Mr. Show with Bob & David’ fra 1995. Og nu slår duoen pjalterne sammen igen, denne gang løftet af, at de er navne, som automatisk har den komikerinteresserede verdens bevågenhed.

‘W/ Bob & David’, som deres nye show hedder, er dog ikke udelukkende en two way street. Odenkirk og Cross har budt en håndfuld af deres kompetente kollegaer med ind i sitcom-varmen (blandt andre ’Key & Peele’-komikeren Keegan-Michael Key), Traileren kalder deres humor for »smart comedy«, og vi kan forhåbentligt vente os et væld af absurde vildveje med Bob og David i spidsen.

Kan ses på Netflix fra 13. november.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. ‘Do I Sound Gay?’

Filmskaberen David Thorpe har en ganske simpel og dog alligevel ret så kompliceret mission i dokumentarfilmen ‘Do I Sound Gay?’, og du har måske allerede fået færden af den: Det handler om (nogle) homoseksuelle mænds distinkte stemmeføring.

Projektet er til dels selvteraputisk, for idéen til filmen blev skabt, da homoseksuelle Thorpe tog sin egen stemmeføring op til overvejelse. I ‘Do I Sound Gay?’ kommer han vidt omkring og snakker med en lang række homoseksuelle mænd, der stigmatiseres på grund af deres stemmer.

‘Do I Sound Gay?’ blev forståeligt nok et massivt publikumshit på årets Toronto-festival, for måden hvorpå David Thorpe belyser det tabuiserede emne er både underholdende, informativ og yderst tankevækkende.

Kan ses på amerikansk Netflix fra 3. november.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. ‘Getting On’ sæson 3

‘Getting On’ er et af den slags sleeper-hits, som langsomt har fået større anerkendelse og en mere og mere dedikeret fanskare. Serien udspiller sig på et nedslidt hospital og handler om de læger og sygeplejersker, der forsøger at få det hele til at hænge sammen, og lad os bare sige, at det er et kulsort blik på det amerikanske hospitalsvæsen, der præsenteres.

Det er en serie, der føles mere ægte og ærlig i sin humor end det meste andet på tv for tiden, og så er den båret af et glimrende ensemblecast. De to første sæsoner ligger også på HBO Nordic, så man kan passende indhente det forsømte, inden tredje sæson lander i Danmark i november.

Kan ses på HBO Nordic fra 9. november.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af