Fra geni til selvparodi til comeback: Johnny Depps karriere i tre faser

Fra geni til selvparodi til comeback: Johnny Depps karriere i tre faser
Efter flere år med kritiske og kommercielle flop står Johnny Depp til at få et comeback med ’Black Mass’, der har premiere på torsdag. I den anledning dykker vi ned i skuespillerens op- og nedture.

Det er svært at tro, at den mand, der skjuler sig bag et panser af krigsmaling og stammeudsmykning i ’The Lone Ranger’ og tåger rundt som digitalt genfærd i sci-fi-selvmålet ’Transcendence’, engang blev udråbt til sin generations største skuespiltalent af selveste Marlon Brando. Men det er ikke længe siden, at ordene klingede anderledes rent.

Johnny Depp var en omvandrende garanti for astronomiske box office-afkast og gik fra triumf til triumf sammen med sin langvarige partner-in-crime, instruktøren Tim Burton. Han indløste rekordstore checks for sin rolle som Jack Sparrow i ’Pirates of the Caribbean’, hev Oscar-nomineringer i hus og jonglerede problemfrit med vidt forskellige genrer og karakterer.

Men pludselig knækkede kurven. De dårlige roller stod i kø, og Depps box office-magi forsvandt som dug for solen.

Med ’Black Mass’, der får dansk biografpremiere på torsdag, forsøger Depp at genfinde melodien som den iltre Boston-gangster, James ’Whitey’ Bulger, efter flere år i selvparodiens afgrund. Vi dykker ned i den enigmatiske skuespillers karriere – fra geni til selvparodi til muligt comeback.

Johnny Depp fear and loathing
Fase 1: Geni

Det er intet under, at Nicolas Cage så et lys i den 20-årige rockmusiker Johnny Depp og satte ham i forbindelse med en Hollywood-agent. Med sine markerede kindben, solbrune hud og sorte rockstjerne-hår var han som født til at optræde på det store lærred.

Annonce

Depp fik et mindre gennembrud med sin rolle i 80’er-serien ’21 Jump Street’, men var angiveligt utilfreds med at lade sig reducere til teenidol. Som konsekvens valgte skuespilleren at gemme sit naturlige ydre væk under kostumer og make-up og relancere sig selv som plaget outsider i Tim Burtons rørende romance, ’Edward Saksehånd’. Som en kulørt pendant til The Cures Robert Smith kanaliserede Depp en dybtfølt sårbarhed under overfladen af excentricitet, der lod hans kærlighed til forstadspigen Kim (spillet af Depps senere partner, Winona Ryder) resonere dybt i hjertekulen på mangt en romantiker.

Ligesom Burton havde Depp oplevet at være frosset ude og latterliggjort i sin spæde barndom, og de mørke minder lod ham ophøje såvel Edward Saksehånd som hans senere aparte figurer til andet og mere end farverige skitser.

Portrættet stod i skærende kontrast til Depps liv uden for lærredet, hvor hans forhold til Winona Ryder og modellen Kate Moss trak overskrifter i sladderbladene. Særligt det stormfulde forhold til Moss, der gik ud over adskillige hotelværelser, gødede Depps ry som en kompleks, uregerlig rebel. En slags moderne Brando. Og ligesom den legendariske method actor var han ikke bleg for at kaste sig ud på gyngende grund – i virkeligheden og på film.

Den ubekymrede tilgang til skuespilfaget tillod Depp at stille sin enorme alsidighed til skue. I ’Dead Man’ underspiller han sublimt som outlaw i Jim Jarmuschs sort-hvide ødeland. I ’Donnie Brasco’ lagde han afstand til den gotiske outsider med et modent, afbalanceret portræt af en undercover-betjent. Og i Terry Gilliams filmiske syretrip, ’Fear and Loathing in Las Vegas’, lader han vanviddet rase i portrættet af den gale og geniale gonzo-journalist Hunter S. Thompson (senere Depps nære ven).

Gif - fear and loathing
Men det var samarbejdet med Burton, der definerede Johnny Depp som skuespiller. I fabulerende fortællinger gjorde de kreative partnere oprør mod normaliteten, fra det varmt nostalgiske portræt af den cross-dressende amatørinstruktør ’Ed Wood’ til musicalen om den dæmoniske barber, ’Sweeney Todd’. I Depp fandt Burton den mandlige muse, der var i stand til at formidle hans menneskelige og kreative brydekampe, og skuespillerens enestående evne til at gestalte ’udskud’ med nuance- og idérigdom er en vægtig grund til, at han kan kalde flere af sine film for nyklassikere.

I 2003 overførte Depp det aparte overdrev til blockbusterfilmen med sin præstation som Jack Sparrow i ’Pirates of the Caribbean’, der indbragte ham en Oscar-nominering og katapulterede ham mod branchens øverste hylde. Men rollen som den drikfældige pirat var paradoksalt nok også et tidligt varsel om Depps forestående fald fra tinderne.

Soundvenue 1 / 3 Soundvenue