Kommentar: Jeg orker ikke flere tv-serier, hvor folk snakker med de døde

Kommentar: Jeg orker ikke flere tv-serier, hvor folk snakker med de døde
I tv-serierne snakker gud og hvermand med de bortkomne, senest i de aktuelle ’The Leftovers’ og ’Broen’. Efterhånden er der kun én slags døde, vores filmredaktør gider se i samtale på tv.
Kommentar: Jeg orker ikke flere tv-serier, hvor folk snakker med de døde
Jacob Ludvigsen

Filmredaktør på Soundvenue

»Er du glad for, at du tog hjem?«, spørger Sarah sin bror Danny (Ben Mendehlson) i en bus i et af de sidste afsnit af Netflix-serien ‘Bloodline’.

En ganske uskyldig samtale, hvis det ikke var for ét temmelig væsentligt punkt: Sarah er død! Hun døde faktisk i en skrækkelig ulykke, da hun var lille, men Danny ser og taler til hende, som var hun stadig lyslevende.

For det gør man jo – taler til de døde. I hvert fald på tv. Næst efter fordrukne antihelte og Shakespeare’ske monologer er det efterhånden det mest udtalte træk i tidens tv-serier: At de døde gestalter sig foran vores hovedpersoners rablende øjne.

Ureksemplet er vel nok ‘Six Feet Under’, hvor faren Nathaniel dør i første afsnits første scene, men ævler lystigt videre med sin familie de næste fem sæsoner, heriblandt sønnen David spillet af Michael C. Hall.

Hall snakkede videre med sin anden seriefar i ‘Dexter’, og efterhånden syntes det primære tegn på hans psykopati ikke at ligge i det faktum, at han er seriemorder, men i at hans foretrukne samtalepartner er et bedrevidende gespenst.

I ‘Mad Men’ skraber Don Draper bunden, da han ser sin afdøde bror både her og dér. I ‘Lost’ genopstår Jacks far fra kisten og hjemsøger den mystiske ø. I ‘Boss’ taler Kelsey Grammer med sin gamle kompagnon af dårlig samvittighed over at have slået ham ihjel. Det samme gælder Lucious Lyon i ‘Empire’, men til hans forsvar er han på beroligende piller. I ‘The Walking Dead’ mumler en febervild Rick i retning af sin hustru til stor fortrydelse for alverdens seere, der ellers lige var sluppet af med hende.

I ‘Show Me a Hero’ er Oscar Isaacs far et relativt stationært spøgelse, der kun viser sig et par meter fra sin grav på kirkegården. Carsten Bjørnlund ser sin bortgåede mor i ‘Arvingerne’, nok mest fordi det var synd, at glimrende Kirsten Olesen kun var med i ét afsnit. I ‘True Detective’ har Colin Farrell en mand-til-mand samtale med sin far på en bar, men det er måske mere en drøm end en decideret hallucination.

I ‘The Leftovers’ har et sektmedlem kun akkurat begået selvmord foran Kevin Garvey, før hun står for hans øjne igen (og igen og igen i den aktuelle sæson). I en anden aktuel serie, ’Broen’ sæson 3, fører Thure Lindhardt hverdagslige samtaler med sin smukke hustru i parcelhuset, selvom hun har været forsvundet i årevis.

Skal vi blive ved?

De utallige spøgelsessamtaler er naturligvis snedige, for derigennem får man let forklaret en masse om karakterernes turbulente følelsesliv og traumer, uden at man skal forfalde til voiceover eller kedsommelige flashbacks. Det er også forfærdeligt postmoderne at blande fantasi og virkelighed (Lynch har ikke levet forgæves), ligesom det er en dejligt belejlig måde at skildre mental opløsning.

Men er det nu også så udbredt, at man går rundt og ikke bare taler til de døde, men ser dem materialisere sig foran fjæset på én? Næste gang jeg ser folk på gaden, der tilsyneladende taler med sig selv, vil jeg kigge grundigere efter, om det nu også er mobil-headsettet, der er i spil. Måske har de gang i en hyggelig sludder med deres grantante, der døde under Den Spanske Syge i 1918?

I tv-serierne vil jeg til gengæld kun se samtaler med de døde i én serie: Den franske ‘The Returned’, hvor de døde faktisk vender tilbage.

En udgave af denne artikel blev bragt i Soundvenue #97.

Læs også: Anmeldelse af ‘The Leftovers sæson 2