Agentfilm med overskud – se 'Kingsman: The Golden Circle' på C More her

Skænderier og skandaler: Otte skuespillere, der sagde fra på settet

Skænderier og skandaler: Otte skuespillere, der sagde fra på settet
Filmoptagelser skal ofte kunne rumme store egoer, kunstneriske visioner og benhård disciplin i en cocktail, der til tider tangerer det sprængfarlige. Vi har set nærmere på otte tilfælde, hvor skuespillerne fik nok undervejs.

1. Jean Claude Van Damme – ‘Predator’

Action-legenderne Jean Claude Van Damme og Arnold Schwarzenegger målte første gang muskler i ‘The Expendables 2’, men allerede mange år forinden delte de set på sci-fi-klassikeren ‘Predator’ (1987), hvor en ung og forholdsvis uprøvet Van Damme var tiltænkt en besynderlig rolle.

Den belgiske kampsportsekspert med de akrobatiske cirkelspark var nemlig udset til at levendegøre monstret Predator, og filmmagernes håb var at splejse det brogede, højteknologiske uhyre med fleksible martial arts-skills.

Efter blot et par dages optagelser blev Van Damme dog ramt af sit jobs enerverende kendsgerning: Han var gemt bag make-up og kostumedesign, der gjorde ham umulig at identificere, og den manglende bevægelsesfrihed i monster-heldragten blev angiveligt dråben for den unge belgier.

På dén utilfredse note forlod 177 cm høje Van Damme settet for i stedet at lade sig erstatte af Kevin Peter Hall på 218 cm, og højdeforskellen og de varierende kampsportsevner hos de to resulterede i en total gentænkning af monster-designet. Slutteligt fik vi naturligvis det ikoniske filmuhyre, vi kender så godt i dag, men i Youtube-klippet ovenfor kan du se et glimt af Van Dammes alternative Predator.

Soundvenue 1 / 8 Soundvenue
Advertisement