Trailer: Natalie Portman, Joel Edgerton og Ewan McGregor skyder med skarpt i western-dramaet ‘Jane Got a Gun’

Natalie Portman har ikke kunnet opleves i de danske biografer siden 2013 (‘Thor: The Dark World’), men fans kan ånde lettet op. Meget tyder nemlig på, at hele tre film med den 34-årige skuespillerinde rammer landet til næste år – deriblandt western-filmen ‘Jane Got a Gun’, der netop har fået en trailer.

I filmen spiller Portman gårdejeren Jane, der forsøger at beskytte sin sengeliggende, fredløse mand mod en flok dusørjægere. I den forbindelse søger hun hjælp hos ekskæresten Dan, spillet af Joel Edgerton, og sammen tager de kampen op mod den skruppelløse bandeleder Colin McCann (Ewan McGregor) og hans skydegale slæng.

Undervejs i sin produktion var ‘Jane Got a Gun’ præget af adskillige problemer, og tilblivelsen af den stjernespækkede western kan umiddelbart lyde som enhver filmproducers mareridt:

Efter sammenstød med filmens instruktør, Lynne Ramsay (‘We Need to Talk About Kevin’), droppede skuespilstjernen Michael Fassbender ud af projektet. Kort efter forlod også Ramsay filmen, og det samme gjorde den berømte fotograf Darius Khondji (‘Seven’, ‘The Beach’). Efter flere måneders stilstand i optagelserne blev ‘Warrior’-instruktøren Gavin O’Connor dog hentet ind fra højre, Mandy Walker (‘Australia’) trådte til som fotograf, og Ewan McGregor tog over, hvor Fassbender slap.

Filmen, der blandt andet er produceret af Natalie Portman selv, er nu langt om længe en realitet, og sammen med Terrence Malicks ‘Knight of Cups’, der har premiere 17. marts, og Portmans hebraisk-sprogede instruktørdebut ‘A Tale of Love and Darkness’ forventes den at bringe skuespillerinden tilbage på biograflærrederne i det kommende år.

‘Jane Got a Gun’ afventer i øjeblikket en dansk premieredato.

Annonce