90’erne genoplivet: Et friskt kig på årtiet der gav os Pulp Fiction, Game Boy, Toni Braxton og MTV’s storhedstid

90’erne genoplivet: Et friskt kig på årtiet der gav os Pulp Fiction, Game Boy, Toni Braxton og MTV’s storhedstid
I hele denne uge endevender vi det udskældte årti i et kæmpe tema på Soundvenue.com.

Det er så nemt at pege fingre af 90’ernes popkulturelle pandebrask. Som små glinsende svedperler pibler årtiets mest kiksede, antikverede indslag stadig ned gennem vores SoMe-feeds som memes, videoer, Halloween-udklædninger og bare generelt hånlige påmindelser om en tid, der prøvede for hårdt.

Karikerede sitcoms med svulstige moraler, tegneseriepop, Beverly, Buffalo-sko, boybands, Game Boys og nu-metal. Sikke noget sjask, godt at vi er videre.

Men 90’ernes kulturelle (måne)landskab rummede naturligvis meget andet end mainstreamens enorme rungende kratere. I små afgrænsede reservater trivedes en alternativ kultur, hvor man langt hen ad vejen definerede sig ud fra, hvad man ikke kunne lide.

Som et alternativ til Hollywoods firkantede formularer og de store pladeselskabers pangfarvede performere, var der en verden, hvor man var indie, inden det mærkat mistede al mening. Hvor autenticiteten var en dyd, den skødesløse attitude og påklædning et must, og selvhøjtideligheden en overhængende fare.

I 90’erne virkede det ofte som om, at disse to verdener eksisterede uafhængigt af hinanden. Enten slubrede du Toni Braxtons powerballader på MTV i dagtimerne, eller også dyrkede du de excentriske The Sugarcubes og slackede Pavement på samme kanal i ’120 Minutes’ efter midnat.

Enten lod du dig forføre af den nostalgisk gendigtede amerikanske historie i ’Forrest Gump’, eller også dansede du med den genopstandne, forhutlede John Travolta i ’Pulp Fiction’. Herhjemme var pladsen uden for mainstreamen særligt trang, så man satte tænderne ekstra hårdt i Dogme95-bevægelsen, Pusher’, ’Let’s Get Lost’ og Psyched Up Janis – og den medfølgende bismag af udlandet.

90’erne havde i grungen sin egen fortælling om kommercialiseringen og senere aflivningen af en modkultur, men den var en undtagelse. Grænserne var skarpere trukket op dengang, før internettet for alvor blev kastet ud over os alle og demokratiserede kulturen. Det var ikke tit, at man hoppede over muren til den anden side – man valgte hold og trådte bevidst ud af mainstreamen.

I dag ligger Beyoncé og Beach House side om side i dit Spotify-bibliotek, imens Adam Sandler og franske festivalfilm deler hyldeplads hos Netflix. I 90’erne måtte du importere ’Kids’ og ’Clerks’ på vhs-bånd via postordre og bestille magasiner fra udlandet for at ane, hvad der foregik på de udenlandske punkscener. Og i den koncentrerede proces med at skille dig ud fra mainstreamen overså du måske mange af dens glæder (ja, jeg taler ud fra et personligt perspektiv her, skulle det ikke være pinligt tydeligt).

I hele denne uge forsøger vi kaste et friskt blik tilbage mod 90’erne på nogle af de værker, personligheder og tendenser, vi finder mest interessante – fra begge sider af muren i det kulturelle landskab, jeg så håbløst firkantet har skitseret her ovenfor.

Du kan starte allerede nu med førstehåndsberetningen om den danske filmsensation i 90’erne, Eloq og Anyas anmeldelser af årtiets største pophits, de væsentligste teknologier din smartphone har revolutioneret siden 90’erne, 20 album der definerede 90’erne som musikårti og de ti mest essentielle indie-film fra 90’erne.

Og meget mere følger i den kommende uge.

Se hele vores tema – 90’erne genoplivet – HER.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold