Coen, Tarantino, Linklater: De 10 mest essentielle indie-film fra 90’erne – rangeret

Coen, Tarantino, Linklater: De 10 mest essentielle indie-film fra 90’erne – rangeret
I 90’erne brød en række af nyere tids vigtigste amerikanske auteurs igennem med cool, opfindsomme lavbudgetsfilm, der gav det etablerede Hollywood fingeren. Det var dem, der kom til at definere årtiets amerikanske filmkunst. Og her kårer vi de bedste.

1990’erne bliver som regel fremhævet som årtiet, hvor amerikansk independentfilm brød op til overfladen og gav den etablerede filmbranche og deres bovlamme prestigefilm lidt af en kæberasler med sin friskhed, fantasi og fandenivoldskhed.

Gennembruddet blev for alvor sat i svingninger af Steven Soderberghs Cannes-vinder ’Sex, Lies and Videotape’ i 1989. Produktionsselskabet bag hed Miramax og blev søsat af brødreparret Harvey og Bob Weinstein. De indledte sidenhen et samarbejde med en ung filmnørd ved navn Quentin Tarantino. Resten er, som man siger, historie.

Men hvad er en independent-film overhovedet? For at undgå forvirring og hovedbrud hos læseren har vi opstillet ét – og kun ét – kriterium: De udvalgte på denne top 10 over de bedste amerikanske indiefilm fra 90’erne overskred ikke et produktionsbudget på 10 mio. dollars (de fleste af dem var sågar en hel del billigere).

Det udelukkker Wes Andersons tidlige hovedværk ’Rushmore’, Alexander Paynes ditto, ’Election’, og Spike Jonze/Charlie Kaufman-kultkonfektionen ’Being John Malkovich’. De tre film (og andre i samme prisklasse) vil man spejde forgæves efter.

Nyd til gengæld disse 10 film, som indkapsler 90’ernes tidsånd, men også overskrider den. De holder i dag og skal ses af enhver, der kalder sig filmelsker.

10. ’Slacker’ (instr. Richard Linklater)

Indie-værdierne blev i 90’ernes begyndelse ofte gunstigt parret med Generation X- og slacker-tematikker i film, der hyldede det henkastede liv, som det leves blandt unge i malls, videobutikker og på tilsmudsede teenageværelser, et døsigt omstrejfende liv, hvor skateboardet er den foretrukne transportform, og en omvendt kasket holder styr på de fedtede lokker.

Få har bedre indfanget den rastløse unge mand eller kvinde fanget ved ’historiens ende’, det liberale paradis af velstand og komfort, som kommunismens endeligt og Murens fald indvarslede, end Richard Linklater, der modsat andre af den tids slacker-auteurs som Kevin Smith og Larry Clark har skabt sig en imponerende og meget alsidig karriere, senest i form af sidste års Oscar-also ran, ’Boyhood’.

Hvor skulle man gå hen med den eksistentielle lede, som er enhver teenager forundt, i en tidsalder, hvor fornuftige forbrugsvaner og en altgennemtrængende politisk korrekthed herskede?

Linklater er først og fremmest en meget nysgerrig iagttager. Han interesserer sig åbenlyst for sine karakterer – alle sine karakterer – hvilket i ’Slacker’ resulterer i en forfriskende rastløs form for film, hvor et bredt udvalg af stenede skæbner kommer til orde. Der tales og tales og (lomme)filosoferes (om terrorisme, rejser, sex, Nietzsche etc.), mens kameraet uden at kere sig synderligt om plot eller fortælling bevæger sig fra den ene lokalitet og situation til den næste.

Det kan godt være, ’Slacker’ føles lidt vel lang i spyttet, men Linklater er i fuld kontrol over sit materiale fra start til slut, og filmens længde understreger sådan set bare hans kunstneriske ambition trods værkets ’tilfældighedspræg’.

Soundvenue 1 / 10 Soundvenue
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold