’Into the Badlands’

Valmuer klæder marken som et blodrødt tæppe i åbningsskuddet, der indleder AMC’s serie ‘Into the Badlands’. En ensom, sortklædt rytter styrer sin motorcykel fremad mellem blomstermarkerne. Han er lejemorderen Sunny (Daniel Wu), der slår ihjel for sin lensherre, baronen Quinn (Marton Csokas).

Symbolikken indhenter snart billederne: Valmuerne er det lille produktionssamfund, som rytteren beskytter, mens motorcyklen er friheden, han i det skjulte hungrer efter. Det er ikke bare valmuerne, men hele Sunnys eksistens, der er malet i blodrøde nuancer.

‘Into the Badlands’ rummer mange fine intentioner. Serien fejrer en kampsportstradition, der har stolte rødder i kinesiske kampsportsfilm. I et amerikansk mediebillede hænger wuxia pian, som filmene kaldes på kinesisk, uløseligt sammen med kampsportskomikeren Jackie Chan. Det er lidt mere end 15 år siden, at serieskaberne Alfred Gough og Miles Millar introducerede et bredt publikum for kinesisk kampsport med western-komedierne ‘Shanghai Noon’ og ‘Shanghai Knights’.

Med ‘Into the Badlands’ slår de endnu et Karate Chop med håndfladen forrest for kinesisk kampsports berettigelse i den amerikanske mainstream.

Kampsportsscenerne i ‘Into the Badlands’ koordineres trin for trin af Huan-Chiu Ku, der koordinerede de kanoniske kampscener i ‘Tiger på spring, drage i skjul’ og ‘Kill Bill’-filmene. Ku startede karrieren som Jet Lis stunt double, og man mærker Lis – eller rettere Kus – katteskikkelse i Daniel Wus dansende trin. Det er interessant at se kampsportsscener, der er helt anderledes fra de seneste års naturalisme, som har smittet superhelt efter superhelt fra det store lærred til Netflix, siden Christopher Nolan introducerede dæmpede hand-to-hands i sine Batman-film.

Stilen er fint tilpasset de mørke miljøer i Gotham eller Hell’s Kitchen – de hårde stød fra deres boksende, wrestlende kampsport passer fint til den verden, deres helte beboer. ‘Into the Badlands’ har en helt anderledes episk kolorit. Den fremstilles fint i Huan-Chiu Kus virtuose helkropsspektakel.

Men kampscenerne er de bedre øjeblikke i et drama, der er fortalt helt uden finesse. ‘Into the Badlands’ opererer med blandingsgenrer, der fungerer fint andre steder, men fejler i AMC-serien. Som når soap-elementer optræder i et drama, der andre steder er helt blottet for sentimentalitet eller forhandlende sniksnak (hvilket lykkes i ’Game of Thrones’), eller når steampunk-elementer, der er iklædt en ironisk distance, roder rundt i et inderligt helteepos med Messias-komplekser (som perfektioneret i ’The Matrix’).

Genrekoderne burde supplere hinanden, men i stedet er de oppe at slås. Som soap lider intrigerne mellem Baronen og resten af familien fra The Fort under, at dialogen nærmest udelukkende er handlingsrefererende: Seeren udfordres slet ikke til at afkode replikkerne – ofte kan de helt udelades, uden at det hæmmer forståelsen. Dramaet er lige så transparent og blottet for meningslag. Karakterernes ambitioner holdes ikke hemmeligt, og meget lidt underfortælles for at skabe suspense.

Som steampunk er seriens miljø helt ude af sync med dramaet, som når den blide Veil lærer Sunny at læse i et udslidt forstadshul, der slet ikke passer til situationen. Han er manden med et pletfrit æreskodeks, der helt efter wuxia-traditionen placeres i et klassisk dilemma med samfundsordenen på den ene side og hans personlige ønsker på den anden. Hun kurerer kunderne i hendes lægehus, ligesom hun langsomt helbreder lejemorderen, der har erobret hendes hjerte. Til sidst skal han vælge mellem kærligheden og æren. Det er næsten ikke til at forestille sig et setup, der er mindre steampunk.

Med forårets strålende reboot af George Millers ‘Mad Max’-franchise og AMC’s enormt populære ‘The Walking Dead’ in mente er det til forstå, at AMC har satset på ‘Into the Badlands’. Men serien når ikke sine referencer til sokkeholderne.