Det gyldne årti: Vi kårer den bedste danske film i 90’erne

Det gyldne årti: Vi kårer den bedste danske film i 90’erne

Aldrig før eller siden har dansk film stået stærkere end i 90’erne, og en lang række af de instruktører, der slog igennem dengang, sidder stadig på tronen i dag.

Der er derfor intet sværere årti at udpege de bedste danske film. Men her gør vi forsøget alligevel. 10 film, der satte dagsordenen dengang, og som har modstået tidens tand. Kun én instruktør er med to gange – I kan nok gætte hvem.

10. ’Mifunes sidste sang’ (1999)

Sponsoreret indhold
Oplev årets mest hypede horror-hit
‘Hereditary’ tager forfærdelige familiehemmeligheder og nerveflænsende gys til næste niveau. Find billetter og spilletider her. Hvis du tør.
EKSTERNT LINK
Nordisk Film

Efter at have prøvet ambitionerne af med den store, internationale produktion ’Øen i Fuglegaden’ var Søren Kragh-Jacobsen træt af folk, der hev i ham og blandede sig i hans vision. Så da han – af uransagelige årsager – blev tilbudt at blive en del af Dogme ’95, takkede han straks ja. »Jeg ville have sagt ja, selv hvis der ikke var film i kameraet«, sagde han i et interview til Politiken i 1998.

Kragh-Jacobsens dogmefilm er ikke som Triers og Vinterbergs en gal film, en vild film, en klar afstandstagen til 80’ernes hverdagsdramaer, men det er en film lavet med en spontanitet og en charme, som er aldeles smittende.

Anders W. Berthelsen spiller forretningsmanden Kresten, der er blevet ansat i sin svigerfars firma og nu har kurs mod toppen. Han har bare ikke lige fortalt sin nyslåede viv (Sofie Gråbøl), at han altså har en far og en tosset bror på Lolland. Så da faren dør og alting kommer for en dag, vender han snuden hjemad, og så skrider Sofie Gråbøl. Han ansætter den tidligere luder, Liva, til at tage sig af sin bror, Rud, der tror, at hun er Linda, I ved, hende den rejsende i tid og rum fra tegneserierne.

I kornmarkerne i den solvarme danske provins mødes modsætninger og forelsker sig, og det er livfuldt og sprudlende, charmerende. Plot og psykologi er måske ikke ligefrem til ug. Og referencen til den japanske samuraiskuespiller Toshirō Mifune har jeg aldrig helt forstået. Men ’Mifunes sidste sang’ er fuld af aparte, skøre detaljer. Som Ruds venner, gamle mænd, der kommer forbi med kastagnetter og spansk guitar og stoisk spiller op til tango og kærlighed.

Eller for den sags skylds Sofie Gråbøl, der på bryllupsnatten leverer en egocentrisk orgasme uden lige, med råb og skrig og skrål, mens Anders W. Berthelsen må give fortabt et sted under bryllupskjolen. Eller Livas ludervenner (ikke mindste Paprika Steens stride børste) foran forvrængningsspejlet i Tivoli. Filmen blev i øvrigt et gennembrud for Iben Hjejle, der fik lov til at spille over for John Cusack i ’High Fidelity’. Men det var så også, så langt det rakte.

Soundvenue 1 / 10 Soundvenue
Advertisement