Det gyldne årti: Vi kårer de 10 bedste danske film i 90’erne

Det gyldne årti: Vi kårer de 10 bedste danske film i 90’erne

Aldrig før eller siden har dansk film stået stærkere end i 90’erne, og en lang række af de instruktører, der slog igennem dengang, sidder stadig på tronen i dag.

Der er derfor intet sværere årti at udpege de bedste danske film. Men her gør vi forsøget alligevel. 10 film, der satte dagsordenen dengang, og som har modstået tidens tand. Kun én instruktør er med to gange – I kan nok gætte hvem.

10. ’Mifunes sidste sang’ (1999)

Efter at have prøvet ambitionerne af med den store, internationale produktion ’Øen i Fuglegaden’ var Søren Kragh-Jacobsen træt af folk, der hev i ham og blandede sig i hans vision. Så da han – af uransagelige årsager – blev tilbudt at blive en del af Dogme ’95, takkede han straks ja. »Jeg ville have sagt ja, selv hvis der ikke var film i kameraet«, sagde han i et interview til Politiken i 1998.

Kragh-Jacobsens dogmefilm er ikke som Triers og Vinterbergs en gal film, en vild film, en klar afstandstagen til 80’ernes hverdagsdramaer, men det er en film lavet med en spontanitet og en charme, som er aldeles smittende.

Anders W. Berthelsen spiller forretningsmanden Kresten, der er blevet ansat i sin svigerfars firma og nu har kurs mod toppen. Han har bare ikke lige fortalt sin nyslåede viv (Sofie Gråbøl), at han altså har en far og en tosset bror på Lolland. Så da faren dør og alting kommer for en dag, vender han snuden hjemad, og så skrider Sofie Gråbøl. Han ansætter den tidligere luder, Liva, til at tage sig af sin bror, Rud, der tror, at hun er Linda, I ved, hende den rejsende i tid og rum fra tegneserierne.

I kornmarkerne i den solvarme danske provins mødes modsætninger og forelsker sig, og det er livfuldt og sprudlende, charmerende. Plot og psykologi er måske ikke ligefrem til ug. Og referencen til den japanske samuraiskuespiller Toshirō Mifune har jeg aldrig helt forstået. Men ’Mifunes sidste sang’ er fuld af aparte, skøre detaljer. Som Ruds venner, gamle mænd, der kommer forbi med kastagnetter og spansk guitar og stoisk spiller op til tango og kærlighed.

Annonce

Eller for den sags skylds Sofie Gråbøl, der på bryllupsnatten leverer en egocentrisk orgasme uden lige, med råb og skrig og skrål, mens Anders W. Berthelsen må give fortabt et sted under bryllupskjolen. Eller Livas ludervenner (ikke mindste Paprika Steens stride børste) foran forvrængningsspejlet i Tivoli. Filmen blev i øvrigt et gennembrud for Iben Hjejle, der fik lov til at spille over for John Cusack i ’High Fidelity’. Men det var så også, så langt det rakte.

9. ’Den eneste ene’ (1999)

Med over 800.000 solgte billetter er Susanne Biers romantiske komedie svær at komme udenom, når man snakker dansk film i 90’erne.

Men den var ikke bare en megasællert ved billetlugerne. Manuskriptforfatter Kim Fupz Aakesons rappe replikker blev hængende i den kollektive bevidsthed i adskillige år efter, og i ny og næ kan man stadig høre modne kvinder udbryde: »Bare ærgerligt, Sony Booooy!«

Kærlighedens veje og vildveje bevæger sig ind og ud af hinanden, når Niels Olsens enkemand og køkkeninstallatør med dårlig sædkvalitet og afrikansk adoptivbarn forelsker sig i Sidse Babett Knudsens Sus med den italienske præmiemand og veninden, som i Paprika Steens skikkelse på mange måder – og måske mest i egne øjne – er larger than life.

’Den eneste ene’ følger på sin vis i hælene på film som Ole Bornedals genrefilm ’Nattevagten’ med noget så amerikansk som en romantisk komedie, og den står ikke tilbage for hverken ’Fire bryllupper og en begravelse’ eller ’Pretty Woman’.

Men den gør det i en meget dansk kontekst, når den satiriserer over 90’ernes behandlersamfundet, politiske korrekthed og kønsroller i opbrud. Sidse Babett Knudsen er igen forrygende som forsmået kvinde, der sætter den italienske Dario på plads. Og Niels Olsen er herligt vattet som den usandsynlige førsteelsker.

Annonce

8. ’Nattevagten’ (1994)

»Endelig en dansk gyser af internationalt format! Ole Bornedals debutfilm er overrumplende (…) ’Nattevagten’ er simpelthen et must, hvis du kan klare mosten«.

Sådan skrev Ekstra Bladets anmelder om ’Nattevagten’ og kvitterede med fem stjerner. Begejstringen ville ingen ende tag. Hollywood var kommet til Danmark, og væk var den vanlige, danske pladderhumanisme. I stedet gav den megalomane Ole Bornedal den gas i genreland med en gyser, der måske nok kan synes lidt for metasmart i dag, men som ikke desto mindre bjergtog det danske biografpublikum. Over 400.000 danskere indløste billet til ’Nattevagten’, og flere biografer måtte sætte filmen op igen, efter den var blevet taget af plakaten. ’Nattevagten’ rager op som et monument på i Bornedals oeuvre.

Fra Andrej Tjekhov ved vi, at hvis vi ser en pistol i første akt, så kan vi være sikre på, at den bliver fyret af i tredje. Og da Nikolaj Coster-Waldaus jurastuderende, Martin, bliver vist rundt på sit nye studiejob som nattevagt på retsmedicinsk – det er der, hvor alle ligene ligger i kælderen – og han spørger »er det alarmen ned til …« og får svaret »det sker aldrig«, så ved vi godt, hvad der venter. Og mere end én gang udbryder karaktererne: »Det er ligesom en dårlig film!«

Men i modsætning til Bornedals senere titler som ’Kærlighed på film’ afbalanceres metalegen af et faktisk glimrende generationsportræt af drenge, der løber hornene af sig, på kanten af 30’erne og det faste parforhold.

En ung Nikolaj Coster-Waldau og en lige så ung Sofie Gråbøl er charmerende og søde som kæresteparret, der pludselig står over for ondskaben selv i skikkelse af Ulf Pilgaard, der bevarer en kølig facade, hvilket kun gør hans psykopatiske efterforsker endnu mere perfid og grundlæggende uhyggelig.

Sponsoreret indhold
Kæreste-lokkeri med Sara Hjort
‘Perfekte steder’-skuespilleren fortæller, hvordan hun lokker sin kæreste til at se film med hende. Hør om Saras tv-cravings her.

Og Kim Bodnia er nærmest skræmmende grænseoverskridende, når han udfordrer Martin langt udover grænsen. Sort Sols soundtrack er grusomt stemningsskabende. Bornedal blev senere inviteret til Hollywood for at lave ’Nightwatch’ med Nick Nolte og Ewan McGregor. Den gik ikke.

Bornholms stemme
7. ’Bornholms stemme’ (1999)

Ved siden af testosteronpumpede, vrede unge og følsomme unge mænd som Nicolas Winding Refn, Thomas Vinterberg og Niels Arden Oplev står skønne Lotte Svendsen, som i 1999 spillefilmdebuterede med ’Bornholms stemme’.

En samfundssatire, som måske en anelse programmatisk skildrer et bornholmsk fiskersamfund under krisen i 1980’erne. Henrik Lykkegaard og Svendsens hofskuespiller Sofie Stougaard er tragikomiske i yderste, mesterlige potens som ægteparret Sonja og Lars Erik, der lever småborgerligt højt på strå, men pludselig rammes af nedtur og deraf følgende ægteskabskvaler, da fiskekvoterne pludselig nedsættes drastisk.

’Bornholms stemme’ er måske nok en folkekomisk skildring af instruktørens kriseramte barndomsland, men Lotte Svendsens film dirrer – ikke ulig Erik Clausens – af social indignation. Og af en nærmest rørende sympati for sine nødstedte hovedpersoner på trods af alle deres fejl og mangler.

»Lotte Svendsen er dejligt upåvirket af moden, men ikke af en sund, barsk skepsis over for den traditionelle træsko-realisme, der nøjes med at reproducere i den gode hensigts navn«, skrev Morten Piil i Information.

Lotte Svendsen, der sidenhen stod mor til serien om ’Max pinlig’, har altid lavet film med et glødende socialt engagement, ikke mindst novellefilmen ’Royal Blues’ fra 1997, et andet 90’er-hovedværk, hvor Belinda, ulykkelig over at kæresten er røget i spjældet, vil aflevere en benådningsansøgning til selveste kronprinsen. Det er lettere sagt end gjort.

Annonce

6. ’Idioterne’ (1997)

I 1995 blev Lars von Trier i anledning af filmens 100 års jubilæum inviteret til en konference i Paris om mediets fremtid. Da det blev Trier tur til at holde et oplæg, bad han om tilladelse til at afvige fra dagsordenen, og så læste han agitatorisk manifestet højt fra scenen. Dogmemanifestet. Det var et frontalangreb på den forudsigelige Hollywood-dramaturgi og et opgør med al kunstig kosmetik, kostumer, lyssætning og med instruktøren som fissefornem auteur.

Trier, Thomas Vinterberg, Kristian Levring og Søren Kragh-Jacobsen skrev alle under på kyskhedsløftet, som de i hver deres film forsøgte at overholde. Reglen med, at filmen skulle fremstå som en kollektiv bedrift, og instruktøren måtte ikke krediteres, sked de dog alle højt og flot på.

Vinterberg lagde ud med ’Festen’, og Trier fulgte efter med ’Idioterne’, som på mange måder er en mesterlig metafilm, dogme om dogme, hvor en flok frisindede, tolerante intolerante egoer fra det, vi i dag betegner som den kreative klasse, i en villa i snobbede Søllerød nord for København ligesom dogmebrødrene smider al kosmetik og finder ind til deres indre idioter. Det autentiske menneske bag den civilisatoriske fernis.

Dogmebevægelsen var ikke bare et idealistisk pr-stunt, en undskyldning for at lave billige discountfilm som kunst, det var en frisættelse af skuespillerne. Og i ’Idioterne’ bliver de virkelig sat fri. Der er øjeblikke i filmen, hvor man bliver rørt til tårer, øjeblikke, hvor man er ved at dø af grin, og øjeblikke, hvor man har lyst til at kaste op. Fra Nikolaj Lie Kaas, der placeres i en noget ubekvem situation blandt ihærdigt medfølende rockere og de ømme, til ordløse snakke mellem Lie Kaas og Louise Mieritz.

Bodil Jørgensen er tyst og såret som Triers andet guldhjerte, der søger trøst i kollektivet efter sit barns død, og som er den eneste, der stiller det åbenlyse, kritiske spørgsmål: »Gør I ikke grin med de åndssvage?«

Scenen, hvor hun til sidst ærligt finder ind til sin sorg og smerte og indre idiot er unægteligt spekulativt tårevædet, men ægte gribende ikke desto mindre. Jens Albinus spiller alle de snobbede aggressioner ud som gruppens ideologiske leder (vel Triers alter ego). Anne-Grethe Bjarup Riis, Nikolaj Lie Kaas, Louise Meiritz og Knud Romer (!) er alle komplet åndssvage og dybt rørende.

Sponsoreret indhold
Det lykkedes ikke, da ’Girls’ peakede …
... men nu er Sara Hjort endelig lykkedes med at komme på forkant på Lena Dunaham-fronten. Hør om hendes tv-cravings her.

5. ’Kærlighedens smerte’ (1992)

Som en århusiansk Marcel Proust har Nils Malmros altid været på sporet af den tabte tid, den uskyldsrene barndom, ungdommen, hvor livet for alvor begynder at gå op for én. Og man mister uskylden. Den voksne tilværelse, hvor intet er så lige til, og hvor medaljen altid har en bagside.

Malmros fortsætter upåvirket af tidens strømninger. I 1984 mistede instruktøren sin datter og på en måde også sin hustru, som i følelsernes og psykosernes vold tog livet af deres etårige datter. En tragedie, som instruktøren og lægen Malmros ikke udtalte sig om offentligt før i 2013, da han direkte filmatiserede historien med den på mange måder lidt for nøgterne ’Sorg og glæde’. Her var der en underlig distance til følelserne og sorgen.

Men det er nu ikke helt korrekt, at det er første gang, han italesætter det forfærdelige. I 1992 behandlede han nemlig livet, der fluktuerer mellem glæde, sorg og uoverkommelig smerte. Mesterværket ’Kærlighedens smerte’ er fortællingen om Kirsten, den livsglade student, der flirter med dansklæreren Søren, men forloves med Anders. Hun forlader dog den konforme, piberygende mand, og livet og verden synes at ligge for hendes fødder.

Men tilværelsen gør ondt, og livsmodet knækker. Hun består ikke sin studentereksamen. Hun bliver mor til et faderløst barn, men finder i et lykkeligt øjeblik sammen med læreren Søren (Søren Østergaard). Men den intellektuelle klasseforskel bliver for stor, og livet igen uoverskueligt, for uoverskueligt. Den psykologiske indsigt er sort og rammende og minder én om, at livet er et forbandet minefelt.

Sponsoreret indhold
Hold jul med familien, du selv vælger
Inviter dine allerbedste Avengers, din South Park-familie og intergalaktiske slægtninge med til julehyggen. Gør julen sjovere med Viaplay her.
Viaplay

I bagklogskabens ulideligt klare lys virker filmen nærmest selvterapeutisk. Man kan i dag ikke lade være med at tænke på film som Ken Loachs ’Family Life’ og guldpalmevinderen ’ Adèles liv – kapitel 1 og 2’. Og Anne Louise Hassing lægger som Kirsten ud som en gymnasieelev, hvis blussende kinder, århusianske accent og livsmod smitter. Hun slutter med depressionen og livsskuffelsen malet i ansigt og kropssprog, inden hun sætter sig i bilen og rejser til et andet sted.

4. ’Pusher’ (1996)

Når man laver lister over hedengangne årtiers bedste film, er det store spørgsmål ofte: Holder de stadig i dag? Og her bekymrede særligt ’Pusher’ for prøv lige at overveje det: En hårdkogt gangsterfilm, der synes at skæve til både Scorsese og Tarantino, på Vesterbro i de jubelglade 90’ere.

Dengang virkede det måske nok fedt og nyt og spændende, men hvad med nu, 20 år efter? Hvis man nogensinde har prøvet at gense ’Gøngehøvdingen’, så kender man den frygtede følelse af nostalgi, der står forfald. Det gælder bare overhovedet ikke Nicolas Winding Refns debutfilm, der startede ud som en amatørfilm på lokal-tv. Da Refn blev tilbudt at lave den som spillefilm, slog han til og droppede ud af Filmskolen. Og lavede en af 1996’s største publikumshit med 185.035 solgte billetter.

Kim Bodnia spiller den gældsplagede, dødsdømte pusher Frank med en hvileløs energi og frustrationerne og bevidstheden om sin narkogæld og kommende undergang helt uden på Adidas-joggingsættet. Og Mads Mikkelsen, der i 2005 overtog hovedrollen i ’Pusher 2’, gør for første gang imponerende væsen af sig som Tonny, der dybest set bare er en rod, en drengerøv, en gangster-wannabe.

Sponsoreret indhold
Verdens mindste 14-tommers laptop
ASUS har med ZenBook 14 skabt et lille, bærbart mesterstykke med enorme kræfter pakket ind i tidløst design. Læs mere her.
ASUS

’Pusher’ byder måske nok på Zlatko Buric i den på en gang alfaderlige og dæmoniske rolle som jugoslavisk gangsterkonge, der forseglede hans skæbne i et hav af reklamer og udødeliggjorde de perkerdanske replikker: »Blev du bustet, Frank-e. Blev du bustet?«

Men ’Pusher’ er mere end noget andet en gribende tragedie om en mand, der mister taget på livet og verden, da alting ramler. Det er manden som antihelt, der altid lever en dobbelttilværelse og altid bliver fældet af sine egne hemmeligheder og løgne. Kameraet er rastløst, vi er taget til fange i den stadigt mere klaustrofobiske verden, som er Franks. Her bliver virkelige følelser sat gevaldigt på spidsen blandt Vesterbros randeksistenser.

’Pusher’ er uden tvivl en af de stærkeste, hvis ikke den stærkeste, danske film om maskulin fortabelse og undergang.

3. ‘Let’s Get Lost’ (1997)

Fisseslikkerteori, fodboldfilosofi, sofakartofler, forfatterdrømme, musical i fælledparken og ’Den syngende detektiv’ i København K. Hverdagsdrama for fuld udblæsning og helt nede på Nørrebros stenbro.

Kun lige over 30.000 så Jonas Elmers debut i biografen i 1997, men alle gik alligevel rundt og sagde: »Har du hørt, at Mogens har fået arbejde?« ’Let’s Get Lost’ er på en gang inkarnationen af 90’ernes ulidelige lethed og knugende universel i dens rørende, komisk-ironiske skildring af 20-30-årsalderen, hvor alting for alvor starter, og voksenlivet rammer, hårdt.

Filmen gav magten til skuespillerne, der improviserede over historien om Thomas, Steffen, Julie og Mogens, og er på mange måder langt mere håndholdt dogme end de dogmefilm, der først fik premiere efter ’Let’s Get Lost’. Det var dogme, ikke pligtskyldigt og regelbundet, men af lyst, ren og skær livsenergi.

Annonce

Jeg får nok tæsk, hvis jeg udnævner den improviserede og jazzede ’Let’s Get Lost’, der er snublende nær ved at være et lille mesterværk, til 90’ernes bedste danske film, så den får i stedet lov til at indtage tredjepladsen. Man kan dog roligt sige, for det er uomtvisteligt sandt, at det er den mest charmerende. Jonas Elmer havde egentlig pitchet en kortfilm, men endte – til både producenterne og skuespillernes store overraskelse – med at lave en spillefilm.

Og gennem de teaterworkshops han afholdt for at finde sine skuespillere, blev han den første til for alvor at gøre brug af en ny generation af skuespillere, som i dag er gamle travere: Troels Lyby, Nikolaj Kopernikus, Bjarne Henriksen og, ikke mindst, Sidse Babett Knudsen, der spiller Julie, den kærlighedsknuste, nørrebroske furie.

De har siden fejret triumfer som hele Danmarks statsminster og what not. Jonas Elmer lavede efterfølgende ’Monas verden’, tog over Atlanten og knækkede halsen og har sidenhen aldrig for alvor fundet melodien, der blev væk.

2. ’Festen’ (1998)

I 1998 tog Thomas Vinterberg verden med storm. Han var hele pakken. Han havde lækkert afbleget 90’er-hår, han så skidegodt ud, og sammen med Lars von Trier havde han formuleret Dogme 95, der revolutionerede dansk film. Tilbage til den autentiske virkelighed, ud med al staffage, al unødigt tingeltangel som lys og lyd og kostumer.

Og da den første dogmefilm, Thomas Vinterbergs mesterværk ’Festen’, ramte Cannes-festivalen til stående ovationer og Juryens Pris, syntes instruktørtalentets dage paradoksalt nok at være talte. ’Festen’, hvor sønnen Michael har taget en grøn og en gul tale med hjem til sin far 60-års fødselsdag og afslører familiens incestuøse hemmeligheder midt under middagen, var et gennembrud, som det var svært at følge op på. Efter ’Festen’ kunne man med rette tale om den svære toer.

’Festen’ var en triumf for filmskolens manuskriptguru Mogens Rukovs idé om ’Den naturlige historie’: En helt normal setting, en familiefest, med incesten midt i borgeridyllen som det ekstra krydderi, der udfordrer hele scenariet. Rukov havde været Thomas Vinterbergs lærer på Filmskolen, og sammen skrev de ’Festen’, hvor Ulrich Thomsen måske aldrig har været bedre.

Som en anden Hamlet-figur vender han hjem til Danmark og afslører al råddenskaben, når han holder sin gule sandhedstale, ’Når far skulle i bad’. Henning Moritzen er fabelagtigt god, ond og stolt som faren, som man faktisk fatter en snert af sympati for undervejs, mens Birthe Neumanns mor på ægte dansk maner forkrampet gør, hvad hun kan for at feje det hele ind under gulvtæppet. Og tidligere beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, Klaus Bondam, er legendarisk som sprechstallmeisteren, der bliver sat på en gevaldig prøve.

’Festen’ er på alle måder en skuespillernes film. Vinterbergs triumf bygger i øvrigt ukrediteret på et afsnit af radioprogrammet ’Koplevs krydsfelt’, hvor en vis Allan fortæller om sin traumatiske barndom og familiefesten, hvor han havde taget to taler med – en grøn og en gul. Allans historie viste sig dog senere at være det pure opspind. Måske Allan skulle have søgt ind på Den Danske Filmskole!

1. ’Breaking the Waves’ (1996)

»En kvinde, der boller sig op i paradis«.

Nogenlunde så lakonisk fik producenten Peter Aalbæk Jensen udlagt Lars von Triers brud med den strammere visuelle orkestrering og de maskuline, bruntintede fortabelsesmyter, der tidligere havde kendetegnet instruktøren.

Egentlig indtraf bruddet allerede i 1994 med det groteske, dybt komiske tv-mesterværk ’Riget’, som partout skulle laves med venstre hånd. Altså, det skulle lidt ligne lort. Kameraet og teknikken havde ikke længere førsteprioritet. Det havde skuespillerne, som det nu håndholdte kamera nu blot skulle forsørge at fange i flugten. ’Breaking the Waves’ er lavet med højre hånd, dødsens alvorlig, men teknikken, der pegede frem mod dogme og satte skuespillerne fri, bibeholdt han. Det er her, den ellers så sky Lars von Trier virkelig udvikler sig som personinstruktør, når han altså ikke lige sidder i sin trailer flere kilometer væk fra boreplatformen, hvor nogle af optagelser foregik, og kommunikerede via videolink med sin stand-in, Morten Arnfred.

Den hellige dåre, Bess (Emily Watson), er Triers første lidende, selvopofrende heltinde i den såkaldte Guldhjerte-trilogi. I Bess forenes troen med den seksuelle fornedrelse. Inspirationen kom fra blandt andre Marquis de Sades ’Juliettes historie’, Pauline Réage ’O’s historie’ samt en lille svensk børnebog, som i Triers barndomshjem blev anset for at være yderst dårlig smag. Om en lille pige, der er så god, at hun ender med at have foræret alle sine ejendele væk. Så bliver det ikke mere campet melodramatisk.

’Breaking the Waves’ provokerede flere feminister med sin historie om kvinden, hvis tro kaster hende ud i den seksuelle fornedrelse. Og lider offerdøden og frelser sit livs kærlighed, den invaliderede borebisse Jan, der får det bedre og bedre i takt med hendes seksuelle udskejelser.

Troen flytter bjerge, og Trier giver hende utvetydigt syndsforladelse, når han lader klokkerne bimle i himlen over det strenge, religiøst livsfornægtende skotske lokalsamfund. Bogstavelig talt.

Det er ikke bare noget, Bess post mortem forestiller sig. Vi ser dem, klokkerne. Bess gør ikke. Der bliver smurt tykt på, og det er en næsten for spekulativt gribende og romantisk besyngelse af naturbarnet, der sanser verden, i modsætning til de forstokkede kirkens mænd. Emily Watson leverer sin bedste præstation måske nogensinde, med åbent sind, åben pande, tager hun imod livet og kærligheden.

Filmen er årtiets bedste, ikke bare på grund af dens enorme følelsesmæssige slagkraft, men også fordi den på mange måder – ikke ulig ’Lets Get Lost’ – foregriber dogmebølgen, bare uden alle reglerne. Den slår tonen an for hele filmårtiet.

Dem der blev tilbage

De ti bedste danske film i 90’erne. Det er ti år! Et helt årti! Der bliver cirka lavet 20-25 film om året i Danmark. Og vi har måttet skære nogle perler – også perler, der ikke længere står så tindrende klart som ved premieren.

I mine erindringer står Jannik Hastrups ofte dystopiske, højdramatiske, jazzede og håndtegnede tegnefilm som definerende for perioden. Men jeg var trods alt otte år gammel, sidst jeg så ’Fuglekrigen i Kanøfleskoven’, og det er ikke just Pixar. Den blev kanøflet.

Vi fandt heller ikke plads til Niels Arden Oplevs debutspillefilm ’Portland’ eller Nicolas Winding Refns ’Bleeder’, der begge er ungdommeligt ambitiøse, frygtløse film. Problemet er bare, at de æstetisk føles som filmskoleøvelser, som i dag virker som, ja, 90’er-film. Selvom det er sjovt at se særligt Ulrich Thomsen som ålborgensisk gangsterboss i ’Portland’.

Så er der de to gakkede anarkister Wikke og Rasmussen, der lever i deres eget surrealistiske parallelunivers, hvor alting er lidt anderledes, lidt skævt og lidt pang. Men det er mest bare sjov og ballade. Aage Rais’ ’På fremmed mark’ fortjener faktisk også at blive nævnt. En dansk krigsfilm, hvor Nikolai Coster-Waldau spiller FN-soldaten, der giver turister, som har betalt kassen, mulighed for at få lov til at slå en bosnier ihjel.

Mange vil sikkert også opponere mod fravalget af Lasse Spang Olsens ’I Kina spiser de hunde’. Og Anders Thomas Jensen har da bestemt også skrevet et sjovt og intelligent metamanuskript med gud og djævlen og al den der ramasjang. Actionmanden Spang Olsens iscenesættelse er dog overmåde triggerhappy. Så ud med den.

Vi træder sikkert nogle over tæerne ved helt at undlade Erik Clausens ’De frigjorte’, Biers debutfilm ’Det bli’r i familien’ eller måske ’Sekten’, det danske forsøg på en science fiction-film med Strisseren på Samsø i hovedrollen. Nå jo, og Bille Augusts anden Cannes-vinder ’Den gode vilje’, der desværre er mere svensk end dansk. Derfor optræder den ikke på listen.

Læs også: Paprika Steen og den danske filmsensation: »Det steg og steg, og pludselig faldt det – og jeg faldt hårdt«

Læs også: Med Ole Bornedals egne ord: Det oversete mesterværk ’Charlot og Charlotte’ og den evige kærlighed til det banale

Tjek hele vores tema – 90’erne genoplivet – HER

 

Advertisement