Ryan Gosling tæt på rollen som den første mand på månen hos ‘Whiplash’-instruktør

Ryan Gosling tæt på rollen som den første mand på månen hos ‘Whiplash’-instruktør

‘Gravity’, ‘Interstellar’ og ‘The Martian’ har rakt ud efter stjernerne med kæmpe box office-succes til følge de seneste år, og Hollywoods uskrevne regler tilsiger således, at man bliver ved, indtil de første flops indfinder sig.

Der er dog grund til at tro på, at ‘First Man’ ikke bliver punktet, hvor rumkurven knækker. Instruktør er Damien Chazelle, der slog eftertrykkeligt igennem med trommefilmen ‘Whiplash’ og øjeblikkeligt blev et af amerikansk films mest spændende navne. Filmen handler om den første mand på månen, Neil Armstrong, og nu skriver Deadline.com, at Ryan Gosling er storfavorit til rollen.

Gosling spiller også med i Chazelles førstkommende film, ‘La La Land’, og noget tyder altså på, at den 35-årige skuespiller har fundet en ny instruktørmuse (eller er blevet muse for en ny instruktør, om man vil). Han har tidligere været kendt for sit samarbejde med Derek Cianfrance (‘Blue Valentine’, ‘The Place Beyond the Pines’) og danske Nicolas Winding Refn.

Det sætter ligeledes forventningerne til ‘First Man’ i vejret, at Josh Singer står bag manuskriptet. Han har nemlig lige stået for ordene bag journalistfilmen ‘Spotlight’ (dansk premiere 25. februar), som har fået exceptionelt gode anmeldelser og er blevet en overraskende Oscar-kandidat.

Manuskriptet er baseret på Neil Armstrong-biografien ‘First Man: A Life of Neil A. Armstrong’. Det skal blive spændende at se, om Chazelles film er mere biopic end rumfilm, eller om han lander en original blanding af de to.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af