Trailer: ’Being John Malkovich’-forfatter omfavner stop-motion i smuk forsmag på Venedig-vinderen ’Anomalisa’

Manuskriptforfatteren Charlie Kaufmans kringlede hjerne har givet os genistreger som ’Being John Malkovich’, ’Adaptation’ og ’Evigt solskin i et pletfrit sind’, og med stop-motion-filmen ’Anomalisa’ lader han til at have fået sit endelige gennembrud som instruktør.

Filmen er blevet hyldet på efterårets festivaler og sikrede sig den såkaldte Grand Jury Prize i Venedig. En enestående bedrift af en film uden mennesker af kød og blod i karaktergalleriet.

Traileren giver da også løfter om en livsbekræftende perle, en slags stop-motion-animeret slægtning til Spike Jonzes ’Her’, hvor en midaldrende mand – der skriver bøger om kundeservice (!) – går på jagt efter kærligheden i grå og triste omgivelser.

Jennifer Jason Leigh (Tarantinos kommende ‘The Hateful Eight’), Tom Noonan (Kaufmans instruktørdebut, ‘Synecdoche, New York’) og David Thewlis (Remus Lupin i ‘Harry Potter’) lægger stemmer til de sørgmodige dukker, mens Duke Johnson er krediteret som medinstruktør.

Vi beder til de højere magter om en dansk biografudgivelse til ’Anomalisa’.