10 hurtige til Thomas Bo Larsen: Om karaoke, fastfood og overnaturlige evner

10 hurtige til Thomas Bo Larsen: Om karaoke, fastfood og overnaturlige evner

Efter nylige biroller i Thomas Vinterbergs ‘Jagten’ og Susanne Biers ‘En chance til’ er Thomas Bo Larsen langt om længe tilbage i hovedrollens rampelys som viljestærk strømer i DR’s nye søndagssatsning ‘Bedrag’, hvis første afsnit løber over skærmen 1. januar.

Vi har stillet skuespilleren, der fik et temperamentsfuldt gennembrud i 90’erne med film som ‘De største helte’ og ‘Festen’, en stribe spørgsmål, der – med fuldt overlæg – lander i både øst og vest.

1. Hvilken instruktør vil du helst arbejde sammen med?
»Der er to: Quentin Tarantino eller Martin Scorsese«.

2. Hvilken skuespiller vil du helst arbejde sammen med?
»Igen er der to: Jack Nicholson eller Nick Nolte«.

3. Hvilken sang ville du vælge, hvis du skulle synge karaoke lige nu?
»Stensikkert noget med Thin Lizzy. Måske sangen ‘Do Everything You Want To’«.

4. Hvilket instrument ville du helst kunne spille?
»Det sjoveste må være at kunne spille banjo. Især hvis man har set ’Udflugt med døden’. Men jeg tror, det mest sjælelige, indadvendte og forløsende må være klaver«.

5. Hvilken tv-serie – ny som gammel – beundrer du allermest?
»Hold fast i bordet: Det er en meget, meget gammel tv-serie og en af de første, jeg så. Og så minder den i øvrigt ret meget om denne her (’Bedrag’, red.). Den hedder ’Rich Man, Poor Man’ med Nick Nolte og Peter Strauss. Jeg genser den i øjeblikket derhjemme på Youtube i kasseformat. Det er den bedste serie, jeg nogensinde har set. Og så synes jeg desuden, at ’True Detective’ er uovertruffen«.

6. Hvad ville du først redde ud af dit hus, hvis det brændte?
»Mine kære. Det vil sige mennesker«.

7. Hvilken type fastfood lader du dig oftest friste af?
»Det hænder, at jeg tør til Sunset Boulevard og deres Hereford Chipotle-burger«.

8. Streaming eller fysiske formater?
»Fysiske eksemplarer. For mig var det en tragedie, da Blockbuster lukkede, for jeg er ikke så god til streaming og popcorn og alt det der mærkelige noget. Men takket være min datters tekniske egenskaber går det fremad«.

9. Hvilken overnaturlig evne ville du helst besidde?
»Jeg er vanvittigt vild med superhelte og har været det hele mit liv. Den, jeg har været mest fascineret af, har været ’The Thing’ fra De Fantastiske Fire. Det er nok ikke den superhelteegenskab, jeg bedst kunne tænke mig selv, men karakteren er fantastisk«.

10. Hvad er den bedste koncert, du har været til?
»Prince i Forum et sted i slut-80’erne. Det var en kæmpe øjenåbner«.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold