I sidste uge kårede vi årets bedste film – se top 20-11 her og top 10-1 her. Men nu skal det jo ikke være superlativer det hele, for året bød også på fæle film, som vi havde tilladt os at have visse forventninger til, men som vi nu helst vil glemme – og sikkert også hurtigt gør det.
1. ’Fantastic Four’
Håndsoprækning: Er der nogen, anyone, som føler nakkehårene rejse sig frydefuldt ved udsigten til et gensyn med ’elastikmanden’, den usynlige kvinde, den menneskelige flamme og tingen?
Nej? Så er det muligvis, fordi Marvel Comics fantastiske farvestrålende fire reelt set ikke har syntes synderligt fantastiske, siden de i 60’erne fløj det amerikanske flag for bomstærke familieværdier i et langt mere blåøjet USA truet af kold krig og politisk opgør.
Nu kunne man selvfølgelig argumentere for, at det eksistensgrundlag fuldt ud berettiger de fires genoplivning i 2015, men ak, i en filmtid hvor drømmefabrikkernes special effects har sat barren tårnhøjt for super-action i IMAX, og hvor selvsamme superkræfter forventes suppleret af kappefolkets individuelle, mørke moralske dilemmaer, er der ikke meget spræl over fire surmulende unge i uopfindsomt blåt trikot.
Tredje stædige forsøg på at genoplive Marvel’s ubestridt mest intetsigende helte inden for blot 10 år resulterede i en charmeforladt affære, der ikke blot bragte skuespillerne Miles Teller og Michael B. Jordan på alvorlig karriereglatis (og måske skød Kate Maras ditto i sænk), men som simpelthen faldt fra hinanden på lærredet såvel som i kulissen, hvor indie-instruktør Josh Trank ragede spektakulært uklar med producenterne undervejs.
Tilbage står årets mest usammenhængende, kriminelt kedelige superheltefilm, hvis sølle 10 minutters intense body horror ikke rykker ved, at Hollywood-drømmen om De Fantastiske Fire officielt er kvast under vægten af de ligegyldige hovedpersoner.
2. ’Fifty Shades of Grey’
»Never underestimate the power of stupid people in large groups«, sagde den amerikanske stand-up-legende George Carlin famøst.
Efter ’Fifty Shades of Grey’ the movie indtjente mere end 500 millioner dollars på en måned i foråret, kunne citatet passende omdannes til »Never underestimate the power of sexually frustrated people in large groups«.
At en rædderlig roman, der startede sit liv som ’Twilight’-fanfiction, kan krediteres for at have pisket gang i en nybølge af kommercialiseret erotik, siger uhyggeligt meget mere om den sørgelige forfatning af millioner af moderne menneskers sexliv end noget som helst andet.
Ikke desto mindre kastede horder af sultne biografgængere sig frådende ind i mørket, da den reklamelækre film landede, med forventningsfuldt blussende kinder og prikken i underlivet i håbet om en lummer date med mystiske Christian Grey og cute-klodsede Anastasia Steele.
Og hvad fik de/vi (nå ja …) så for pengene? En film med en tidligere ’Twilight’-instruktør ved roret og mindre reel sex end et halvt afsnit ’True Blood’. Samt to hovedpersoner med kemi så hot som et par tolvårige fanget i den første akavede tungeslasker.
Kronisk mulende Mr. Grey snakkede godt nok en del om hård S/M og anal fisting (et ord, vor litteraturstuderende heltinde for sin jomfruelige død ikke kunne gennemskue betydningen af), men ville, når det kom til stykket, helst bare lege kispus med nydeligt dekorative påfuglefjer og BR-håndjern. Buh, Christian, din tease!
Alt imens stirrede Dakota Johnson intenst på sin udkårne, som forsøgte hun med læbe-gnaskende mind control at forvandle stive Jamie Dornan til en smækker Ryan Gosling.
Tusinder af kvinder verden over følte hendes smerte.
3. ’Pixels’
Det har i flere år været en gåde og en stående joke over skævvridningen i den vestlige verdens forbrugssamfund, at Adam Sandler fortsat slår sine infantile folder på det store lærred (og nu sågar også på Netflix), mens han inkasserer absurd fede lønsedler for den ene filmiske fadæse værre end den forrige.
Og der er da heller absolut intet positivt at sige om 2015’s måske værste biograffilm, ’Pixels’, hvor Sandler halvt sovende snøvler sig igennem den hidtil mest utålelige version af sin über-sexistiske supertaber, der altid mirakuløst redder dagen og damen i nød.
Hvad der kunne være blevet en virkelig morsom og nostalgisk hyldest til 80’ernes arkadespilkultur, baseret på Patrick Jeans geniale kortfilm (rumvæsner angriber jorden i form af pixelerede Donkey Kong og Pac-Man!), endte som en platform for Sandler og vennerne (lige så umorsomme Kevin James og Josh Gad) til at pisse arrogant på alle fra hunkønsvæsner til spilnørder, filmfans og eventuelle fremmede livsformers intelligens.
Skal man gribe efter lyspunkter i mørket, er det formentlig en af de få film i historien, der har formået at forene inkarnerede arkadedrengerøve og krigstis-feminister i fælles had mod Sandlers filmiske rædselsregime.
4. ’By the Sea’
Oh, how the mighty have fallen.
Kan du huske dengang, Brad Pitt og Angelina Jolie tyllede tequilashots og dansede dirty i ’Mr. og Mrs. Smith’, og cirka lignede verdenshistoriens mest dampende sexede par, alt imens man selv skævede til sin leverpostejskedelige partner i biografmørket og tænkte bitre, smålige tanker?
Well, hvedebrødsdagene er ovre. Og efter at have kæmpet sig igennem ørkenvandringen ’By the Sea’ tidligere i år var det nok de færreste biopar, der ikke til enhver tid alligevel ville foretrække et stykke med leverpostej frem for Brangelinas miserable, pille-poppende nedtur.
Angelina Jolies tredje film som instruktør afslørede ikke blot Hollywoods tidligere så passionerede wild child som en decideret prætentiøs wannabe-auteur uden greb om effektfuld dramaturgi og en forkærlighed for at bade sig selv i blød belysning og designertøj.
Den satte også effektivt punktum for myten om verdens hotteste filmpar med hovedrystende banal dialog og en forudsigeligt uinteressant rammefortælling, hvis åbenlyse metaelementer (forhenværende kendispar har 10-års krise!) endte som filmens lattervækkende akilleshæl.
5. ’Entourage’
Åh, man havde håbet, at ’Entourage: The Movie’ var lige så kæk, sjov og charmerende som sæson 2, 3 og 4 af serien – og ikke lige så selvbevidst og sentimental som i seriens sidste sæsoner.
Men ak, Doug Ellin og co. holdt stilen fra seriens finalerunder, og det var ikke et kønt syn. Plottet roterer omkring Vincents første, ambitiøse forsøg som instruktør, men hovedattraktionen er naturligvis kemien mellem barndomsvennerne fra Queens og den hektiske røvhulsagent med et hjerte af guld, Ari Gold.
I filmformatet stod det dog ærgerligt klart, at Ari og Johnny Drama er de eneste seværdige karakterer i kvintetten, og drengerøvshumoren samt de utallige scener båret af storbarmede babes fremstod kikset og træt. Måske tiden simpelthen er løbet fra ’Entourages’ kønstereotypiske og selvsmagende ’se os’-underholdning?
6. ’Jupiter Ascending’
Andy og Lana Wachowski er repræsenteret på vores liste over årets tv-serie-skuffelser med ’Sense 8’, og søskendeparret får såmænd en usædvanlig, lidet attraktiv dobbeltkåring med en tilsvarende plads her på filmlisten.
Deres scifi-film ’Jupiter Ascending’ var et miskmask af ufrivilligt kitschet mytologi, overlæsset plot og kikset kulørt scenografi. Historien var en blanding af Askepot og gængs frelsermyte med Mila Kunis som Jordens retmæssige arving Jupiter og Channing Tatum som gensplejsningen Caine, der redder hende.
Kemien mellem de to er håbløs, men de undergås af Eddie Redmayne i et sjældent fejlskud som den ondsindede, konstant hviskende Balem, der i samtlige scener ligner én, som er ved at bryde sammen i tårer. Men ’Jupiter Ascending’ er da også lige til at græde over.
7. ’Unbroken’
Det kunne have været et stort dansk biografår for Angelina Jolie, der sendte hele to film ud på de store lærreder: Det historiske drama ’Unbroken’ og hjertebarnet ’By the Sea’.
I stedet er begge film endt på denne liste over årets værste skuffelser, og selvom man ikke helt skal afskrive skuespillerens evner som filmskaber i egen ret, lader det store gennembrud stadig vente på sig.
Der var noget olschool fascinerende over ’Unbroken’s historie om den italiensk-amerikanske Louis Zamperini, der først var løbehelt under OL, siden nødstedt på havet i 47 dage efter et styrt i Anden Verdenskrigs luftkampe og endelig indsat i en japansk fangelejr i årevis med en særdeles sadistisk fangevogter som grum fjende for livet.
Denne usædvanlige skæbne forløser Jolie slavisk, tungt og trægt, selvom stortalentet Jack O’Connell gør sit, og Roger Deakins billeder er sædvanligt betagende.
8. ’The Program’
’The Program’ er en sigende titel for Stephen Frears’ ensidige portræt af Lance Armstrong, den syvdobbelte Tour de France-vinder, der blev fældet for brug af doping. Instruktøren har intet til overs for cykelstjernens uærlige ridt mod Tour-tronen og afbilder ham helst med en nål i blodåren, som var der intet andet end lyssky kemi bag hans triumfer.
Resten af cykelmiljøet udsættes for samme latterliggørelse: Svindlerlægen Michele Ferrari er ustyrligt karikeret, sportsdirektøren Johan Bruyneel er dum og dvask, og spinkle Alberto Contador ligner en bodybuilder på afveje.
En dopet Ben Foster gør, hvad han kan i den altoverskyggende hovedrolle, men Frears’ indignation skygger for de menneskelige nuancer, og det store drama om skurken og helten Lance Armstrong drukner i en pøl af EPO.
’The Program’ gør intet for at forstå dopingsynderne og falder derfor til jorden som et usympatisk anklageskrift mod en mand, der allerede ligger ned.
9. ’Ted 2’
Seth MacFarlane sked hul i den politiske korrekthed og hyldede drengerøvshumoren, da han lod Mark Wahlberg og hans talende bamse storryge og -svovle sig igennem en hel spillefilm i ’Ted’.
Filmens overvældende succes forlangte en efterfølger, men ’Ted 2’ savner forgængerens komiske chokværdi og rammer for ofte forbi i den linde strøm af sjofelheder – selv om Liam Neesons cameo som suspekt cereal-fanatiker er ubetalelig.
I filmen fratages titlens drikfældige bamse sin status som menneske og mister samtidig retten til at adoptere et barn. Allegorien over det amerikanske samfunds etniske intolerance er sympatisk, men det medmenneskelige budskab leveres i overlange retssalsscener med strygere og klæbrige klichéer.
Og så hjælper det ikke, at Wahlberg finder sammen med Amanda Seyfrieds bongrygende advokat i en frygteligt fad romance.
10. ’Pan’
Er det en fugl? Er det et fly? Nej, det er såmænd bare endnu en larmende filmatisering om drengen, der aldrig blev voksen, strippet for J.M. Barrie-klassikerens fine magi og belæsset med alt fra forcerede romancer (Klo + Tiger Lily?!) til kiksede musicalnumre, neonfarvede teaterkostumer og hæsblæsende 3D-action (piratskib vs. kampfly! Klo vs. skeletfugl! Hugh Jackman vs. sin egen skælvende tenor!).
Joe Wrights ’Pan’ ramte én lige i smasken som en eksploderende piñata, og skønt ungerne formentlig har hoppet i sæderne af eskapistisk konfetti-fryd, savnede man som voksen en mere nuanceret eventyrlig formidling af Peter Pans ’unge år’, præ-Klo-fejde og grønne tights.
Men ret skal være ret. Sine mange kunstneriske fejlskud til trods (ikke flere syngende skurkeroller til Jackman, tak) og den lemfældige omgang med et af historiens mest indflydelsesrige og filosofiske eventyr bød ’Pan’ trods alt på små to timers lalleglad underholdning med et energisk campet cast og en kort cameo fra den mest frygtindgydende, kolonorme CGI-krokodille, der nok skal have induceret seriøs vandskræk i en mindreårig seer eller ti.
Skal der være fest, så lad der være fest.
Læs også: De 10 største tv-serie-skuffelser i 2015