Én ting står hurtigt klart, når man ser ’Master of None’: Den skriger af Aziz Ansari.
Mange kender ham nok bedst for hans gennembrudsrolle som Tom Haverford i ’Parks and Recreation’, men hans egentlige fortrin som komiker kommer nok bedst til udtryk i hans standupshows, hvor han som en ubesværet charmerende grinebider dissekerer det moderne menneskes udfordringer med et kækt smil på læben.
Og det er netop, hvad han også gør i sin halvnye Netflix-serie, som han er hovedmanden bag og spiller hovedrollen i, og hvor han får frit spil til at præsentere sine skæve betragtninger om venner, familie, dating og kærlighed.
»I tiden omkring afslutningen på ’Parks and Rec’ henvendte jeg mig til en af seriens forfattere, Alan Yang, som også er en af mine venner, og sagde, at jeg gerne ville lave en serie, hvor mit komiske perspektiv får en fiktionsagtig form«, siger Aziz Ansari, da vi fanger ham via Google Hangouts fra et hotelværelse i London.
»Før ’Master of None’ havde jeg aldrig spillet med i noget, jeg selv havde skrevet, skabt eller instrueret, og det ville jeg rigtigt gerne prøve«.
På papiret kan ’Master of None’ ligne en efterhånden ret almindelig moderne indie-comedyserie om en ung aspirerende skuespillers liv i New York. Der er kondomer, der sprænger, venner, der får børn, og irriterende dates, som har en grim tendens til at imitere Cartman-stemmen fra ’South Park’.
Men det, der alligevel gør ’Master of None’ til en serie, man hurtigt kan blive småforelsket i, er Ansaris evne til at bruge sin egen og sine forældres baggrund. Som indisk-amerikaner undersøger han, hvorfor indiske skuespillere ofte får stereotype roller, hvilke udfordringer hans forældre har haft som immigranter i USA, og hvorfor der går så lang tid, inden han præsenterer dem for en kæreste. Det gør ’Master of None’ til en meget personlig serie – oprigtig og fuld af humor.
»Jeg tror virkelig på, at når du skriver noget meget personligt, kan det hurtigt blive universelt, og det synes jeg også er tilfældet i vores serie. Alan og jeg skrev episoder som ’Parents’ tidligt i forløbet, og vi opdagede, hvor god en mulighed vi havde med serien. Vi havde en sjælden mulighed for at adressere disse emner ved at lave episoder som ’Parents’ eller ’Indians on TV’, og vi ville begå en fejl, hvis ikke vi udnyttede den«.
Den stereotype inder
Noget kunne tyde på, at det var en fornuftig beslutning. Reaktionerne på serien har været ovenud positive, og Ansari er blevet nomineret til en Golden Globe for bedste skuespillerpræstation i en komedieserie.
I USA har der ellers ikke været den store tradition for, at indisk-amerikanske skuespillere har haft bærende roller i mainstreamproduktioner, og det er netop, hvad Ansari går i kødet på i episoden ’Indians on TV’.
Ansari illustrerer med spydig kløgt, hvordan den idealistiske trang til at sige nej til stereotype roller som taxachauffør eller kioskejer karambolerer med behovet for at tjene til dagen og vejen. Den stereotypiske casting bliver helt tragikomisk, når Ansari opdager, at den indiske karakter i robot-komedien ’Short Curciat 2’ fra 80’erne bliver spillet af Fisher Stevens, en hvid amerikaner, der påtog sig en tyk indisk accent og fik makeup på til rollen.
»Jeg har selv haft udfordringer ligesom dem, vi taler om i serien. Jeg har haft roller, hvor folk ville have mig til at lave en accent. Jeg tror, at når man er en etnisk minoritet, tænker folk nogle gange kun på dig, når der dukker en etnisk minoritetsrolle op. Jeg tror dog, at jeg samtidig har været ret heldig. Jeg har haft folk som Mike Schur, som hyrede mig til ’Parks and Rec’, og Judd Apatow, der castede mig til ’Funny People’. De hyrede mig til roller, som ikke var etniske karakterer, men bare karakterer, der var sjove, og som jeg kunne spille. Men det er ikke alle, der har de samme muligheder«.
Har tiderne så ændret sig siden ’Short Curciat’-dagene? Nu har Ansari jo fået sin helt egen serie på Netflix, og noget kunne tyde på, at der er et stigende ønske om at lave programmer, hvor minoriteter har bærende roller.
»Jeg ved ikke, om vi kunne have lavet serien for fem-ti år siden eller ej. Nu er der mange flere steder, hvor man kan lave serier. For 40-50 år siden var der kun de store kanaler, og hvis ikke du havde en serie på de store kanaler, var der ikke andre steder at gå hen. Nu er der kabel-tv og streaming, og skaberne har flere muligheder for at finde en platform til deres serie. Det er meget indholds- og kreativitetsvenlige platforme«.
Arbejdede med sine egne forældre
Man får indtrykket af, at ’Master of None’ hurtigt fandt sin rette hylde hos Netflix. Ansari beskriver processen med at pitche serien som forholdsvis ligetil, især fordi Netflix med det samme var med på at lave de 10 afsnit, der nu udgør seriens første sæson.
»De troede på os og stolede på, at vi kunne lave en god serie«, siger Aziz Ansari.
’Master of None’ er lidt af et familieforetagende. Aziz Ansaris rigtige forældre spiller hans forældre i serien, ligesom Azizs bror hjalp til som forfatter på serien.
»Det var lidt surrealistisk at arbejde på det, der formentlig er den største ting i min karriere, og at mine forældre og min bror så spillede så stor en rolle i det«.
Forældrerollerne er da også nært beslægtet med Ansaris oplevelse af sine forældre i det virkelige liv. Især afsnittet ’Parents’ bearbejder med humor og empati forældrenes baggrund og nogle af de problemer, de selv oplevede som immigranter i USA. Hovedkarakteren Dev inviterer forældrene ud at spise, og til sin store overraskelse deler forældrene historier, som Dev ellers ikke havde kendskab til.
»Det er på mange måder et meta-afsnit. Alan og jeg har begge forældre, der måske er mere introverte end os, og ved at lave det afsnit og spørge om deres historier, kunne vi lære mere om dem. Jeg tror, det afsnit er en forholdsvis præcis gengivelse af det forhold, mange mennesker har til deres forældre, hvor man ikke gør den fornødne indsats for at lære hinanden at kende. Jeg har gjort en større indsats for det i mit eget liv og håber, at jeg kan blive ved med at gøre det«.
Var det let at overtale dine forældre til at spille med?
»Min far var meget entusiastisk, men jeg skulle overbevise min mor mere. Det var fedt at se, hvor hurtigt de fandt ud af det, for det er ikke let. For ikke-skuespillere handler det om at slukke og ikke forsøge for meget, men bare være sig selv, og det lærte de at gøre mod slutningen«.
Styrer uden om first world problems
Selvom ’Master of None’ taler med Ansaris særegne stemme, kredser serien om den kreative klasse i New York ligesom serier som ’Louie’, ’Girls’, ’Broad City’ og ’Difficult People’.
Hvad gjorde du for at undgå, at serien blev en first world problem-historie, der kun portrætterer emner, der er relevante for privilegerede newyorkere?
»Hvis du ser på de emner, vi taler om i serien, som forældre, børn, gamle mennesker eller race, så er det universelle emner, som alle forholder sig til. Afsnittene handler ikke om, at Dev er i tvivl om, hvorvidt han skal have en Mercedes eller BMW. Indrømmet, karaktererne har det godt, de er ikke fattige, men jeg tror, de underliggende ideer er universelle og krydser alle grænser«.
Dating og kærlighed i teknologiens tidsalder er også blandt de universelle emner, der går igen i serien. Også her var autenticiteten afgørende for ham.
»Med måden vi præsenterer telefoner, sms’er og apps i serien, fremlægger vi det på samme måde, som vi bruger det i virkeligheden. En ud af tre amerikanere møder deres partner online, og sms’er har ændret vores kommunikation radikalt. Uanset om det er over en telefon eller ej, så er romantik aldrig simpelt, det er altid kompliceret, forvirrende, smukt og hjerteskærende. Det var det, vi forsøgte at gengive«.
Er man blevet hooked på ’Master of None’, håber man selvfølgelig på en sæson 2. Og direkte adspurgt må Aziz Ansari ikke sige for meget om fremtiden for serien. Men han indrømmer, at tingene lige nu peger i retning af endnu en omgang. Det manglede også bare.
Læs også: Anmeldelse af ‘Master of None’