‘Making a Murderer’

‘Making a Murderer’
2 6
Tv-serie
Hovedforfatter

Moira Demos, Laura Ricciardi

Medvirkende

Steven Avery

Spilletid

10 afsnit á ca. 60 min.

Premiere

Kan ses på Netflix

Det lader til, at Netflix og deres bigdata-algoritme nu er kommet frem til det, som mange for længst har opdaget: True crime er det nye sort.

Efter de første to afsnit af ’Making a Murderer’, der får verdenspremiere på streamingtjenesten, melder et bestemt spørgsmål sig dog i selv den mest mordgådehungrende seerhjerne: Har genren virkelig løsrevet sig fra sit dårlige, tabloide rygte, eller var der tale om undtagelser med podcasten ’Serial’, Andrew Jareckis tv-historiske ’The Jinx’ og David Singtons glimrende film ’The Fear of 13’?

Moira Demos og Laura Ricciardis ualmindeligt ordinære dokumentarserie bekræfter nemlig alle de fordomme om genren, som forbillederne så mesterligt fik afkræftet. Historien er tragisk og uretfærdig. En Wisconsin-hillbilly, Steven Avery, har siddet 18 år i fængsel for et voldtægtsforsøg, han ikke har begået. Miseren skyldes et voldsomt retssystemsvigt, hvilket man fandt ud af i 2003, hvor DNA-prøver viste, at det var en anden serie-sexforbryder, Gregory Allen, der stod bag forbrydelsen. Hvorfor serien ikke handler om den ’rigtige’ psykopat, Allen, står ikke klart efter de første to afsnit.

Mens Steven Avery nærmede sig en næsten helgenagtig uskyldsstatus, blev han i 2005 igen impliceret i en kriminalsag, denne gang et mord. Så er han alligevel forbryder?

Det er vel det, vi skal hænge på for at finde ud af, men serien har en ukritisk fortælleøkonomi, der er milevidt fra særligt den stramt komponerede ’The Jinx’. Den er lang (10 timer!) og inkluderer hver evig eneste detalje. Det eneste formildnende træk i den sammenhæng – et overraskende plottwist – opstår midtvejs i andet afsnit, altså halvanden time inde i fortællingen. Her er de fleste sofadetektiver nok faldet i søvn.

Også seriens manglende sans for genrens æstetiske muligheder er alarmerende. Selvom velorkestrerede rekonstruktioner er et kontroversielt virkemiddel i en dokumentarisk fortælling, har vi vidst siden Errol Morris skoleeksempel ’The Thin Blue Line’ fra 1988, hvad det kan gøre for fortællingens fascinationskraft. Men et sådant ambitionsniveau har Demos og Ricciardis ikke. De støtter sig udelukkende til gravalvorlige og ofte ufrivilligt komiske genfortællinger fra advokater og efterforskere, der kan finde på at sige: »Sagen stod og faldt med et enkelt pubeshår«.

Den største anke er dog, at skaberne i de 10 år, som Netflix praler med, at optagelserne har varet, ikke er lykkedes med at få et dybdegående interview med hovedpersonen Avery.

Man har også ondt af Avery-familien, der alle er underprivilegerede samfundstabere, men det er tilsyneladende kun den juridiske slagside og ikke årsagen dertil, der interesserer Demos og Ricciardi. På den måde udstiller instruktørerne sine karakterer frem for at tale deres sag, særligt når de stakkels mennesker stammer og flæber sig gennem de mange grimt fotograferede interviews.

Jeg vil give serien ét afsnit mere, men med mindre Avery pludselig antager Jack the Ripper’ske dimensioner, så bliver det nok også mit sidste.


Kort sagt:
Netflix’ svar på ’The Jinx’ og ’Serial’ er en skuffelse. Seriens produktionsniveau er fornærmende lavt, og dens centrale hovedperson, Steven Avery, er en karismaforladt hillbilly. På nærmest samtlige parametre er serien et alvorligt tilbageskridt for true crime-genrens nyvundne omdømme.

Anmeldelsen er baseret på seriens første to afsnit.