‘Mozart in the Jungle’ sæson 2 bygger videre på Gael Garcia Bernal og Lola Kirkes forhold – se traileren

Første sæson af Amazons ‘Mozart in the Jungle’ var en sjov og charmerende affære med udgangspunkt i et klassisk symfoniorkester i New York. I fokus var en excentrisk dirigent (Gael Garcia Bernal), der bliver ansat til at ruske op i den konservative institution, og den unge håbefulde obospiller Hailey (Lola Kirke), som aspirerede til at blive en del af orkesteret.

De to udviklede et særligt forhold – først en slags mentorrelation, så et venskab og siden et romantisk forhold, som sæson 2 ser ud til at bygge videre på. Hailey er dog tilsyneladende splittet mellem den uforudsigelige kunstner og sin pretty boy-kæreste af en moderne danser, Alex.

I den nye sæson går turen til Mexico, og så ser det ud til, at Jason Schwartzman, der også er producer på serien, får en større rolle. Alt i alt ser ‘Mozart in the Jungle’ ud til at fastholde den fine blanding af skæv humor og varme følelser, som kendetegnede første ombæring.

Amazon har premiere på sæson 2 den 30. december.

 
 
Advertisement