Du kender det: En film tager en drejning, som du føler, du har set tusinde gange før. Men hvad er det dummeste træk, en film kan foretage – og hvorfor har utallige film så gjort det?
Vi har forelagt nogle af de mest hårrejsende filmfloskler for to af landets mest markante manuskriptforfattere, Rasmus Heisterberg (‘Kongekabale’, ‘Mænd der hader kvinder’, ‘En kongelig affære’) og Anders Ølholm (‘Ækte vare’, ‘Antboy’-filmene’). Og de måtte indrømme, at de selv havde brugt nogle af dem.
Kliché 1:
Muahahaha: Forbryderen forklarer alle sine planer, inden han skal slå helten ihjel
Eksempler: ‘Seven’, ‘Mænd der hader kvinder’, alle ‘James Bond’-film
Anders Ølholm: »Den har jeg selv bokset meget med, fordi jeg har skrevet tre superheltefilm. Og det er enormt svært, især i plotdrevne film, hvor man skal videregive en masse tung information. Men tricket er at få det leveret på en ny og anderledes måde, så det bliver interessant i sig selv. Eller at have en virkelig god skuespiller, der kan slippe af sted med det.
Men jeg elsker faktisk, når skurke forklarer deres onde planer, fordi det er så arketypisk. I ‘James Bond’ er det en homage til de gamle film, men det bliver sværere at lave, hvis det er en meget realistisk film. Klicheen er så kendt, at man tit ser, at den bliver italesat i film som ‘The Kingsman’, hvor helten eller skurken lige kommenterer på, at hele den onde plan bliver forklaret«.
Rasmus Heisterberg: »Det er plotmæssig hjælpeløshed, for hvordan forklarer man lige for tilskueren, hvad motivet er? Det er en ekstremt slidt scene, at skurken skal til at dræbe helten, og så kan han lige så godt røbe alt i forbifarten. Det er egentligt en god idé at lave en slags forklarende ekspositionsdialog i en scene, hvor der er højt drama, for det gør, at man sluger informationerne, fordi man er optaget af plottet. Ud over ‘James Bond’ sker det også konstant i ‘Game of Thrones’, hvor folk knalder, mens der bliver forklaret en masse. Men der er damerne lækre nok til, at man ikke tænker over det.
Jeg er også selv faldet i fælden. I ‘Mænd der hader kvinder’ (som Heisterberg skrev manuskript til sammen med Nikolaj Arcel, red.) er der en længere samtale mellem Mikael Blomkvist og Martin Vanger, der i bedste ‘James Bond’-stil hænger Blomkvist op i en løkke, mens han forklarer det hele«.
Kliché 2
Full retard: Den handikappede karakter med et rigt åndsliv
Eksempler: ‘Forrest Gump’, ‘I Am Sam’, ‘Away From Her’, ‘Teorien om alting’, ‘Min venstre fod’
Heisterberg: »‘Forrest Gump’ er den helt klassiske karakter. Han er tilbagestående, men han oplever et rigere liv end de andre i fortællingen, fordi hans umiddelbarhed og åbenhed over for verden sender ham ud på det ene store eventyr efter det andet. Den retarderede karakter har en uskyld og barnlighed, som de andre karakterer mangler, fordi de har mistet deres barndoms uskyld. Men det bliver tit for tydeligt i sin form.
Ting bliver tit en kliché, når man forsøger at skabe en sort-hvid kontrast. Eksempelvis i ‘Teorien om alting’ (om den svært handikappede videnskabsmand Stephen Hawking, red.), der har et smukt sind, men en forkrøblet krop. Dramatisk set er hans sind helt hvidt, hans krop helt sort. I ‘Min venstre fod’ (om den handikappede kunster Christy Brown, red.) er det det samme. I ‘Teorien om alting’ er det forsvarligt, fordi det er en virkelig historie, men tit bliver karakterne sat så meget på spidsen, at det bliver for nemt at gennemskue psykologien«.
Ølholm: »Det er typisk en karakter, man ser i Oscar-bait film. ‘Forrest Gump’ er modereksemplet, selv om det faktisk er en god film. Det er en stereotyp, der har eksisteret i USA i mange år om indfødte amerikanere og andre etniske minoriteter, så det er faktisk meget velmenende.
En af Anders Thomas Jensens (‘De grønne slagtere’, ‘Adams æbler’ og ‘Mænd og høns’, red.) kæpheste er at udstille denne kliché. I næsten alle hans film viser han, at handikappede mennesker også kan være nogle røvhuller ligesom alle os andre.
Men jeg tror, at klicheen er ved at dø ud. Efter ‘Tropic Thunder’, hvor Robert Downey Jr. gjorde grin med det ved at sige: »You never go full retard«, har folk fundet ud af, at sådan skal man ikke gøre. Det er efterhånden også nogle år siden, at der er kommet den slags film ud«.
Se flere af verdens værste filmklicheer på næste side.
Kliché 3
Deus Ex Machina: Hele plottet forløses fuldstændigt ud af det blå
Eksempler: ‘War of the Worlds’, ‘Raiders of the Lost Ark’, ‘Magnolia’, ‘Hobbitten’, ‘Ringenes herre’
Heisterberg: »Deus Ex Machina er det værste, man kan gøre som manuskriptforfatter. For det betyder, at man ikke har historiens grundkonstruktion på plads. Man bliver nødt til at ty til noget helt random for at løse plottet. Som når kavaleriet kommer ridende til allersidst og redder de hvide cowboys fra indianerne. Eller rumvæsenerne dør i ‘War of the Worlds’, fordi det begynder at regne. Det er ren hjælpeløshed.
Men det holder faktisk i ‘Magnolia’, fordi det er en karakterdreven film. Grundtanken med Deus Ex Machina kommer fra den græske mytologi, hvor guderne trådte ind og viste de fejlbarlige mennesker, hvordan man lever et moralsk korrekt liv. ‘Magnolia’ vender tilbage til den grundtanke, og det bliver brugt tilstrækkeligt dramatisk bevidst, fordi der tidligere i filmen er en henvisning til det sted i Biblen, hvor det regner med frøer«.
Ølholm: »Historier handler typisk om en karakter, der skal lære en lektie, som han kan bruge til at overvinde en modstander. Men hvis han i stedet bliver reddet ud af suppedasen af en helt usandsynlig hændelse, der kommer ind fra højre, så kan det godt virke uforløst. Deus Ex Machina er problematisk i plotdrevne film.
I ‘Raiders of the Lost Ark’, som jeg ellers elsker, påvirker Indiana Jones faktisk slet ikke filmens endelige udfald. Nazisterne ville stadig finde Pagtens Ark, og Belloq ville stadig åbne den, så alle nazisterne får deres ansigt smeltet af.
Men det er ikke noget, man ser så meget mere. Folk ved efterhånden godt, at det er noget, man ikke skal gøre. ‘War of the Worlds’ er fra 2005, men den er baseret på et gammelt forlæg (‘Klodernes kamp’ fra 1897 af H.G. Wells, red.), og det samme gælder ‘Ringenes herre’«.
Kliché 4
Rige svin: Magtfulde eller velhavende personer er mega onde
Eksempler: ‘True Detective’, ‘Mænd der hader kvinder’, ‘Chinatown’, alle ‘James Bond’-film, ‘Fasandræberne’
Ølholm: »Man siger, at klicheer er klicheer, fordi de er sande. Og lige netop med den her er det jo bare sådan, det er. Det er de rige, der sidder på flæsket. De rige bankmænd bliver bailet ud, mens de syriske flygtninge må klare sig selv. Så jeg ser det ikke som en kliché i den forstand.
Men man ser det meget i disse dage, hvilket nok vidner om, at det er noget, manuskriptforfattere er meget opmærksomme på. Film bliver lavet til 99 procent af befolkningen. Hvis du vil tale til dem, der ikke har fire Maseratier i garagen, skal det gerne handle om den sidste procent, der så er suspekt. Og Hollywood er jo kendt for at være meget venstreorienteret, så måske er det derfor«.
Heisterberg: »Man kan ikke åbne en avis, uden at det er den lille mand mod systemet. Det er en del af den sandhed, vi lever i i dag. At de store onde selskaber styrer det hele. Så på den måde reflekterer det virkeligheden. Men det er også en meget forudsigelig og kedelig virkelighed, at det er kapitalismens afstumpethed, der er skurken.
Klicheen bruges også meget, fordi man gerne vil forklare noget uden at skulle redegøre for det psykologisk. Så tager man nogle rige mennesker, der er så magtfuldkomne, at de tror, de kan gøre, hvad de vil. Tit er det også et ønske om at skabe en kontrast. De rige mennesker lever på overfladen et perfekt og moralsk rigtigt liv, men har så en mørk hemmelighed.
Der er mange kulturradikale, indignerede kunstnertyper, der skriver film, og som måske har en sten i skoen i forhold til kapitalismen og rige mennesker. Og det er jo fint nok, hvis det lykkes at gøre det på en ikke-klichéfyldt måde«.
Se den sidste storslemme filmkliché på sidste side.
Kliché 5
Gotcha: Skurken/helten er slet ikke død alligevel
Eksempler: ‘Skyfall’, ‘Terminator’, ‘Halloween’, ‘The Matrix’ , ‘Pigen der legede med ilden’
Heisterberg: »Det er et stort plottwist, som kan fungere super godt, fordi det er den ultimative overraskelse, at nogen dør. Hvis man kan slå nogen ihjel, er det en stor overraskelse, men det bliver endnu vildere, hvis de så ikke er døde alligevel. Som i en teenagegyser, hvor vennerne er på vej hjem igen, men skurken så er på bagsædet. Men problemet er, at det bliver en konstruktion. Det er en umulig opgave at overbevise folk om, at karakteren er død, og det virker tit som lidt af en tryllekunst. Så derfor bliver det ofte uplausibelt. Jeg kan faktisk ikke engang komme i tanke om et eksempel på, at det er lykkedes«.
Ølholm: »Det sker ud fra et ønske om, at det skal være så spændende som muligt. Man identificerer sig som udgangspunkt altid med hovedkarakteren, så det bliver ekstra spændende, hvis de er i fare. Men det bliver problematisk, når man udelukkende forsøger at vildlede publikum. Ben Afflecks ‘Reindeer Games’ er fyldt med plottwists, men det har ingen logik eller noget formål ud over at vildlede tilskueren.
Det er blevet sværere at snyde publikum, fordi de efterhånden er blevet så gode til at afkode de dramaturgiske tricks. De ved, hvordan en film er struktureret, og hvornår en film er slut. Så når Lisbeth Salander er ved at dø hen mod midten (i toeren af i alt tre film, red.), ved man godt, at der ikke sker hende noget. Man skal gerne kunne se en film igen og stadig nyde den, selv om man kender slutningen. ‘The Usual Suspects’ eller ‘Den sjette sans’ får helt nye dimensioner af at blive set igen«.